Besluttet 10. august, Udvalget for Læring, Hedensted
Økonomi og tildelingsmodel dagplejen
Udvalget for Læring skal træffe beslutning om godkendelse af en ny justeret tildelingsmodel for dagplejen i Hedensted Kommune. Den justerede model tager udgangspunkt i opdaterede og realistiske budgetforudsætninger og skal bidrage til en fremtidssikret drift af dagtilbudsområdet.
Skoler og børnBudget og økonomi
Kort fortalt
- Hvem
- Udvalget for Læring, Hedensted Kommune
- Hvornår
- Mandag 10. august 2026
- Status
- Besluttet. Orienteringen blev taget til efterretning, og sagen blev godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Økonomi
Den justerede tildelingsmodel vil indebære en øget budgetramme, da forudsætningerne i stigende grad er kommet ud af trit med den driftsmæssige virkelighed.
Hvis forslaget til den justerede tildelingsmodel godkendes, vil forældrebetalingen for dagpleje stige. Taksten vil blive godkendt på kommunalbestyrelsens møde i november.
Finansiering af ændringer vil kunne ske inden for Udvalget for Lærings ramme og indgå i Budget 2027.
Økonomi har ikke yderligere bemærkninger vedrørende de økonomiske aspekter.
Sagsfremstilling
Forvaltningen har foretaget en intern analyse af dagplejen for at sikre stabil drift og økonomisk balance. Analysen ser på både driftseffektivitet og økonomi i forhold til børnetal og kapacitet.
Dagplejen har over en periode på mere end ti år oplevet et kontinuerligt fald i antallet af børn. Denne udviklingstendens er karakteristisk for hele landet og har haft direkte konsekvenser for driften.
• Rekrutteringsudfordringer og vigende søgning har løbende nødvendiggjort kapacitetsindskrænkninger med nedlæggelse af dagplejepladser i alle distrikter til følge.
• Den nuværende tildelingsmodel er baseret på budgetforudsætninger, der i stigende grad er kommet ud af trit med den driftsmæssige virkelighed, særligt hvad angår belægningsprocent og lønforudsætninger.
• Dagplejen har i en årrække oplevet budgetoverskridelser.
• Der er aktuelt ikke dagplejeudbud i distrikterne Barrit og Daugård, og det forventes, at denne situation vil brede sig til yderligere distrikter, såfremt de strukturelle udfordringer ikke adresseres.
Dagplejen tilbyder pasning til børn 0-3 år med fokus på nærvær, tryghed og tillid. Kvaliteten sikres gennem faste pædagogiske tilsyn.
Belægningsgraden er afgørende for økonomien og den nuværende model forudsætter 90 % belægning, men den reelle er lavere. De seneste års udvikling har gjort det urealistisk med 90 % belægning. Derfor anbefales en justering til 84 % for at sikre både økonomi og geografisk dækning. Derudover er lønforudsætningerne i modellen forældede og lavere end de faktiske niveauer, hvilket også har bidraget til budgetoverskridelser. Ændringer i overenskomsten har også ændret vilkår for gæstepasning, som kræver løbende fokus.
Samlet viser analysen, at dagplejen drives effektivt, men at budgetproblemer skyldes forældede forudsætninger i tildelingsmodellen. En opdatering er nødvendig for at skabe realistisk økonomi, og samtidig skal den forventede forældrebetaling fortsat være konkurrencedygtig i forhold til de øvrige kommunale pasningstilbud.
I vedlagte rapport præsenteres analyse og anbefalinger til ny justeret tildelingsmodel.
Kommunikation
Bestyrelse og ledelse af dagplejen orienteres om udvalgets beslutning.
Lovgrundlag
Dagtilbudsloven (LBK nr 1038 af 11/08/2025 med senere ændringer), herunder særligt § 4 om kommunens forpligtelse til at tilbyde dagtilbud (pasningsgaranti) § 33 om forældrebetaling (maksimalt 25 procent af bruttodriftsudgifterne, frem til implementering af Børnepakken).
Indstilling
At orientering om analyse af dagplejen tages til efterretning.
At forslag til ny justeret tildelingsmodel godkendes, så den kan træde i kraft fra 1. januar 2027.
Beslutning
Orienteringen blev taget til efterretning, og sagen blev godkendt.
Bilag
Kilde: Hedensted Kommune, Udvalget for Læring, referat fra mødet mandag 10. august 2026, punkt 84. Læs den originale sag hos kommunen.