På dagsordenen 26. oktober, Udvalget for Sundhed og Ældre, Halsnæs
Ældretilsyn af Hjemmeplejen Frederiksværk
Direktionen indstiller, at Udvalget for Sundhed og Ældre tager orienteringen til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Udvalget for Sundhed og Ældre, Halsnæs Kommune
- Hvornår
- Mandag 26. oktober 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet mandag 26. oktober 2026. Du finder dem på halsnaes.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller, at Udvalget for Sundhed og Ældre tager orienteringen til
efterretning.
Sagsfremstilling
Ældretilsyn Øst gennemførte den 6. juni 2026 et reaktivt tilsyn i Hjemmeplejen Team
Frederiksværk, som følge af en konkret henvendelse til Ældrelinjen. Som led i den nye
Ældrelov, der trådte i kraft den 1. juli 2025, blev Ældrelinjen etableret. Ældrelinjen giver
borgere, pårørende og medarbejdere mulighed for at henvende sig med bekymringer om
kvaliteten i ældreplejen. På baggrund af tilsynet er der udarbejdet en tilsynsrapport, som denne
sag giver en orientering om. Tilsynet vurderede den samlede kvalitet af helhedsplejen i
Hjemmeplejen Team Frederiksværk til kategorien God kvalitet. I alt er 16 af 20
kvalitetsmarkører opfyldt.
Byrådet har ansvar for kvaliteten i plejen samt opfølgning på tilsynsresultaterne
(Ældretilsynslovens § 12, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område §§ 9
og 9b). Dette tilsyn har givet anledning til få bemærkninger til helhedsplejen, og derfor har
hjemmeplejen Frederiksværk udarbejdet en handleplan.
Ældretilsynet tager afsæt i ældreloven, herunder helhedspleje, hvor beslutninger om den
konkrete hjælp skal træffes tæt på og sammen med borgeren. Ældretilsynet har fokus på
læring, dialog og kvalitet i helhedsplejen og tager udgangspunkt i ældrelovens tre bærende
værdier:
Tema 1: Den ældres selvbestemmelse.
Tema 2: Tillid til medarbejderne og den borgernære ledelse.
Tema 3: Et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.
Vurderingskonceptet og Hjemmeplejen Team Frederiksværks fokusområder for det videre
arbejde med de markører, som tilsynet havde bemærkninger til, fremgår af
bilaget Hjemmeplejen Team Frederiksværks fokusområder efter tilsyn.
Samlet vurdering af kvalitet af helhedsplejen i Hjemmeplejen Team Frederiksværk
Samlet vurderer Ældretilsynet, at Hjemmeplejen Team Frederiksværk har: God kvalitet.
Borgerne oplever en respektfuld og værdig tilgang, hvor medarbejderne inddrager borgerne i,
hvordan hjælpen udføres og der arbejdes med metoder til at understøtte selvbestemmelse hos
borgere med særlige behov. Hjemmeplejens tværfaglige organisering styrker samarbejde,
faglig sparring og koordinering. Medarbejderne udviser tillid i samarbejdet med både kolleger
og ledelse, som opleves synlig, lyttende og borgernær.
Ældretilsynet vurderer, at medarbejderne har de nødvendige kompetencer til at varetage
helhedsplejen. Dette understøttes af blandt andet undervisning, evidensbaserede procedurer
og tværfaglige mødestrukturer, som bidrager til en helhedsorienteret indsats.
Borgerne oplever relevant inddragelse af pårørende og har kendskab til lokale fællesskaber og
aktivitetstilbud. Pårørende har tillid til Hjemmeplejen Team Frederiksværk og inddrages efter
behov. Medarbejderne anvender aktivt pårørende og civilsamfund som ressourcer i
helhedsplejen og benytter lokale tilbud til at understøtte deltagelse i meningsfulde fællesskaber
samt forebygge ensomhed.
Vurdering af tema 1: Den ældres selvbestemmelse
Ældretilsynet vurderer, at Hjemmeplejen Team Frederiksværk har god kvalitet i helhedsplejen i
forhold til tema 1: Den ældres selvbestemmelse. I alt er 5 af 7 kvalitetsmarkører opfyldt.
