Spring til indholdet
Hedensted
Skift kommune
KøbenhavnHedenstedAlle kommuner

Besluttet 5. oktober, Udvalget for Læring, Hedensted

Forældretilfredshedsundersøgelse Dagtilbud 2026

Udvalget for Læring præsenteres for Hedensted Kommunes resultater af Den nationale brugertilfredshedsundersøgelse på dagtilbudsområdet (forældretilfredshedsundersøgelse). Undersøgelsen gennemføres nationalt hvert fjerde år. Alle børn i kommunale eller selvejende dagtilbud er udvalgt.

Skoler og børnÆldre og sundhed

Kort fortalt

Hvem
Udvalget for Læring, Hedensted Kommune
Hvornår
Mandag 5. oktober 2026
Status
Besluttet. Resultaterne af undersøgelsen blev taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Historik

Danmarks Statistik har på vegne af Økonomi- og Indenrigsministeriet gennemført en landsdækkende forældretilfredshedsundersøgelse på dagtilbudsområdet i perioden september 2025 - februar 2026. Resultaterne blev offentliggjort den 27. august 2026.
Hovedtallene for deltagelsen fordeler sig således:

• Hedensted Kommune: 913 besvarelser (svarprocent på 42,3 %)

• Landsplan: Over 93.000 besvarelser (svarprocent på 38,9 %)

Hedensted Kommune ligger således over landsgennemsnittet for deltagelse.
Undersøgelsen er en opfølgning på en tilsvarende brugerundersøgelse på dagtilbudsområdet for 2022. Spørgerammen for 2022 er imidlertid justeret med nye spørgsmål og svarkategorier.

Sagsfremstilling

Den nationale brugertilfredshedsundersøgelse består af 18 spørgsmål. Spørgsmålene spørger blandt andet ind til barnets trivsel, relationer til andre børn, dialogen mellem forældre og personale samt forældrenes indsigt i barnets hverdag. Derudover spørges der ind til tilfredsheden med dagtilbuddets aktiviteter, åbningstider samt de fysiske rammer inde og ude. Alle kommuner har haft mulighed for at formulere op til 5 spørgsmål til forældrene. For Hedensted Kommune er de lokale spørgsmål blevet udvalgt på baggrund af det kommunale fokus på deltagelsesmuligheder for alle børn, leg og inddragelse af barnets stemme (se bilag 2).
Resultaterne bærer generelt præg af en stor tilfredshed med kommunens dagtilbud. Samlet tilfredshed i Hedensted Kommune ligger i 2026 på 4,4/5,0 - hvilket matcher landsgennemsnittet. Disse tal kan sammenlignes med tallene fra undersøgelsen i 2022 som lå på 4,2/5,0.
Den samlede tilfredshed (dækker kategorierne: tilfredse/ meget tilfredse) fordeler sig således på tværs af dagtilbudstyper:
Dagpleje 93%
Vuggestue 94%
Børnehave 91%
Vuggestue i aldersintegreret dagtilbud 93%
Børnehave i aldersintegreret dagtilbud 91%

Nedenfor ses hovedresultaterne for Hedensted Kommune:

• 97 % oplever i høj grad (74 %) eller i nogen grad (23 %), at deres barn trives. Ingen forældre (0 %) svarer ‘slet ikke’ til spørgsmålene om trivsel og tryghed blandt andre børn.

• 85 % er tilfredse/meget tilfredse med morgenmodtagelsen, mens 86 % er tilfredse/meget tilfredse med personalets måde at sige farvel på.

• 84 % er tilfredse/meget tilfredse med samarbejdet om barnet. Dog oplever 35 % i mindre grad (22 %) eller slet ikke (13 %), at personalet taler med dem om deres sproglige udvikling.

• 87 % er tilfredse/meget tilfredse med de udendørs legeområder og 80 % er tilfredse med indendørsrammerne. 88 % er tilfredse/meget tilfredse med mængden af hverdagsaktiviteter.

• 81 % overvejer slet ikke at skifte dagtilbud. 7 % svarer ‘ikke relevant’, som dækker over, at overvejelser om skift skyldes flytning eller skift, for eksempel ved overgang til børnehave.

Opmærksomhed og variationer:

• På grund af ændringer i spørgerammen, kan der kun foretages direkte sammenligninger over tid på spørgsmålet om den samlede tilfredshed.

• Som på landsplan vurderes de fysiske rammer og indendørsarealer generelt lavere end den pædagogiske relationelle kvalitet.

• Blandt børn der modtager særlig støtte er 89 % af forældrene tilfredse eller meget tilfredse.

• Blandt flersprogede familier ligger den samlede tilfredshed på 86 %.

• 35 % oplever manglende dialog med personalet omkring barnets sproglige udvikling.

• 18 % svarer at de i mindre grad oplever at dagtilbud støtter samarbejdet i forældregruppen, 7 % oplever det slet ikke.

• Der ses variationer i tilfredshed mellem de enkelte dagtilbud i kommunen.

Det videre arbejde:
Resultaterne af undersøgelsen er i september 2026 blevet behandlet på et dagtilbudsledermøde. Den videre proces er, at lederne går i dialog med deres forældrebestyrelser og eventuelt medarbejdere. KL og Økonomi- og Indenrigsministeriet har udsendt inspirationsmateriale til dagtilbudslederne, med inspiration til det videre arbejde lokalt. På dialogmødet for dagtilbud d. 2.11, vil Forældretilfredshedsundersøgelsen også være på dagsordenen.
Udover de 2 vedhæftede bilag, findes et link til et interaktivt dashboard, hvor resultater i den enkelte kommuner og dagtilbud kan tilgås: Brugertilfredshedsundersøgelse af dagtilbud 2026

Indstilling

At Udvalget for Læring tager resultaterne af undersøgelsen til efterretning.

Beslutning

Resultaterne af undersøgelsen blev taget til efterretning.

Bilag

Kilde: Hedensted Kommune, Udvalget for Læring, referat fra mødet mandag 5. oktober 2026, punkt 106. Læs den originale sag hos kommunen.