Besluttet 24. juni, Haderslev Kommunalbestyrelse, Haderslev
Økonomiske politik i Haderslev Kommune
Kommunaldirektøren indstiller, at Økonomiudvalget overfor kommunalbestyrelsen anbefaler at godkende den økonomiske politik for 2026, som er vedlagt i bilag 3.
Kort fortalt
- Hvem
- Haderslev Kommunalbestyrelse, Haderslev Kommune
- Hvornår
- Onsdag 24. juni 2026
- Status
- Besluttet. Den som bilag 4 vedlagte Økonomisk Politik blev godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Kommunaldirektøren indstiller, at
Økonomiudvalget overfor kommunalbestyrelsen anbefaler at godkende den
økonomiske politik for 2026, som er vedlagt i bilag 3.
Sagsfremstilling
På baggrund af den afgående kommunalbestyrelses beslutning i forbindelse med
budgetforliget for 2026, hvor forligspartierne enedes om, at politikken skulle være genstand for
politisk drøftelse i 2026, har Økonomiudvalget udarbejdet et forslag til en opdateret økonomisk
politik.
Formålet med den økonomiske politik er at sikre en robust, effektiv og stabil drift, og samtidigt
sikre, at der skabes et råderum, som gør det muligt at prioritere vækst og velfærd i fremtiden.
Økonomiudvalget drøftede på mødet den 19. maj 2026 den økonomiske politik, hvor det
centrale element er de fire styringsmål:
1. Haderslev Kommune skal bidrage til, at kommunerne samlet set overholder de af
regeringen og Kommunernes Landsforening aftalte rammer for service og anlæg
2. Der skal som minimum være balance på det skattefinansierede område for alle årene
3. På ordinær drift bør der være et gennemsnitligt resultat på 200-250 mio. kr. bl.a. til
dækning af anlægsudgifter og afdrag på lån
4. Kommunens gennemsnitlige likvide beholdning pr. indbygger skal være omkring
landsgennemsnittet.
De fire styringsmål understøttes af de 3 styringsprincipper:
1. Ingen ufinansierede tillægsbevillinger
2. Ingen automatiske budgettildelinger
3. Stram rammestyring
Økonomiudvalgets drøftelse på mødet den 19. maj 2026 viste en fælles forståelse af, at
udvalget ønsker at fastholde de tre første styringsmål og de tre styringsprincipper, da målene
og principper har været med til at sikre kommunen en sund og robust økonomi.
Det fjerde styringsmål var til drøftelse, da den økonomiske udvikling i de danske kommuner
gennem de seneste år efter den seneste udligningsreform har betydet, at den gennemsnitlige
kassebeholdning i kommunerne er steget. Haderslev Kommunes gennemsnitlige
kassebeholdning er steget i samme periode.
Økonomiudvalget ønsker, at Haderslev Kommune ikke skal låse sig til den gennemsnitlige
likvide kassebeholdning på landsplan, men i stedet have et mål, som tager udgangspunkt i
kommunens egen økonomiske situation, og Økonomiudvalgets ønske om at nedbringe den
gennemsnitlige likvide beholdning i Haderslev Kommune.
Derfor foreslås mål 4 ændret til:
4. Kommunens gennemsnitlige likvide beholdning skal ligge i intervallet 450 – 600 mio. kr.
Niveauet på 450 – 600 mio. kr. vurderes at kunne sikre, at Haderslev Kommune fortsat har en
sund og robust gennemsnitlig kassebeholdning. Samtidig vil det betyde, at der er taget hensyn
til størrelsen af kommunens langfristede gæld, usikkerhed i verden og en kommende
udligningsreform på den ene side og ønske om at have en økonomi, der giver plads til
kommende investeringer eller ekstraordinær gældsafvikling.
Overstiger kommunens likviditet 600 mio. kr., kan kommunalbestyrelsen i forbindelse med
budgetlægningen beslutte, at en del af kommunens likviditet anvendes til en af 3 formål:
1. Reduktion af kommunens gældforpligtigelser
2. Strategiske anlægsinvesteringer, som enten underbygger kommunens langsigtede
udvikling eller understøtter langsigtede udvikling af velfærden
3. Engangsinvesteringer i velfærdsområderne, som frem mod en udligningsreform vil
kunne sikre driften.
Anvendelsen af likviditet, kan betyde, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med den konkrete
budgetlægning vælger at afvige fra nogle af principperne i de øvrige styringsmål.
Er kommunens likviditet under 450 mio. kr., vil kommunalbestyrelsen modsat have en opgave i
forbindelse med budgetlægningen, hvor likviditeten skal øges.
I forbindelse med økonomiaftalen for 2026 aftalte regeringen og KL, at kommunerne under ét
skal arbejde på at nedbringe den samlede gæld. Økonomiudvalget drøftede på mødet i maj, at
Haderslev Kommune skal bidrage til dette. Derfor udarbejdes en plan for gældsafvikling i
denne kommunalbestyrelsesperiode.
Nyt mål:
5. Der skal netto afvikles 160 mio. kr. på kommunens gæld i
kommunalbestyrelsesperioden, så de forpligtelser med de højeste finansielle
omkostninger prioriteres først.
Bilag 1 indeholder en oversigt over Haderslev Kommunes gældsforpligtigelser. Bilag 2
indeholder en opgørelse over kommunens lån og afdrag over de seneste 10 år.
Udover ovenstående justeringer foreslås en mindre ændring i den økonomiske politik. Af den
nuværende økonomiske politik fremgår det, at kommunalbestyrelsen har delegeret
kompetencen til at godkende tillægsbevillinger til Økonomiudvalget. Dette afsnit kan udgå, da
det er beskrevet udførligt i Kasse- og Regnskabspolitikken.
Den ændrede økonomiske politik for 2026-2029 er vedlagt som bilag 3.
Procedure
Økonomiudvalget den 16. juni 2026
Haderslev Kommunalbestyrelse den 24. juni 2026
Behandling i Økonomiudvalget 16. juni 2026
Godkendt idet styringsmål nr. 5 ændres til ”Der skal fortsat netto afvikles ca. 160 mio. kr.
på kommunens gæld i kommunalbestyrelsesperioden” og flyttes op som styringsmål nr.
Fraværende:
Bo Morthorst Rasmussen
Supplerende sagsfremstilling
Økonomiudvalgets ændringer er indarbejdet i bilag 4.
Beslutning
Den som bilag 4 vedlagte Økonomisk Politik blev godkendt.
Kilde: Haderslev Kommune, Haderslev Kommunalbestyrelse, referat fra mødet onsdag 24. juni 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.