Besluttet 2. september, Økonomiudvalget, Hillerød
Statsgaranti eller selvbudgettering 2027
Direktionen indstiller, at økonomiudvalget indstiller til Kommunalbestyrelsen, at valget af skattegrundlag i 2027 (statsgaranti eller selvbudgettering) indgår som del af budgetforhandlingerne for 2027.
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomiudvalget, Hillerød Kommune
- Hvornår
- Onsdag 2. september 2026
- Status
- Besluttet. Økonomiudvalget godkendte indstillingen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller, at økonomiudvalget indstiller til Kommunalbestyrelsen, at valget af
skattegrundlag i 2027 (statsgaranti eller selvbudgettering) indgår som del af
budgetforhandlingerne for 2027.
Sagsfremstilling
Kommunerne har mulighed for at vælge mellem en af staten – på forhånd - garanteret indtægt
fra indkomstskatten og tilskuds- og udligningssystemet eller en af kommunen budgetteret
indtægt fra indkomstskatten og tilskuds- og udligningssystemet (selvbudgettering).
Direktionen indstiller, at Kommunalbestyrelsen træffer valget mellem disse to muligheder i
forbindelse med budgettet for 2027.
Det statsgaranterede udskrivningsgrundlag er udmeldt af Indenrigs- og Sundhedsministeriet i
juni 2026. Det beror på en vurdering af kommunens udskrivningsgrundlag, grundværdier,
betalingskommunefolketal samt beregnet udgiftsbehov. Hvis Kommunalbestyrelsen vælger
statsgarantien vil beløbene, som kommunen modtager i 2027 ligge fast. Direktionen anvender
statsgarantien som grundlag for deres budgetoplæg for 2027.
Budgetoverslagsårene (2028-2030) er ikke omfattet af valget. De budgetlægges af kommunen
selv ud fra fx tilskudsmodel, egne skøn mv., da der ikke udmeldes statsgaranti for
overslagsårene.
Beregningen for indtægtssiden er foretaget i Indenrigs- og Sundhedsministeriets regneark til
brug for selvbudgettering. Beregningerne viser p.t. en samlet forventet gevinst på 5,8 mio. kr.
ved at vælge selvbudgettering i 2027. Provenuet er baseret på en ændring i befolkningstallet,
svarende til seneste skøn for udviklingen i befolkningen, som indgik i budgetopfølgning 2-2026
fra august 2026.
Usikkerheder og risici
Som nævnt ovenfor baserer provenuet sig alene på et ændret befolkningstal. Indenrigs- og
Sundhedsministeriets befolkningsfremskrivning sker med udgangspunkt i Danmarks Statistiks
modeller.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har på den baggrund angivet befolkningstallet i
statsgarantien for Hillerød Kommune i 2027 til 55.633. Ultimo august 2026 vurderer
forvaltningen, at indbyggertallet i Hillerød Kommune den 1. januar 2027 vil ligge i intervallet
55.580-55.600 indbyggere. Der mangler således op til 53 borgere, før det antal indbyggere,
statsgarantien er beregnet på, er nået. Direktionen vurderer, at forskellen i faktisk
befolkningstal på dette tidspunkt i forhold til statsgarantiens forventede befolkningstal 1.1.2027
understøtter, at valg af statsgaranti vil være en fordel for Hillerød Kommune for 2027.
Befolkningstallet er ikke den eneste usikkerhedskilde, der er ved selvbudgettering. Udviklingen
i dansk økonomi som helhed samt udviklingen i Hillerød Kommune isoleret set har også
betydning. I den nuværende situation, hvor verden på samme tid er præget af geopolitisk uro,
men også høj beskæftigelse og lav ledighed, er der alt andet lige en risiko for fejlskøn af den
økonomiske vækst.
Usikkerheden er dog reduceret væsentligt med rammerne for selvbudgettering, hvor den
samlede gevinst med modregning i bloktilskud maksimalt kan blive 1,5 mia. kr.
Den tidligere beskrevne usikkerhed om grundskyld er fjernet fordi regeringen og KL med
økonomiaftalen for 2026 er enige om en garanti for årene 2026-2028. For disse år garanteres
kommunerne et obligatorisk grundlag for grundskyld, der svarer til statens skøn forud for de
årlige økonomiforhandlinger. For alle kommuner vil det udbetalte grundskyldsprovenu i
budgetåret dermed være endeligt. Garantien medfører at kommunernes budgetterede
indtægter i budgetåret lægges fast på statens skøn samt at der ikke foretages nogen
efterregulering. I 2027 er udmeldt det endelige beløb mens skøn for 2028 og frem fortsat udgør
foreløbige skøn og behæftet med usikkerhed.
Finansministeriet forventer at udsende en ny Økonomisk Redegørelse ultimo august. Primo
september opdaterer KL tilskuds- og udligningsmodellen med de opdaterede skøn for bl.a.
udskrivningsgrundlaget. Hvis den opdaterede model giver anledning til ændringer, vil
forvaltningen orientere om dette. Dette kan ændre vurderingen af de økonomiske
konsekvenser af selvbudgettering.
Forvaltningen vil frem mod budgetforhandlingerne udarbejde et uddybende notat på baggrund
af Økonomiministeriets udsendelse af økonomisk redegørelse i august og på baggrund af de
seneste oplysninger om skattegrundlaget og med følsomhedsanalyser ift. overvejelser om valg
af selvbudgettering for 2027.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Statsgarantiens niveau er afspejlet i direktionens budgetforslag for 2027. Beslutter
Kommunalbestyrelsen at selvbudgettere, kan de endelige økonomiske konsekvenser ikke
p.t. opgøres. Den endelig økonomi for 2027 afhænger af den faktiske udvikling i Hillerød
Kommune og dansk økonomi i øvrigt frem til 2027.
Beslutning
Økonomiudvalget godkendte indstillingen.
Kilde: Hillerød Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 2. september 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.