Guldborgsund
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 17. december, Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget, Guldborgsund

Beslutningssag: Gadeteaterfestival 2025 og 2025-2027

Der er modtaget ansøgninger om tilskud fra Dan Size Fits All Productions ApS på 200.000 kr. og fra Teatret Masken på 175.000 kr.

Kultur og fritid

Kort fortalt

Forslaget
  • Meddele afslag på ansøgningen i 2025 fra Dan Size Fits All Production ApS. 2. at bevillige tilskud på 175.000 kr. til Teatret Masken i hvert af årene 2025-2027. 3. at tilskuddet bevilliges fra og reserveres i FOKUS-puljens budget i hvert af årene 2025-2027.
Hvem
Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget, Guldborgsund Kommune
Hvornår
Tirsdag 17. december 2024
Status
Besluttet. Fraværende: Ingen Godkendt. UDVALGTE.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktionen indstiller til Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget:
1. at meddele afslag på ansøgningen i 2025 fra Dan Size Fits All Production ApS. 2. at bevillige tilskud på 175.000 kr. til Teatret Masken i hvert af årene 2025-2027. 3. at tilskuddet bevilliges fra og reserveres i FOKUS-puljens budget i hvert af årene 2025-2027.

Sagsfremstilling

Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget (LKF) skal træffe beslutning vedr. to ansøgninger om tilskud til Gadeteaterfestival i 2025 - og evt. for en 3-årige tilskudsperiode.
Gadeteater har i flere år været en fast del af kommunes kulturoplevelse i sommerperioden. De sidste 7 år som en del af Danmarks Internationale Gadeteaterfestival - Nykøbing Falster Gadeteaterfestival. Programmet har gennem årene været meget forskelligartet og med forestillinger placeret primært i bymidten, men også enkelte på Marielyst torv og Slotsbryggen. Gadeteaterfestivallen er gratis og meget velbesøgt. Den beriger og bevæger deltagere i alle aldre.
Nykøbing Falster Gadeteaterfestival 2025 / Dan Size Fits All Productions ApS
Dan Size Fits All Productions ApS søger om tilskud på 200.000 kr. til Nykøbing Falster Gadeteaterfestival 2025 under samme tema som sidste år; "GOAL IS ONLY A WISH, UNTIL YOU ACT!".
Nykøbing Falster Gadeteaterfestival er en del af det omrejsende festivalformat. Under Danmarks Internationale Gadeteaterfestivalernes fælleskab, turnerer nyskabende internationale gadeteaterforestillinger rundt til mindst 10 danske værtskommuner. Festivalen planlægges afviklet tre dage i Nykøbing Falster i uge 34.
Det vil være 8. gang Nykøbing Falster Gadeteaterfestival er med. Her forvandles gader, pladser og parker i byen til festlige teaterscener med et bredt udvalg af forestillinger med elementer fra bl.a. musikdrama, moderne dans, nycirkus, comedy, interaktive installationer, akrobatik, dukketeater og gadeparade.
Programmet for festivallen bliver primært det samme som sidste gang, dog med tilføjelse af ekstra forestillinger herunder en stor-skala forestilling som opleves i full-circle. Programmet fokuserer på Verdensmålene, og man vil i år forsøge at formidle sammenhængene mellem forestillinger og målene endnu tydligere, samt mere bredt og attraktivt. Mindst 15 internationale opførelser af høj kvalitet forventes at besøge festivallen.
Projektet forberedes og realiseres under ledelse af festivalleder Zeliş Niegaard med hjælp fra et lille sekretariat, samt et ønske om samarbejde med lokale partnere som administrationspersonale fra Guldborgsund Kommune og Teaterforeningen Guldborgsund, der forankrer projektet lokalt og som mobiliserer en stor gruppe af frivillige.
Dan Size Fits All Productions ApS har fremsendt afrapportering for den 10. udgave af Danmarks Internationale Gadeteaterfestival 2024, hvoraf det fremgår at ca. 3.000 publikummer deltog ved de i alt 13 forestillinger i Nykøbing Falster Gadeteaterfestival.

