Besluttet 31. august, Midtby- og Bydelsplanudvalget, Horsens
MBU Drøftelse af kommende bydelsplan
Forligspartierne har i budgetaftale 2022 besluttet, at der skal udarbejdes bydelsplaner for bydelene i Horsens by. Midtby- og Bydelsplanudvalget valgte i maj 2026 at sende den første bydelsplan i offentlig høring.
Kort fortalt
- Hvem
- Midtby- og Bydelsplanudvalget, Horsens Kommune
- Hvornår
- Mandag 31. august 2026
- Status
- Besluttet. Midtby- og Bydelsplanudvalget besluttede, at næste bydelsplan skal omhandle Dagnæs. Udvalget ønsker desuden en opdatering af den fremadrettede gruppering.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller, at
1. Midtby- og Bydelsplanudvalget drøfter de kommende bydelsplaner samt prioritering og rammer for næste bydelsplan.
Sagsfremstilling
Bydelsplaner skal sætte retning for udviklingen af de enkelte bydele i Horsens og skabe sammenhæng mellem bl.a. byudvikling, mobilitet, natur, mødesteder og lokale kvaliteter.
De geografiske afgrænsninger fungerer som arbejdsafgrænsninger og kan justeres i takt med ny viden og dialog med borgere og lokale aktører. Eventuelle justeringer forelægges til politisk beslutning.
Midtby- og Bydelsplanudvalget drøftede den 4. maj 2026 det videre arbejde med bydelsplanerne i Horsens by.
I forlængelse af denne drøftelse fremlægger administrationen de resterende bydele i gruppe 1: Dagnæs, vestbyen og nordøstbyen samt et bilag "Oprindelig afgrænsning og prioritering", som besluttet af Plan- og Vejudvalget den 17. januar 2023.
De næste bydelsplaner
Plan- og Vejudvalget har tidligere godkendt en inddeling af bydelene i grupper, jf. bilag "Forslag til bydelsafgrænsningerne". Konkret omfatter grupperne:
Gruppe 1: Nordøstbyen, Dagnæs, Sønderbro og vestbyen Gruppe 2: Bankager, Bygholm, Fuglevangskvarteret, Højvang, nordbyen og Torsted Gruppe 3: Erhvervshavnen & Høgh Guldbergs Gade, midtbyen, Nordhavnen, Planetområdet og Stensballe Sønderbro blev udvalgt som pilotprojekt og erfaringerne herfra skal danne grundlag for det videre arbejde med bydelsplanlægningen.
Figur 1: Geografisk afgrænsning for bydelene i gruppe 1 Fællestræk for de fire bydele i gruppe 1 Vestbyen, nordøstbyen, Sønderbro og Dagnæs er centrale bydele omkring Horsens midtby. Bydelsplanerne kan derfor få betydning for den samlede byudvikling og bidrage til at styrke sammenhængskraften mellem bydelene samtidig med, at deres forskellige identiteter fastholdes. Alle fire bydele er udfordret af trafikstøj og klimavand, der skal tages højde for i den fremtidige planlægning. De resterende bydele i gruppe 1 Dagnæs Bydelen rummer kolonihaver, det grønne område Bakkelunden, større boldbaner, tre centerområder med butikker samt et erhvervsområde. Hertil kommer en daginstitution, en
større skole, der blandt andet fungerer som udskoling for Sønderbro Skole samt specialskolen Højen.
Som de øvrige bydele i gruppe 1 er Dagnæs udfordret af trafikstøj og gennemkørende trafik fra større færdselsårer. Vejene opdeler bydelen og udfordrer sammenhængen på tværs.
I arbejdet med en bydelsplan for Dagnæs er der gode muligheder for at bygge videre på udviklingsvisionerne fra Bydelsplan for Sønderbro og styrke forbindelserne mellem de to geografisk sammenhængende bydele. Det gælder blandt andet i relation til en fremtidig udvikling af det potentielle byomdannelsesområde ved Vejlevej, der grænser op til Dagnæs.
Vestbyen Vestbyen er den største bydel i gruppe 1 og fungerer som et vigtigt trafikalt knudepunkt. Bydelen forbinder Horsens midtby med Nørrestrand og udgør samtidig et centralt forbindelsesled mellem Langmarksvej mod øst og Vestergade mod vest.
Bydelen er præget af en tæt boligstruktur med mange lejligheder, suppleret af parcel- og rækkehuse, hvilket giver et varieret boligmiljø.
Centralt i vestbyen ligger FÆNGSLET, der sammen med Fængselsmuseet udgør en markant kulturaktør med betydning for både bydelen og Horsens som helhed. De mange arrangementer og events skaber aktivitet i området og bidrager til Horsens’ profil som kulturby.
FÆNGSLET forventes at indgå, som en aktiv aktør i bydelsplanlægningen og vil på sigt kunne bidrage til realiseringen af planens indsatser.
Derudover rummer vestbyen Horsens Byskoles afdeling på Fussingsvej, hvor udskolingen har en tydelig kulturprofil og skolen er omgivet af større grønne arealer.
I den nordlige del af bydelen findes desuden et større grønt område med flere kolonihaveforeninger. Langs Egebjergvej og Nørrebrogade ligger en række erhvervs- og centerfunktioner, herunder Scandic Opus og den tidligere Falck-station. Bydelen rummer samtidig flere sundheds- og plejetilbud, hvor erfaringerne med arbejdet på sundhedsområdet fra Sønderbro kan bringes i spil.
Vestbyen er præget af tydelige kontraster mellem nyere byudvikling i den sydlige del og historiske arbejderboliger. Det bidrager til et særligt kulturmiljø og en identitet, der er formet af både historie, udvikling og kultur.
Nordøstbyen Nordøstbyen er en langstrakt bydel, der strækker sig fra villaområderne på Næsset langs Langmarksvej og Sygehuskvarteret til Nørretorv og grænsen mod vestbyen.
Bydelen er overvejende præget af boliger med omtrent lige mange parcelhuse og lejligheder.
Nordøstbyen rummer en række større offentlige funktioner, herunder regionshospitalet, Østre Kirkegård, Learnmark, botilbuddet BoDøgn og en daginstitution. Derudover findes både bolig-
og erhvervsområder samt en del af centerområdet ved Nørretorv.
Et større område ved Ane Staunings Vej er i Kommuneplan 2025 udpeget som potentielt byomdannelsesområde og rummer i dag forskellige erhverv. Bydelen omfatter desuden grønne områder med betydning for hele byen, herunder Langelinie og Strandparken samt tennisbaner og to mindre kolonihaveforeninger.
Den aktuelle bydelsafgrænsning omfatter også det område, hvor der planlægges for en forlægning af Langmarksvej.
/JCPA
Beslutning
Midtby- og Bydelsplanudvalget besluttede, at næste bydelsplan skal omhandle Dagnæs. Udvalget ønsker desuden en opdatering af den fremadrettede gruppering.
Kilde: Horsens Kommune, Midtby- og Bydelsplanudvalget, referat fra mødet mandag 31. august 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.