Spring til indholdet
Helsingør
Skift kommune
KøbenhavnHelsingørAlle kommuner

På dagsordenen 9. november, Idræts- og Fritidsudvalget, Helsingør

Orientering: Status på Idræts- og Fritidspolitikken

Center for Kultur, Erhverv og Fritid indstiller, at orientering foretages.

Kultur og fritidErhverv og job

Kort fortalt

Hvem
Idræts- og Fritidsudvalget, Helsingør Kommune
Hvornår
Mandag 9. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet mandag 9. november 2026. Du finder dem på helsingor.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Center for Kultur, Erhverv og Fritid indstiller,
at orientering foretages.

Sagsfremstilling

Administrationen arbejder med at indfri politikkens formål gennem indsatser inden for hvert af
politikkens fokusområder. Nedenfor præsenteret en status på de forskellige indsatser inden for
hvert fokusområde.
1. Fokusområde 1 - 1.000 flere aktive i foreningslivet
Med dette fokusområde ønsker Helsingør Kommune at understøtte et varieret forenings- og
fritidsliv, så flere borgere får lyst til at engagere sig i en forening.
Følgende eksisterende indsatser understøtter arbejdet med at få flere aktive i foreningslivet.
Statussen på hver indsats fremgår af bilag 1:

Fritidspas til udsatte børn og unge
Åben skole og dagtilbud
Sommerferieaktiviteter
Royal Run – aktivering af borgere v. Træn med, Side Runs og One Mile aktiviteter (3 år)
Samarbejdsaftale med Special Olympics
Velfærdsalliance med DBU

2. Fokusområde 2 - Attraktive idræts- og fritidsfaciliteter
Der er udarbejdet en udviklingsplan for fremtidens idræts- og fritidsfaciliteter i Helsingør

Kommune, som blev godkendt i 2022. Udviklingsplanen skal sikre attraktive idræts- og
fritidsfaciliteter i alle lokalområder.
Idræts- og Fritidsudvalget besluttede i december 2025 at igangsætte en proces, hvor
udviklingsplanen bliver opdateret. Administrationen forventer at kunne præsentere et opdateret
udkast senest primo 2027.
3. Fokusområde 3 - En attraktiv idrætskommune
Helsingør Kommune vil være en attraktiv idrætskommune, der kan tiltrække nationale og
internationale idrætsbegivenheder på højt niveau. Begivenhederne skal bidrage til at tiltrække
besøgende, skabe aktivitet og folkefest samt styrke kommunens synlighed og profil som
idrætskommune. Samtidig skal partnerskaber med foreninger og erhvervsliv understøtte
udviklingen af idrætsområdet.
Helsingør Kommune afsatte 2 mio. kr. til eventpuljen i 2025 og 2,2 mio. kr. i 2026, hvoraf 0,7
mio. kr. var reserveret til Købstadsjubilæet. Puljen støtter både idræts- og kulturbegivenheder.
I perioden blev der afholdt en række større idrætsbegivenheder i kommunen, herunder
IRONMAN, Sjælland Rundt Sailing Week og Kronborg Cup samt Royal Run i 2026.
3.1. IRONMAN
IRONMAN er en international idrætsbegivenhed, som tiltrækker deltagere fra både Danmark
og udlandet. I 2025 var der 2.500 tilmeldte deltagere fra 58 nationer, mens der i 2026 var 2.700
tilmeldte deltagere fra 57 nationer.
I 2025 var kønsfordelingen 25 % kvinder og 75 % mænd, mens fordelingen i 2026 var 30 %
kvinder og 70 % mænd. De udenlandske deltagere kom primært fra Norge, Sverige, Tyskland,
Storbritannien og Holland, mens de danske deltagere kom fra hele landet. Hver deltager
medbringer i gennemsnit 3,5 pårørende, og deltagere og pårørende overnatter i gennemsnit
3,5 nætter i forbindelse med begivenheden. Begivenheden gennemføres med bistand fra
omkring 800 frivillige.
3.2. Kronborg Cup
Kronborg Cup er et internationalt fodboldstævne, der afholdes over to dage. I både 2025 og
2026 var stævnet udsolgt med 440 deltagende hold og omkring 7.000 deltagere. Heraf var 60
pigehold, mens 80 hold kom fra Sverige, Norge og Finland. De danske hold kom primært fra
Nordsjælland, Midtsjælland og København, men også fra Bornholm, Lolland-Falster, Fyn og
Jylland.
Kronborg Cup arrangeres i samarbejde med lokale fodboldforeninger, herunder Borsholm SI,
Espergærde IF, Helsingør IF Fodbold, Hornbæk IF, Kvistgård IF, Snekkersten IF og Tikøb IF.
3.3. Sjælland Rundt Sailing Week
Sjælland Rundt Sailing Week omfatter Sjælland Rundt, Sejlsportsligaen og øvrige aktiviteter i
Nordhavnen. I både 2025 og 2026 deltog omkring 900-1.100 sejlere, heraf 700-900 i Sjælland
Rundt og 200 i Sejlsportsligaen. Dertil kommer 50-60 deltagere i øvrige sejleraktiviteter.

