Herlev
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 24. august, Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget, Herlev

Udskiftning af tekniske anlæg for vand- og luftkvalitet i Hjortespringbadet (anlægsbehov til budget 2027)

Forvaltningen vurderer, at der i den nærmeste fremtid er behov for at udskifte det tekniske anlæg i svømmehallen, da der er risiko for nedbrud på anlægget, hvis ikke det udskiftes.

Budget og økonomiKultur og fritid

Kort fortalt

Forslaget
  • Forslag i spor 1 om udskiftning af tekniske anlæg i Hjortespringbadet indgår i prioriteringen af anlægsrammen i budgetforhandlingerne til budget 2027.
  • Forvaltningen fortsætter med spor 2 i rådgiveropgaven, som vedrører at afdække muligheder og omkostninger ved renovering af øvrige forhold i Hjortespringsbadet, hvoraf udgifterne til indvendig renovering forventes at indgå i budgetforhandlinger til budget 2028.
Hvem
Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget, Herlev Kommune
Hvornår
Mandag 24. august 2026
Status
Besluttet. Ad 1.: Tiltrådt. Ad 2.: Tiltrådt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

FORVALTNINGEN INDSTILLER,
1. At forslag i spor 1 om udskiftning af tekniske anlæg i Hjortespringbadet indgår i prioriteringen af anlægsrammen i budgetforhandlingerne til budget 2027.     
2. At forvaltningen fortsætter med spor 2 i rådgiveropgaven, som vedrører at afdække muligheder og omkostninger ved renovering af øvrige forhold i Hjortespringsbadet, hvoraf udgifterne til indvendig renovering forventes at indgå i budgetforhandlinger til budget 2028.

Sagsfremstilling

I budget 2026 er der afsat 11 mio. kr. til renovering og opgradering af kultur- og idrætsfaciliteter, som er en femårig pulje fra 2025-2029. Kommunalbestyrelsen har den 18. februar 2026 frigivet, og prioriteret 1 mio. kr. til projektet ”Rådgivningsydelse til planlægning og projektering af renovering af Hjortespringbadet” under puljen ”Idræt og Kultur” i budget 2026. 
Besøgsantallet i Hjortespringsbadet har igennem flere år været langt højere end det oprindelige tekniske anlæg er dimensioneret til, samtidigt er anlægget slidt og omkostningstungt at drifte. Tidligere rapporter fra rådgivningsvirksomheder DTI, MOE og Rambøll har dokumenteret udfordringer med vand- og luftkvalitet. Historik og sammenfatning af disse tekniske udfordringer samt øvrige udfordringer er vedhæftet i bilag 1.
Forvaltningen har opdelt rådgivningen i to spor: Spor 1 for tekniske anlæg og spor 2 for indvendig renovering og funktionalitet.  
Rådgiveropgaven af spor 1 varetages af Danmarks Teknologiske Institut, DTI og tager udgangspunkt i de allerede dokumenterede udfordringer. Rådgiverne  har alene fået til opgave, at fremkomme med løsning på det tekniske anlæg samt prisoverslag. Spor 1 konkluderer, at med udskiftningen af de tekniske anlæg, kan vand- og luftkvalitet opretholdes på et tilfredsstillende niveau uden, at reducere antallet af brugere af svømmehallen. De afsluttende rapporter af spor 1 er vedhæftet som bilag 2, 3 og 4.  
Spor 2 igangsættes efter sommerferien med udgangspunkt i spor 1 og med henblik på, at afdække løsninger og prisoverslag for indvendig renovering samt vedligehold af svømmehallen, herunder antal brusere, placering af sauna, ny basindug og reparation af loft.  
Løsningsmuligheder og udgifter til indvendig renovering vil dermed blive afdækket i spor 2, og forventes at indgå i budget 2028. Når svømmehallen skal lukkes for brugere, vil det være hensigtsmæssigt

samtidigt at foretage indvendig renovering, således at spor 1 og spor 2 udføres i samme anlægsperiode.
Konklusioner  Konklusioner i rådgivningen i spor 1 for tekniske anlæg i Hjortespringbadet er som følgende:   
Behov: Hjortespringbadets tekniske anlæg skal udskiftes. Der er risiko for, at det tekniske anlæg akut går ud af drift. Grænseværdier for vand- og luftkvalitet overholdes, men det er tvivlsomt hvor længe.   Tidshorisont: Det anbefales, at det tekniske anlæg udskiftes snarest muligt. Det anbefales, at udskiftning ikke foretages i sommerferien, fordi det vil fordyre arbejdet væsentligt i entreprenøromkostninger grundet ferieperiode. Det vil være realistisk, at udførslen sker i vinteren 2027-28.  Varighed: Udskiftningen vil tage fire måneder og kræver lukning af hele svømmehallen.  Økonomi: Udskiftningen af det tekniske anlæg vurderes at koste 13 mio. kr. Hertil kommer rådgivning og tilsyn forud for og under udskiftningen, samt øvrige udgifter til ca. 1,4 mio. kr. Derudover er der afledte driftstab, der vedrører manglende billetindtægter i lukningsperioden på omkring 0,4 mio. kr. pr. måned, det vil sige ca. 1,6 mio. kr. Samlet anlægsbudget er på forventet 16 mio. kr.
Tiltag for klubber i lukkeperiode I forbindelse med nedlukningen af svømmefaciliteterne, vil forvaltningen sikre en tæt dialog med brugerne fra foreningslivet. Forvaltningen vil afsøge mulighederne for alternative faciliteter, så konkurrenceudøvere sikres træningsmuligheder, og børneaktiviteter kan opretholdes i lukkeperioden. Det må forventes, at aktivitetsniveauet for alle aktiviteter naturligt må reduceres, da det ikke kan forventes, at der kan findes erstatningstid og faciliteter svarende til Hjortespringbadet.
Konkret vil Herlevbadet, eventuelt med udvidet brugstider, kunne prioriteres til ovenstående, herudover undersøges mulighed for at leje faciliteter i øvrige nærliggende svømmefaciliteter. Alle udgifter til ovenstående vil skulle prioriteres af driftsramme for Idræt og Folkeoplysning.
Forvaltningen vil, i dialog med foreningerne, udarbejde et oplæg til en plan for ovenstående til orientering i Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget i første halvdel af 2027.
Leder af Byggeri Kristine Sporring deltager under punktets behandling.
Lovgrundlag
Svømmebade i Danmark reguleres af; Miljøbeskyttelsesloven (overordnet hjemmel), Bekendtgørelse om svømmebadsanlæg og vandkvalitet (centrale bindende regler), Miljøstyrelsens vejledninger (praktisk fortolkning), DS 477 Svømmebadsanlæg (teknisk standard/best practice), Supplerende EU- og DSstandarder (sikkerhed og udstyr).

Økonomi

Forvaltningen anbefaler, at udskiftning af de tekniske anlæg i Hjortespringsbadet indgår som et anlægsbehov på 16 mio. kr. til politisk prioritering i budgetforhandlingerne til budget 2027, og at midlerne afsættes som et projekt under puljen “Kultur, Idræt og Fritid opgradering og Kapacitet”, og at forslaget prioriteres i anlægsrammen til budget 2027.

Beslutningskompetence
Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget

Beslutning

Ad 1.: Tiltrådt. Ad 2.: Tiltrådt.

Kilde: Herlev Kommune, Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget, referat fra mødet mandag 24. august 2026, punkt 1. Læs den originale sag hos kommunen.