Guldborgsund
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 21. september, Arbejdsmarkeds- & Rekrutteringsudvalget, Guldborgsund

Drøftelsessag: Temadrøftelse om rekrutteringsindsatsen

Rekruttering af arbejdskraft er et centralt ansvarsområde for Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsudvalget og en væsentlig forudsætning for vækst, udvikling og beskæftigelse i Guldborgsund Kommune.

Erhverv og job

Kort fortalt

Forslaget
  • Drøfte kommunens samlede rekrutteringsindsats for lokale virksomheder, herunder hvordan den politiske ambition om styrket international rekruttering kan understøttes
Hvem
Arbejdsmarkeds- & Rekrutteringsudvalget, Guldborgsund Kommune
Hvornår
Mandag 21. september 2026
Status
Besluttet. Fraværende: Camillo Krog (I) - Grundet andet hverv Drøftet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktionen indstiller til Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsudvalget:
1. At drøfte kommunens samlede rekrutteringsindsats for lokale virksomheder, herunder hvordan den politiske ambition om styrket international rekruttering kan understøttes

Sagsfremstilling

For Arbejdsmarkeds- og Rekrutteringsudvalget er rekruttering en kerneopgave. Virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft har stor betydning for vækst, udvikling og beskæftigelse i Guldborgsund Kommune.
Rekrutteringsindsatsen er forankret i Virksomhedsservice i Center for Arbejdsmarked. Virksomhedsservice har et tæt samarbejde med lokale virksomheder - både private og offentlige. Indsatsen omfatter både en styrket mobilisering af den lokale og nationale arbejdsstyrke gennem uddannelse, opkvalificering og beskæftigelsesrettede indsatser samt tiltrækning af arbejdskraft udefra. International rekruttering udgør i den sammenhæng et vigtigt supplement på områder, hvor virksomhederne oplever vedvarende mangel på arbejdskraft.
I den politiske samarbejdsaftale for 2026-2029 er det således en ambition, at Guldborgsund Kommune i samarbejde med erhvervslivet skal styrke den internationale rekruttering. Ambitionen skal ses som en del af den samlede indsats for at understøtte virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft.
Desuden har Økonomi- & Erhvervsudvalget i deres handleplan for udmøntning af den politiske vision et fokusområde om rekruttering af international arbejdskraft, hvilket skal ske i samarbejde med bl.a. Arbejdsmarkeds- & Rekrutteringsudvalget.
Udvalget kan bl.a. drøfte:
• Hvordan kan kommunen styrke samarbejdet med virksomhederne om rekruttering af arbejdskraft?
• Hvilken rolle skal international rekruttering spille som supplement til den øvrige rekrutteringsindsats?
• Hvordan kan kommunen bedst understøtte ambitionen om at styrke international rekruttering? • Hvilken rolle ønsker udvalget selv at spille i arbejdet med at understøtte virksomhedernes adgang til
arbejdskraft, herunder udenlandsk arbejdskraft? • Hvilke øvrige aktører og samarbejdspartnere er centrale for at lykkes med opgaven?
På baggrund af udvalgets drøftelse udarbejder administrationen forslag til mulige indsatser og initiativer, som kan forelægges udvalget på et kommende møde. Initiativerne kan efterfølgende indarbejdes i udvalgets handleplan for udmøntning af den politiske samarbejdsaftale.
Gruppeleder Michael G. Jensen fra Virksomhedsservice deltager under drøftelsen og fortæller om kommunens rekrutteringsindsats.

Desuden deltager Mathias Aalholt Porsborg fra Workinddenmark . Workindenmark er en offentlig og gratis service til danske virksomheder, der har brug for hjælp til at finde kvalificerede medarbejdere i udlandet. Workindenmark hører under Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. I Dansk Industris nye analyse af lokal erhvervsvenlighed har Guldborgsund Kommune følgende placering på de målinger, der vedrører rekruttering:
• Kommunens indsats for at opfylde virksomhedernes behov for kvalificerede medarbejdere: Nr. 75 • Kommunens indsats for at tiltrække og tilknytte internationale medarbejdere: Nr. 38 • Kommunens beskæftigelsesindsats: Nr. 38

Sammenhæng til politiske strategier

Sagen har ophæng til den politiske samarbejdsaftale 2026-2029.

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Beslutning

Fraværende: Camillo Krog (I) - Grundet andet hverv
Drøftet.

Kilde: Guldborgsund Kommune, Arbejdsmarkeds- & Rekrutteringsudvalget, referat fra mødet mandag 21. september 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.