Besluttet 13. august, Plan og Byudviklingsudvalget, Hillerød
Alternativ vejføring til Salpetermosevej 6
Direktionen indstiller til Plan og Byudviklingsudvalget at tage orienteringen til efterretning.
Kort fortalt
- Hvem
- Plan og Byudviklingsudvalget, Hillerød Kommune
- Hvornår
- Torsdag 13. august 2026
- Status
- Besluttet. Udvalget tog orienteringen til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller til Plan og Byudviklingsudvalget at tage orienteringen til efterretning.
Sagsfremstilling
Kommunalbestyrelsen besluttede den 25. februar 2026 ikke at vedtage forslag til lokalplan 497
og tilhørende miljørapport for Generationernes Kvarter øst med henvisning til de udfordringer,
som den forøgede trafik på Salpetermosevej vil give for både trafikafviklingen for biler og
trafiksikkerheden for fodgængere og cyklister. I et eventuelt fremtidigt forslag til alternative
vejadgange skal der tages behørigt hensyn til naturen.
Forslag til lokalplan 497 havde til formål at muliggøre opførelse af et boligområde ved
Salpetermosevej 6 i Favrholm. Reka Group A/S, som var bygherre, har efterfølgende sammen
med forvaltningen undersøgt muligheden for en alternativ vejføring med udkørsel ved Nyt
Hospital Nordsjælland.
Formålet med sagen er at orientere om forvaltningens møde med Region Hovedstaden og
orientere om, at bygherre nu agter at undersøge vejføring C som mulig adgangsvej til en ny
lokalplan for Salpetermosevej 6 (se bilag 1). Bygherre og ejer af ejendommen har foretræde på
mødet i Plan og Byudviklingsudvalget.
Møde med Region Hovedstaden om vejføring B
Forvaltningen og bygherre har den 22. april 2026 afholdt et møde med Region Hovedstaden.
På mødet præsenterede forvaltningen og bygherre et skitseforslag til to alternative vejføringer
med udkørsel til Nyt Hospital Nordsjælland, også omtalt som vejføring B (se bilag 2). Region
Hovedstaden har overvejet begge forslag til vejføringer, men har måttet afvise dem som en
mulighed. Deres begrundelser er blandt andet: at hospitalets veje er dimensioneret ud fra
alene at skulle afvikle trafik til og fra hospitalet. Hospitalets veje alene skal bruges som
adgangsveje til parkeringspladser og ikke til gennemkørende trafik. Hospitalets veje skal
anvendes til tung trafik til og fra servicebygningen hele døgnet, hvilke kan give yderligere
udfordringer med trafikafvikling. I tilfælde af at hospitalets veje skulle kunne rumme mere trafik,
kræver det, at vejene udvides, hvilket der ikke er plads til på regionens matrikel. En evt. ny
vejføring skal derfor etableres som et selvstændigt vejtrace parallelt med hospitalets vej, hvilke
kan skabe udfordringer for trafikafvikling i det trafikkryds, som begge veje skal ende ud i på
Favrholm Allé. På mødet nævnte Region Hovedstaden, at de kun så en nordlig tilkørsel via
Salpetermosevej (A), eller en forlængelse af den fremtidige vestlige stamvej på tværs af den
grønne kile (vejføring C), som mulige løsninger (se bilag 1).
Forvaltningens umiddelbare vurdering af vejføring C
På baggrund af Region Hovedstadens tilbagemelding, vil bygherre undersøge vejføring C, som
mulig adgangsvej til en ny lokalplan for Salpetermosevej 6. Det er forvaltningens vurdering, at
en forlængelse af den vestlige stamvej på tværs af den grønne kile kan skabe udfordringer i
forhold til den grønne kile. På det foreliggende vidensgrundlag, har forvaltningen kendskab til
fire fokuspunkter, som skal undersøges nærmere, og som kan have betydning for, om vejføring
C kan etableres. I vedhæftet bilag 3 fremgår et skema med foreløbige vurderinger af
udfordringer og mulige løsninger ved hvert fokuspunkt:
1. Bilag IV-arter: Ifølge Favrholm Helhedsplan skal den grønne kile fungere som
spredningskorridor for dyr og planter. Vejføring C krydser spredningsveje for stor
vandsalamander og ledelinjer for flagermus, som er to dyrearter der er strengt beskyttet
af EU's habitatdirektiv. Etablering af vejføring C kan derfor medføre en væsentlig
påvirkning af disse arter, hvis der ikke etableres afværgeforanstaltninger, som kan
opretholde den økologiske funktionalitet for arterne. Af bilag 3 fremgår forvaltningens
foreløbige vurdering af mulige forslag til afværgeforanstaltninger, som kan være med til at
opretholde den økologiske funktionalitet.
2. Regnvand og skybrudsvand: Ifølge Favrholm Helhedsplan skal den grønne kile fungere
som lavning for regnvand og skybrud. Vejføring C skærer gennem den grønne kile, hvilke
betyder, at vejen i perioder vil blive oversvømmet, hvis der ikke etableres tiltag som
friholder vejen fra vand. Af bilag 3 fremgår mulige forslag til afværgeforanstaltninger, som
evt. kan håndtere regnvand og skybrudsvand.
3. Kilens rekreative værdi: Vejføring C vil påvirke attraktiviteten og trygheden i forhold til den
rekreative anvendelse af den grønne kile, og vil samtidig skabe en barriere mellem den
nordlige og sydlige del af kilen. Forvaltningen kender ikke de samlede konsekvenser,
som vejføring C vil have for den grønne kiles rekreative værdi samt rumlige og
landskabelige kvaliteter.
4. Gang- og cykelforbindelser: Ved etablering af vejføring C vil der være behov for at
tilpasse det planlagte stinet i den grønne kile, og samtidige skabe gode
krydsningsmuligheder for gåede og cyklende. Hvis adgangsvejen anlægges uden fortov
og cykelsti, for at holde den smal, så skal der være andre direkte gang- og
cykelforbindelser, så fodgængere og cyklister ikke færdes på vejarealet.
Ovenstående er forvaltningens indledende vurderinger. På nuværende tidspunkt er der ikke
udarbejdet et konkret projekt for vejføring C. Forvaltningen har derfor ikke et samlet billede af
alle konsekvenserne ved etableringen. Når der foreligger et konkret projekt, skal der foretages
en specifik vurdering af vejens påvirkning i forhold til de fire fokuspunkter. Der kan være
forhold, som forvaltningen endnu ikke har kendskab til, og som kan kræve yderligere
undersøgelser.
Den videre proces
En forudsætning for at der kan udarbejdes et nyt forslag til en lokalplan for Salpetermosevej 6
er, at der findes en løsning til en vejføring til området. Hvis bygherre kan afklare om vejføring C
kan etableres uden at medføre væsentlige konsekvenser for de fire fokuspunkter, kan dette
danne grundlag for en ny lokalplanansøgning.
Der afventes i øvrigt fortsat afgørelse i to klagesager vedrørende lokalplan 478 for
Generationernes Kvarter. Klagenævnet oplyser, at en afgørelse forventes klar i slutningen af
august 2026.
Retsgrundlag
Ikke relevant for sagen.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutning
Udvalget tog orienteringen til efterretning.
Kilde: Hillerød Kommune, Plan og Byudviklingsudvalget, referat fra mødet torsdag 13. august 2026, punkt 1. Læs den originale sag hos kommunen.