Besluttet 7. oktober, Økonomiudvalget, Hillerød
Statsgaranti eller selvbudgettering 2027
Direktionen indstiller til Økonomiudvalget at indstille til Kommunalbestyrelsen at vælge statsgaranti som grundlag for indtægtssiden i 2027.
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomiudvalget, Hillerød Kommune
- Hvornår
- Onsdag 7. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Økonomiudvalget godkendte indstillingen. Stedfortræder: Ole Roed (I), Morten Meldgaard (C) Stine Østlund (C), Mathias Skarby (I) og Christina Thorholm (B).
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller til Økonomiudvalget at indstille til Kommunalbestyrelsen at vælge
statsgaranti som grundlag for indtægtssiden i 2027.
Sagsfremstilling
Kommunerne har mulighed for at vælge mellem en af staten – på forhånd – garanteret indtægt
fra indkomstskatten og tilskuds- og udligningssystemet eller en af kommunens selvbudgetteret
indtægt fra indkomstskatten og tilskuds- og udligningssystemet (selvbudgettering).
Kommunens valg af model for skattegrundlag har også betydning for skattegrundlaget for den
kirkelige ligning, fordi den altid følger kommunens valg mellem statsgaranti eller
selvbudgettering. Med indstillingen om valg af statsgaranteret skattegrundlag, ligger grundlaget
for kirkeligningen dermed også fast.
Budgetaftalen for 2027 er også baseret på valg af statsgaranti i 2027. På
Kommunalbestyrelsens dagsorden den 28. august fremgik, at den endelige beslutning om
statsgaranti eller selvbudgettering træffes af Kommunalbestyrelsen i forbindelse med 2.
behandlingen af budget 2027-2030.
I den seneste økonomiske redegørelse fra Finansministeriet i august 2026 har regeringen
nedjusteret skønnet for skattegrundlaget i 2027 med ca. 17,9 mia. kr., svarende til et fald på
knap 1,26 pct. point i forhold til skønnet i maj 2026.
Tilsvarende er skønnet for udviklingen i skattegrundlaget for 2025 nedjusteret med 12,5 mia.
kr. fra maj 2026 til august 2026.
Valg mellem de to modeller indebærer en vurdering af risiko for primært ændringer i
henholdsvis indbyggertallet og udskrivningsgrundlaget, - da udviklingen i begge størrelser
påvirker efterreguleringen af 2027 i 2030. Efterreguleringen kan være positiv såvel som
negativ.
Bloktilskuddet kan maksimalt reduceres med 1,5 mia. kr. som modpost for de kommuner, der
vinder på at vælge selvbudgettering. De kommuner, som vælger selvbudgettering vil blive
efterreguleret på baggrund af statsgarantiens kommunefordelte folketal og
udskrivningsgrundlag. Udviklingen af udskrivningsgrundlaget for hele landet får fremover ikke
betydning for efterregulering for den enkelte kommune. Overstiger gevinsten 1,5 mia. kr. bliver
gevinsten for de kommuner, der har valgt at selvbudgettere nedskrevet med et
korrektionsbeløb svarende til forskellen mellem på opgjorte beløb og rammen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har angivet befolkningstallet i statsgarantien for Hillerød
Kommune i 2027 til 55.633. Primo august 2026 vurderer forvaltningen at indbyggertallet i
Hillerød Kommune den 1. januar 2027 bliver mellem 55.580 og 55.600 indbyggere. Der
mangler således op til 53 borgere, før det antal indbyggere, statsgarantien er beregnet på, er
nået. Den seneste vurdering af folketallet primo september har ikke ændret dette billede.
Direktionen vurderer, at forskellen i faktisk befolkningstal på dette tidspunkt i forhold til
statsgarantiens forventede befolkningstal 1.1.2027 understøtter at valg af statsgaranti vil være
en fordel for Hillerød Kommune for 2027.
Der er i KL´s skatte- og tilskudsmodel, baseret på seneste skattedata, foretaget kørsler af
forskellige scenarier ift. indbyggertal og selvbudgettering ift. statsgarantien, hvilket fremgår af
bilag 1.
Grundlaget for indtægtssiden i budgetaftalen var baseret på skattedata for 2024, hvilket viste
en gevinst på ca. 5,8 mio. kr. ved valg af selvbudgettering. Med de nyeste skattedata for 2025,
som KL´s skatte og tilskudsmodel blev opdateret med den 11.9 2026, står Hillerød Kommune
til et tab på 25,2 mio. kr. ved valg af selvbudgettering. Ændringen er bl.a. sket på baggrund af
en større fald i udskrivningsgrundlaget end landsgennemsnittet.
Direktionen anbefaler ud fra en samlet afvejning af ovenstående at vælge statsgarantien som
budgetteringsprincip for indtægterne i 2027.
Økonomi
Budgetaftalen for 2027 er baseret på valget af statsgaranti. Hvis Kommunalbestyrelsen
vælger selvbudgettering vil de bevillingsmæssige konsekvenser være uændrede, idet
selvbudgettering for 2027 er baseret på de samme forudsætninger som statsgarantien.
Valget vil således ikke påvirke budgetaftalens talgrundlag.
Beslutning
Økonomiudvalget godkendte indstillingen.
Stedfortræder: Ole Roed (I), Morten Meldgaard (C)
Fraværende:
Stine Østlund (C), Mathias Skarby (I) og Christina Thorholm (B)
Kilde: Hillerød Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet onsdag 7. oktober 2026, punkt 1. Læs den originale sag hos kommunen.