Deltagerne kommer primært fra Danmark, Tyskland, Polen og Sverige. De danske deltagere
kommer hovedsageligt fra Øresundsregionen. Kønsfordelingen er cirka 75 % mænd og 25 %
kvinder, mens kvindeandelen i Sejlsportsligaen er omkring 30 %.
I 2026 blev der gennemført aktiviteter for at tiltrække flere kvinder til sejlsporten. Samtidig
oplevede arrangøren en større publikumstilslutning end i 2025, bl.a. som følge af
jubilæumsaktiviteter og koncerter i Nordhavnen.
3.4. Royal Run
Royal Run blev afholdt i Helsingør i 2026 med 17.500 deltagere og omkring 600 frivillige.
Derudover blev cirka 10.000 borgere aktiveret gennem forskellige aktiviteter i perioden januar
til september 2026 i tilknytning til Royal Run. Aktiveringsindsatsen fortsætter i 2027 og 2028.
4. Fokusområde 4 - Udvikling af elitemiljøer
Formålet med kommunens talent- og eliteidrætsarbejde er at styrke vilkårene for både
talentudvikling og eliteidræt. Indsatsen bygger på en talentudviklingsstrategi, hvor det hele
idrætsmenneske er i centrum, og hvor udøverne støttes i at balancere sport og skole. Målet er
at udvikle atleter, der kan præstere på højeste niveau som seniorer.
I forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2025-2028 besluttede Byrådet en reduktion af
budgettet til talent- og elitearbejdet. Reduktionen har givet anledning til en omorganisering af
området med henblik på at skabe en mere samlet og effektiv model for kommunens talent- og
elitearbejde. Målet er at sikre en målrettet indsats med færre ressourcer, samtidig med at der
fastholdes en sammenhængende struktur fra 7. klasse til afslutningen af en
ungdomsuddannelse.
I skoleåret 2026/2027 er der 150 elever på idrætslinjen og 55 elever på ungdomsuddannelsen.
Udvalget godkendte en ny samarbejdsaftale med Team Danmark for perioden 2026-2029 på
deres møde i august 2025.
I Helsingør Kommunes budget er der afsat følgende beløb til talent- og elitearbejdet i
aftaleperioden:

På Idræts- og Fritidsudvalgets møde i december 2026 præsenteres udvalget for en nærmere
introduktion til og status på talent- og eliteområdet.