Markør 1 og 2 er ikke opfyldt. Der henvises til bilaget Hjemmeplejen Team Frederiksværks
fokusområder efter tilsyn, hvor tilsynets bemærkninger til markør 1 og 2 fremgår.
Ældretilsynet lægger vægt på, at borgerne mødes med respekt, værdighed og en adfærd, der
understøtter deres selvbestemmelse. For borgere med særlige behov, herunder demens,
anvendes metoder med fokus på selvbestemmelse. En demenskoordinator kan inddrages i
komplekse forløb for at bidrage med nye perspektiver og faglig viden.
Hjemmeplejen arbejder systematisk med forebyggende og rehabiliterende indsatser i
helhedsplejen. Medarbejderne har fokus på at styrke borgernes selvhjulpenhed, anvende
deres ressourcer og understøtte deltagelse i hverdagsaktiviteter, der fremmer livsglæde og
funktionsevne.
Vurdering af tema 2: Tillid til medarbejdere og den borgernære ledelse
Ældretilsynet vurderer, at Hjemmeplejen Team Frederiksværk har god kvalitet i forhold til tema
2: Tillid til medarbejdere og den borgernære ledelse. I alt er 6 af 7 kvalitetsmarkører opfyldt.
Markør 6 er ikke opfyldt. Der henvises til bilaget Hjemmeplejen Team Frederiksværks
fokusområder efter tilsyn, hvor tilsynets bemærkninger til markør 6 fremgår.
Tilsynet vurderer, at ledelsen udøver borgernær ledelse gennem deltagelse i møder og
borgerkonferencer og har et godt kendskab til borgerne. Medarbejderne beskriver, at ledelsen
ved komplekse forløb deltager aktivt omkring borgerne for at understøtte samarbejdet og
kvaliteten i indsatsen.
Ældretilsynet vurderer, at medarbejderne i Hjemmeplejen Team Frederiksværk samlet set
besidder de nødvendige kompetencer til at levere helhedspleje og anvender evidensbaserede
procedurer i praksis. Organiseringen i mindre tværfaglige teams understøtter en
helhedsorienteret indsats, som styrkes af faste daglige og ugentlige tværfaglige møder.
Vurdering af tema 3: Samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund
Ældretilsynet vurderer, at Hjemmeplejen Team Frederiksværk har god kvalitet i forhold til tema
3: Samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund. I alt er 5 af 6
kvalitetsmarkører i temaet er opfyldt. Markør 4 er ikke opfyldt. Der henvises til bilaget
Hjemmeplejen Team Frederiksværks fokusområder efter tilsyn, hvor tilsynets bemærkninger til
markør 4 fremgår.
Ældretilsynet vurderer, at medarbejderne samlet set har kompetencer til at inddrage og
samarbejde med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.
Borgerne oplever, at pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund inddrages i den enkeltes
forløb, hvor det er relevant. Medarbejderne har et bredt kendskab til civilsamfundet og dets
lokale fællesskaber og inddrager dem som en del af det forebyggende, rehabiliterende og
vedligeholdende sigte i helhedsplejen samt understøtter borgerne i at deltage i meningsfulde
fællesskaber.
Pårørende har tillid til indsatsen og oplever relevant inddragelse, men efterspørger tydeligere
forventningsafstemning, faste kommunikationsaftaler og lettere adgang til dialog med
hjemmeplejen i Frederiksværk.
Der henvises til ældretilsynsrapporten, som er vedlagt sagen samt bilaget Hjemmeplejen Team
Frederiksværks fokusområder efter tilsyn.
Lov- og plangrundlag
Ældretilsynsloven vedtaget af Folketinget 19.december 2024.
Konsekvenser
Ingen bemærkninger.
Ingen bemærkninger.
Høring, dialog og formidling
Ingen bemærkninger.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Kilde: Halsnæs Kommune, Udvalget for Sundhed og Ældre, dagsorden fra mødet mandag 26. oktober 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.