Besluttet 8. september, Handicaprådet, Hjørring
Høring af Budget 2027-2030, SÆH
FORVALTNINGEN INDSTILLER, at Handicaprådet udarbejder hørringssvar.
Kort fortalt
- Hvem
- Handicaprådet, Hjørring Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 8. september 2026
- Status
- Besluttet. Høringssvar Danske Handicaporganisationer ser med stor bekymring på de betydelige udgifter, kommunen har til tomme lejemål, hvor kommunen har visitationsretten. Danske Handicaporganisationer forventer en opgørelse over antallet af disse boliger. Samtidig er Danske Handicaporganisationer særligt bekymret for forslag, hvor økonomiske hensyn risikerer at veje tungere end den enkelte borgers individuelle behov.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Handicaprådet præsenteres for de dele af Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalgets
budgetforslag til Budget 2027-2030, som vurderes relevante for rådet.
Heidi Madsen, chef for Udvikling & Administration, fremlægger sagen for Handicaprådet.
På mødet vil der være mulighed for at stille uddybende spørgsmål til budgetmaterialet.
Materialet fremgår af nedenstående oversigt og er vedlagt som bilag. Materialet har været
behandlet af Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget i løbet af budgetprocessen.
Oversigt over det vedlagte budgetmateriale:
Bilag 1: Trykprøvning af driftsbudgettet
Bilag 2: Reduktionskatalog
Bilag 3: Anlægsønsker
Indstilling
FORVALTNINGEN INDSTILLER,
at Handicaprådet udarbejder hørringssvar.
Beslutning
Høringssvar
Danske Handicaporganisationer ser med stor bekymring på de betydelige udgifter,
kommunen har til tomme lejemål, hvor kommunen har visitationsretten. Danske
Handicaporganisationer forventer en opgørelse over antallet af disse boliger.
Samtidig er Danske Handicaporganisationer særligt bekymret for forslag, hvor
økonomiske hensyn risikerer at veje tungere end den enkelte borgers individuelle behov.
Ved re-visitation, øget anvendelse af Bo Selv og ændringer i bostøtten skal der fortsat
foretages konkrete, faglige og individuelle vurderinger af borgerens funktionsniveau,
støttebehov, tryghed, trivsel, mulighed for fællesskab, risiko for isolation samt egne
ønsker.
Danske Handicaporganisationer kan forstå en tilpasning af aktivitetspakkerne, hvis den
alene afspejler det faktiske brugertal og ikke forringer tilbuddene til borgerne. Besparelser
på beskyttet beskæftigelse samt aktivitets- og samværstilbud kan derimod få store
konsekvenser, fordi disse tilbud for mange borgere udgør både fællesskab, struktur og en
vigtig del af et meningsfuldt hverdagsliv.
Danske Handicaporganisationer er ligeledes bekymret for forslaget om at fjerne
kommunalt betalt kørsel til vedligeholdende træning. For nogle borgere er transporten
selve forudsætningen for at kunne deltage. Hvis borgeren på grund af manglende
transport fravælger træningen, kan det medføre tab af funktionsevne og på længere sigt
et større behov for hjælp og støtte.
Danske Handicaporganisationer ønsker at gøre opmærksom på, at den forventede
besparelse ved omlægningen af Mirabell bør vurderes ud fra den samlede kommunale
økonomi - ikke alene ud fra besparelsen på drift og matrikel.
I reduktionsforslaget fremgår det, at omlægningen af Mirabell og Café 33 samt fraflytning
af lejemålet forventes at give en årlig driftsbesparelse på ca. 380.000 kr. Samtidig flyttes
aktiviteter til andre lokaliteter, blandt andet Vester Thirup og VIKA på Georg Jensens
Vej.
Når borgere med handicap skal benytte andre tilbud og adresser, kan der opstå nye eller
øgede udgifter til blandt andet:
Kørsel og specialtransport til og fra tilbuddene
Ledsagelse og personaleressourcer i forbindelse med transport
Længere transporttid og behov for individuelle løsninger
Andre følgeudgifter, som opstår som direkte konsekvens af omlægningen
For nogle borgere er transport ikke blot et praktisk spørgsmål. Længere eller mere
kompliceret kørsel kan være en væsentlig belastning for mennesker med fysiske,
psykiske eller kognitive funktionsnedsættelser og kan få betydning for deres mulighed for
at benytte tilbuddet på lige vilkår.
Danske Handicaporganisationer/Handicaprådet opfordrer derfor til, at der inden en
endelig beslutning udarbejdes en samlet nettoberegning, hvor den forventede besparelse
på Mirabell holdes op imod alle afledte merudgifter.
Er besparelsen på Mirabell reelt en besparelse, når øgede udgifter til blandt andet kørsel
og øvrige følgeudgifter medregnes og hvad bliver den reelle nettobesparelse for Hjørring
Kommune.
Handicaprådet bakker op om Danske Handicaporganisationers høringssvar.
Kilde: Hjørring Kommune, Handicaprådet, referat fra mødet tirsdag 8. september 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.