På dagsordenen 5. november, Landdistrikts-, Kultur & Fritidsudvalget, Hedensted
Evaluering af Lokaldysten 2026
Udvalget skal evaluere Lokaldysten 2026.
Kort fortalt
- Hvem
- Landdistrikts-, Kultur & Fritidsudvalget, Hedensted Kommune
- Hvornår
- Torsdag 5. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet torsdag 5. november 2026. Du finder dem på hedensted.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Økonomi
For Lokaldysten 2026 er der sammenlagt budgetteret med 175.000 kr. til at 6 lokalområder kan deltage. Indeholdt i budgettet er blandt andet udgifter til præmier, præmieoverrækkelses-arrangement og indkøb af elementer, der kan forstærke arrangementet.
Sagsfremstilling
Lokaldysten 2026 blev afviklet med deltagelse fra Stouby, Korning, Ølsted, Lindved og Stenderup. Der er efterfølgende gennemført en evaluering med repræsentanter fra de deltagende lokalsamfund, og tilbagemeldingerne var overvejende positive. Deltagerne oplevede generelt et godt samarbejde med DGI og kommunen både i planlægningsfasen og på selve dagen. Flere fremhævede den løbende dialog, tydelige deadlines og den professionelle understøttelse af arrangementet som væsentlige styrker.
På tværs af lokalsamfundene er vurderingen, at Lokaldysten bidrager positivt til fællesskab, sammenhold og lokal mobilisering. Flere pegede på, at arrangementet styrker relationerne mellem borgere, foreninger og lokale aktører, og at relativt begrænsede økonomiske midler kan være med til at skabe stor lokal værdi og deltagelse.
Evalueringen peger samtidig på enkelte forbedringsområder. Flere oplevede udfordringer med det digitale system til indtegning af ruter, ligesom der var ønsker om mere fleksible muligheder for kommunikationsmaterialer og en tydeligere formidling af resultaterne efter arrangementet. Der blev også peget på praktiske udfordringer omkring opsætning og nedtagning af udstyr.
Der var bred opbakning til fortsat afholdelse af Lokaldysten. Flere lokalsamfund gav udtryk for, at arrangementet er kommet for at blive, og alle deltagende områder tilkendegav interesse for at deltage igen. Der blev desuden fremsat forslag om at understøtte arrangementet med træningsforløb forud for dysten, et tættere samarbejde med skoler og foreninger samt overvejelser om yderligere konkurrenceelementer.
I forhold til tidspunktet for afholdelse pegede et flertal på september som den mest hensigtsmæssige periode, mens enkelte områder vurderede, at en afvikling i maj også kan fungere.
Samlet set viser evalueringen, at Lokaldysten 2026 har været en succesfuld aktivitet, som har styrket fællesskabet i de deltagende lokalsamfund og skabt grundlag for et fortsat lokalt engagement omkring arrangementet.
Indstilling
at Lokaldysten evalueres
Kilde: Hedensted Kommune, Landdistrikts-, Kultur & Fritidsudvalget, dagsorden fra mødet torsdag 5. november 2026, punkt 72. Læs den originale sag hos kommunen.