5. Fokusområde 5 - Indflydelse og involvering i idræts- og fritidslivet
Brugerinddragelse og involvering er en vigtig del af udviklingen af idræts- og fritidslivet og
realiseringen af Helsingør Kommunes Idræts- og Fritidspolitik.
Byrådet besluttede i 2019 at etablere tema- og dialogmøder for at styrke samarbejdet mellem
kommunen og idrætslivet. I december 2024 besluttede Byrådet, at møderne fremover afholdes
efter behov, og at Idræts- og Fritidsudvalget beslutter temaerne for møderne med inddragelse
af Idræts- og Fritidsforum.
Det seneste tema- og dialogmøde blev afholdt den 23. april 2025 med fokus på unges frivillige
engagement. Møderne skal styrke dialogen mellem idræts- og fritidslivet og Helsingør
Kommune og understøtte et tæt samarbejde om udviklingen af foreningslivet. Et nyt tema- og
dialogmøde forventes afholdt i foråret 2027.
Helsingør Kommune inddrager løbende foreningerne, det sker fx som nedenstående:

halfordelingsmøder
årlige dialogmøder med foreninger, spejdere, aftenskoler
årlige tilsyn med foreninger (lovpligtigt)
sekretariatsbetjening af Idræts- og Fritidsforum (lovpligtigt)
udmøntning af udviklingspuljen (lovpligtigt)
udbetaling af tilskud til foreningslivet i form af bl.a. medlems- og aktivitetstilskud,
lokaletilskud, tilskud til voksenundervisning, mellemkommunale betalinger

6. Fremtidige arbejde med idræts- og fritidspolitikken
Administrationen arbejder løbende med Idræts- og Fritidspolitikkens fokusområder og
undersøger mulighederne for at udvikle nye indsatser inden for de enkelte områder.
I foråret 2027 vil administrationen drøfte kommende indsatser med Idræts- og Fritidsudvalget,
herunder hvordan fokusområderne understøtter og spiller sammen med kommunens øvrige
politikker.
I budgetaftalen for 2027-2030 er der desuden fokus på at styrke børn og unges motions- og
idrætsvaner. På den baggrund skal Idræts- og Fritidsudvalget og Børne- og
Uddannelsesudvalget i fællesskab udvikle initiativer, der fremmer fysisk aktivitet blandt børn og
unge, herunder børn og unge i udsatte positioner. Arbejdet skal understøtte deltagelse i
forenings- og idrætsfællesskaber samt bidrage til øget trivsel og bevægelse i hverdagen.
Indsatserne skal samlet set bidrage til at skabe flere muligheder for bevægelse, deltagelse og
fællesskaber for kommunens borgere.

Retsgrundlag

Folkeoplysningsloven.

Relation til vision og tværgående politikker
1. Vision 2030
Pejlemærke 2: Vi udvikler levende bysamfund med aktive rum og udfoldelsesmuligheder
Skabe faciliteter og rekreative udfoldelsesmuligheder, som motiverer til øget sundhed og
et varieret fritidsliv.

Pejlemærke 3: Vi åbner muligheder for fællesskaber, der øger livskvaliteten
Styrke rammerne for, at kultur-, idræts- og foreningslivet kan udfolde sig og skabe
grobund for fællesskaber.

Pejlemærke 4: Vi markerer os lokalt, nationalt og internationalt gennem et stærkt kulturliv
Udvikle en mangfoldig palette af kulturtilbud, begivenheder og events, som sikrer
mulighed for dannelse og oplevelser for alle.

2. Idræts- og Fritidspolitikken
Fokusområde 1: 1.000 flere aktive i foreningslivet
Fokusområde 2: Attraktive idræts- og fritidsfaciliteter
Fokusområde 3: En attraktiv idrætskommune
Fokusområde 4: Udvikling af elitemiljøer
Fokusområde 5: Indflydelse og involvering i idræts- og fritidslivet

Økonomi/Personaleforhold
Der er ikke afsat økonomi på idræts- og fritidsområdet til at implementere indsatserne under
politikkens fokusområder.

Kommunikation/Høring/Borgerinddragelse
Sagen giver ikke anledning til særskilt høring eller borgerinddragelse

Kilde: Helsingør Kommune, Idræts- og Fritidsudvalget, dagsorden fra mødet mandag 9. november 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.