Af budgettet fremgår det at 5 andre kommuner har ansøgt om deltagelse i Danmarks Internationale Gadeteaterfestival 2025. Derudover er forskellige fonde tiltænkt ansøgt om tilskud. Det totale budget for 2025 lyder på 3,600 mio. kr.
Arbejdsgruppen - bestående af medarbejdere fra Landdistrikter, Kultur & Fritid, Nykøbing F. Teater og Teaterforeningen Guldborgsund - har internt evalueret dette års Gadeteaterfestival. Tilbagemeldingerne herfra er et tydeligt ønske om ændringer ved fremtidig Gadeteaterfestival, herunder bl.a. mere publikumsinvolvering, et bedre program med mere traditionelt gadeteater og uden gentagelser af tidligere års forestillinger, samt bedre og tidligere koordinering og tilrettelæggelse af selve processen både før og under afvikling af Gadeteaterfestivallen.
I 2024 valgte Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget at bevillige 150.000 kr. til indgåelse af aftale med Dan Size Fits All Production om Gadeteaterfestival 2024.
Guldkorn - Gadeteaterfestival 2025, 2026 og 2027 / Teatret Masken
Teater Masken søger om en 3-årig tilskudsaftale på 175.000 kr. i årligt tilskud i perioden 2025, 2026 og 2027 til Guldkorn.
Guldkorn inviterer borgere og turister til at opleve magiske forestillinger af den allerhøjeste kaliber rundt om i Guldborgsunds gader og stræder. Festivalens forestillinger vil være med danske og internationale producenter og være for alle aldersgrupper med fri adgang.
Guldkorn vil fremhæve forestillinger, hvor publikum træder ind som medskabende af den fælles oplevelse. Både deltagelse og fordybelse vil være i højsædet, så følelsen af samhørighed og fælleskab opstår mellem de optrædende og publikum. Over 4-6 sammenhængende dage i august vil Guldkorn tilbyde mellem 8-12 forestillinger hvert af årene, for på den måde at skabe en tilbagevendende gadeteaterfestival.
I forbindelse med forberedelserne til Guldkorn i 2025 og 2026 vil Teatret Masken deltage i internationale festivaler for udvælgelse af forestillinger og skabe et internationalt netværk med samarbejdspartnere. Denne brobygning understreger nødvendigheden af en 3-årig bevilling for at realisere den fulde version. Teatret Masken vil sikre, at hver eneste forestilling vælges med omhu og kunstnerisk skarphed.
Guldkorn vil forberedes, planlægges, markedsføres, udføres og evalueres i tæt samarbejde med lokale samarbejdspartnere - bl.a. kommunen, Vores Nykøbing og Teaterforeningen Guldborgund - og med et særligt fokus på at fastholde og styrke samarbejdet omkring frivillighedskulturen i Guldborgsund Kommune. I den 3-årige periode ønsker Teatret Masken at skabe aktiviteter rundt om Guldkorn i form af workshops, foredrag, faglige konferencer, og publikum som medskaber af forestillingerne. Disse aktiviteter skal tiltrække fagligt dygtige kræfter fra hele verden, der kan inspirere og skabe læringsrum for både borgere og andre scenekunstudøvere og dermed berige det lokale kulturliv med nye perspektiver og kompetencer.
Af budgettet fremgår det at Vores Nykøbing og Teatret Masken selv medfinansierer med hver 25.000 kr. årligt. Derudover er Statens Kunstfond og diverse fonde tiltænkt ansøgt om tilskud. Det totale budget for 2025-2027 lyder på 1,600 mio. kr. for en 3-årig periode. Desuden foreligger der samarbejdstilkendegivelser fra Passage Festival/Helsingør Teater, Street Cut/Næstved og Amarfest/Glimt Amager.
Teatret Masken oplyser, at en 3-årig bevilling fra Guldborgsund Kommune vil styrke Teatret Maskens ansøgning til Projektstøtteudvalget for Scenekunst, som fremadrettet vil fokusere på flerårige bevillinger for at understøtte mulighederne for langtidsplanlægning mm.
En evt. bevilling forslås finansieret fra FOKUS-Puljens budget i 2025 og 2025-2027. Oversigt er vedlagt sagen.
I FOKUS-puljen resterer der inden udvalgsmødet hhv.:
• 1.837.461 kr. til udmøntning i 2025 • 2.173.000 kr. til udmøntning i 2026 • 3.238.000 kr. til udmøntning i 2027
Der henvises til andre sager på udvalgets dagsoden.

Sammenhæng til politiske strategier

Sagen understøtter kerneopgaven og Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalgsstrategi 2023-2026 med pejlemærkerne "Skabe indsatser for udvalgte målgrupper og gøre kulturen nærværende for alle", "Understøtte fællesskaber i landdistrikterne gennem eksempelvis kultur-, idræts- og fritidstilbud" og "Understøtte indsatser der styrker demokratisk dannelse og kreative fællesskaber".

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Beslutning

Fraværende: Ingen Godkendt.

UDVALGTE

Bilag

  • Offentlig Dan Size Fits All Productions - Gadeteaterfestival 2025 - Ansøgning med bilag 24-030644-2
  • Offentlig Teatret Masken - Gadeteaterfestival 2025-2027 - Ansøgning med bilag
  • Offentlig Afslutningsrapport for Nykøbing Gadeteaterfestival 2024
  • Offentlig FOKUS-Puljen og Landdistriktspuljen - oversigt flerårige bevillinger 2025-2027 23-037647-2

Kilde: Guldborgsund Kommune, Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget, referat fra mødet tirsdag 17. december 2024, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.