Herning
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 31. august, Miljø-, Infrastruktur- og Naturudvalget, Herning

Orientering om gennemførsel af vandområdeplansprojekter

Herning Kommune arbejder med gennemførelse af de vandløbsindsatser, som staten har udpeget i vandområdeplanerne som led i implementering af EU's vandrammedirektiv.

Kort fortalt

Hvem
Miljø-, Infrastruktur- og Naturudvalget, Herning Kommune
Hvornår
Mandag 31. august 2026
Status
Besluttet. Orienteringen er taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Vandområdeplanerne er statens planlægningsredskab til at sikre, at vandløb, søer, kystvande og grundvand opnår god miljøtilstand i overensstemmelse med EU's vandrammedirektiv. Staten finansierer og udpeger de nødvendige indsatser, mens kommunerne har ansvaret for selve gennemførslen af projekterne i vandløbene inden for vandområdeplanernes planperioder. Vandområdeplansprojekterne er dermed en lovbundet kommunal opgave.
Vandløbsprojekterne omfatter blandt andet fjernelse af spærringer, restaurering af vandløb og andre fysiske forbedringer, der skal styrke de økologiske forhold i vandløbene. Projekterne gennemføres som udgangspunkt i to faser bestående af en forundersøgelse og efterfølgende realisering.
Herning Kommune arbejder aktuelt med vandløbsindsatser fra Vandområdeplan 2015-2021 (VP2), Vandområdeplan 2021-2027 (VP3) og genbesøget af Vandområdeplan 2021-2027 (VP3-II). Der er samlet set udpeget 96 indsatser i Herning Kommune, der skal være realiseret inden 2033.

Det skal dog bemærkes, at vandområdeplanprojekterne finansieres gennem to forskellige tilskudsordninger: en national og en EU-tilskudsordning. EU-tilskudsordningen lukker for modtagelsen af nye ansøgninger i 2027, hvilket vil sige, at alle projekter tilhørende denne tilskudsordning skal være søgt inden da, og at alle udgifter til projekterne senest skal være afholdt og betalt den 31. december 2029 for at være berettiget til EU-støtte. Det drejer sig om ca. 25 ud af de 96 indsatser i Herning Kommune. Forvaltningen vurderer, at det vil blive meget svært at nå dette særskilte krav inden tidsfristen. Forvaltningen håndterer dette ved at førsteprioritere denne projektportefølje og ikke opstarte flere projekter, end kommunen kan nå at få udbetalt støtte til. Derudover må det antages, at resterende EU-projekter overføres til den nationale pulje efterfølgende. Dette er dog ikke udmeldt fra statens side endnu.
Status for indsatserne fremgår af nedenstående tabel. Det bemærkes, at projekterne i VP2perioden indeholder enkelte ikke-afsluttede projekter fra den første Vandområdeplan (VP1, 2010-2015). Disse er ikke fremhævet særskilt i tabellen.

Vandområdeplan

Indsatser

Gennemførte forundersøgelser

Gennemførte realiseringer

Rest forundersøgelser

Rest realiseringer

VP3-II (genbesøg)

I alt

Der er gennemført forundersøgelser for 28 indsatser og realiseret 17 indsatser. Der resterer på nuværende tidspunkt 68 forundersøgelser og 79 realiseringer. Se vedlagte bilag for oversigtskort over Herning Kommune.
Herning Kommune har aktuelt tilsagn til forundersøgelse af 3 indsatser og tilsagn til realisering af 4 indsatser. Der arbejdes således aktivt med 9 projekter, samtidig med at tidligere projekter afsluttes og afrapporteres.
Der er desuden stigende overlap mellem vandløbsindsatserne og vådområdeprojekter under Grøn Trepart. Dette giver mulighed for at sammentænke indsatser for vandmiljø, natur og klima, men kan i nogle tilfælde også påvirke tidspunktet for gennemførelse af de enkelte vandplanprojekter og potentielt blive en udfordring i forhold til tidsfristen i 2033.
Forvaltningen forventer, at den kommende Vandområdeplan 2027-2033 (VP4) vil tilføre yderligere indsatser, samtidig med at ikke gennemførte projekter fra tidligere planperioder forventes videreført. Staten har udmeldt, at udkast til vandområdeplanerne for VP4 vil blive

udsendt i 6 måneders offentlig høring den 22. december 2026. Forvaltningen forventer at fremsætte et høringsforslag til politisk behandling sidst på foråret i 2027. Den endelige vedtagelse og offentliggørelse af VP4 sker 22. december 2027.

Økonomi

Vandområdeplansprojekterne finansieres af staten og EU gennem de gældende tilskudsordninger for vandområdeplansindsatser. Hertil kommer et mindre varierende årligt DUT bidrag, der i 2026 er på 363.000 kr. Tilskuddene dækker udgifter til både forundersøgelser og realisering af projekterne.

Indstilling

DIREKTØREN FOR TEKNIK OG MILJØ INDSTILLER,
at orientering tages til efterretning.

Beslutning

Orienteringen er taget til efterretning.

Kilde: Herning Kommune, Miljø-, Infrastruktur- og Naturudvalget, referat fra mødet mandag 31. august 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.