Spring til indholdet
Hørsholm
Skift kommune
KøbenhavnHørsholmAlle kommuner

Besluttet 26. januar, Kommunalbestyrelsen, Hørsholm

Jobindsatsen - navn og organisering mv

Et folketingsflertal har aftalt en beskæftigelsesreform, som vil medføre en række forenklinger og opgavebortfald på beskæftigelsesområdet. Man skal til dels arbejde på en anden måde, og området behøver ikke længere at hedde ”jobcenter”.

Erhverv og job

Kort fortalt

Hvem
Kommunalbestyrelsen, Hørsholm Kommune
Hvornår
Mandag 26. januar 2026
Status
Besluttet. 1. Taget til efterretning. 2. Godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Baggrund

Et folketingsflertal har aftalt en beskæftigelsesreform, som vil medføre en række forenklinger
og opgavebortfald på beskæftigelsesområdet. Man skal til dels arbejde på en anden måde, og
området behøver ikke længere at hedde ”jobcenter”. KL og regeringen har aftalt den
økonomiske ramme for implementeringen af reformen, og der er nu lovgivning på vej til
implementering af den politiske aftale om en reform.
I denne sag forelægges spørgsmålet om, hvad det hidtidigt benævnte jobcenter fremover skal
hedde, og Kommunalbestyrelsen orienteres om en midlertidig begrænsning af friheden i den
politiske organisering af de opgaver, der hidtil er blevet varetaget i ”jobcentret”.

Forslag
Administrationen foreslår, at Erhvervs- og beskæftigelsesudvalget over for Økonomiudvalget
og Kommunalbestyrelsen anbefaler
1) At tage til efterretning, at kommunen til og med den 31. december 2029 fortsat skal placere
beskæftigelsesindsatsen samlet i ét stående udvalg
2) At godkende, at der ikke fastsættes et nyt navn til den del af Center for Borger, Arbejde og
Kultur, der hidtil har heddet ”jobcenter”, men at betegnelsen ”jobcenter” blot bortfalder

Sagsfremstilling

Den politiske organisering af beskæftigelsesindsatsen
Den 5. november 2025 er der fremsat ”Forslag til Lov om ændring af lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.
og forskellige andre love”. Lovforslaget forventes vedtaget i 2025.
I medfør af lovforslagets § 2 ændres i Lov om organisering og understøttelse af
beskæftigelsesindsatsen m.v. sådan, at ”§ 4. Kommunalbestyrelsen skal til og med den 31.
december 2029 placere beskæftigelsesindsatsen efter § 3, stk. 2, samlet i ét stående udvalg
efter lov om kommunernes styrelse…”
Det vil det sige, at de kommunale opgaver, der før reformen løses i et jobcenter, til og med
2029 fortsat skal løses under ét enkelt stående udvalgs område. Man må f.eks. ikke foretage
en politisk opdeling, hvor man lægger opgaver vedr. kontanthjælpsmodtagere til socialudvalget
og lægger opgaver vedr. jobparate borgere i et erhvervsudvalg.
Dette har betydning ifm. kommunens politiske konstituering. Efter udløbet af 2029 bortfalder
denne begrænsning.

Beskæftigelsesindsatsens navn
Af samme ”Forslag til Lov om ændring…”, § 1, nr. fremgår, at ”Overalt i loven ændres
»jobcenteret« til: »kommunen«”. Kravet om betegnelsen ”jobcenter” bortfalder altså i
forbindelse med, at kommunen frisættes med hensyn til den administrative organisering af
beskæftigelsesindsatsen.
Herefter har kommunen tre muligheder: 1) Kommunen kan vælge, at beskæftigelsesindsatsen
uændret varetages i et organisatorisk område med navnet ”Jobcenter”. 2) Kommunen kan
vælge et nyt navn til det organisatoriske område, der varetager beskæftigelsesindsatsen. 3)
Betegnelsen ”jobcenter” kan bortfalde uden at blive erstattet af en anden betegnelse end den
overordnede centerbetegnelse ”Borger, Arbejde og Kultur” (BAK).
Administrationen vurderer, at der ikke er behov for at finde et nyt navn til den del af Center for
Borger, Arbejde og Kultur, der nu iflg. gældende lov skal hedde ”jobcenter”. Fremtidige
borgere, der skal have en indsats efter beskæftigelseslovgivningen, møder det relevante afsnit
eller den relevante medarbejder i Center for Borger, Arbejde og Kultur.
De aktiviteter, der nu er omfattet af betegnelsen ”jobcenter”, vil fremover være repræsenteret
ved ordet ”Arbejde” i centrets navn. Både i forhold til borgerens navigation i systemet og i
forhold til kommunikation og information i almindelighed vurderes det uproblematisk, at
betegnelsen ”jobcenter” udgår.
Administrationen forventer at skilte med centerets navn ”Center for Borger, Arbejde og Kultur”
ved indgangen til rådhuset, hvor der nu er et skilt med teksten ”Jobcenter”.

Økonomi/personale
Der vil være mindre udgifter til skiltning, rettelser af brevpapir og lignende.

Behandling i Erhvervs- og beskæftigelsesudvalget 8. december 2025

1) Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget anbefalede, at kommunen til og med den 31.
december 2029 fortsat skal placere beskæftigelsesindsatsen samlet i ét stående udvalg.
2) Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget anbefalede, at der ikke fastsættes et nyt navn til
den del af Center for Borger, Arbejde og Kultur, der hidtil har heddet ”jobcenter”, men at
betegnelsen ”jobcenter” blot bortfalder.

Behandling i Økonomiudvalget 14. januar 2026

1. Taget til efterretning.
2. Godkendt

Beslutning

1. Taget til efterretning.
2. Godkendt.

Kilde: Hørsholm Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet mandag 26. januar 2026, punkt 13. Læs den originale sag hos kommunen.