Spring til indholdet
Horsens
Skift kommune
KøbenhavnHorsensAlle kommuner

Besluttet 2. november, Midtby- og Bydelsplanudvalget, Horsens

MBU Igangsætning af Bydelsplan for Dagnæs

Forligspartierne har i budgetaftale 2022 besluttet, at der skal udarbejdes bydelsplaner for alle bydele i Horsens by. Bydelsplanen for Sønderbro er den første af disse bydelsplaner.

Budget og økonomi

Bydele i sagen: Dagnæs

Kort fortalt

Hvem
Midtby- og Bydelsplanudvalget, Horsens Kommune
Hvornår
Mandag 2. november 2026
Status
Besluttet. Midtby- og Bydelsplanudvalget vedtog indstillingen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktionen indstiller, at
1. Midtby- og Bydelsplanudvalget godkender igangsætning af Bydelsplanen for Dagnæs.

Baggrund

Forligspartierne har i budgetaftale 2022 besluttet, at der skal udarbejdes planer for alle bydele i Horsens by.
De 15 bydele i Horsens by er inddelt i tre grupper, der angiver rækkefølgen for udarbejdelse af bydelsplaner.
Aktuelt udarbejdes bydelsplaner for bydelene i gruppe 1, der består af bydelene nordøstbyen, Dagnæs,
Sønderbro og vestbyen.
Den 31. august 2026 besluttede Midtby- og Bydelsplanudvalget, at den næste bydelsplan skal omhandle
bydelen Dagnæs.
Med denne sag skal udvalget godkende igangsætningen af Bydelsplan for Dagnæs. Bydelen vil være anden
bydelsplan i rækken af forventeligt 15 bydelsplaner.
Bydelsplaner kort fortalt
En bydelsplan er en såkaldt mellemformsplan, der ligger sig mellem kommuneplanen og lokalplaner og, der
ikke er lovbindende. Plantypen giver dermed mulighed for at se langt ud i fremtiden, på tværs af ejerforhold og
matrikler og definerer den retning, som bydelen skal udvikle sig igennem de næste mange år.
I Horsens Kommune har bydelsplanerne til formål at sikre sammenhænge mellem natur, klima, mødesteder,
mobilitet og den fremadrettede udvikling. Derudover skal bydelsplanerne bidrage til at styrke bydelsidentiteten
og sætte rammen om det, der er, det, der skal være og det, der kan blive - nu og i fremtiden.
Administrationen fortsætter endvidere arbejdet med integrering af sundhedsområdet i planlægningen, i det
videre arbejde med bydelsplaner.
Bydelen Dagnæs

Afgrænsning af Bydelsplan for Dagnæs inkl. snitflader til afklaring i forbindelse med planprocessen. De blå
markeringer synliggør de snitflader, der skal afklares i forbindelse med kortlægning og analysefasen samt i
forlængelse af den indledende borgerinddragelse. Afgrænsningen blev i sin tid udarbejdet på baggrund af
overvejelser omkring særligt skole/institutionsdistrikter, rummelige forbindelser, koblinger og relationer til grønne
områder samt overvejelser om anden planlægning, f.eks. i regi af forsyningen. Planprocessen skal afgøre
for/imod, at den røde afgrænsning enten fastholdes, udvides eller indsnævres, særligt omkring de blå stiplinger.
Bydelen Dagnæs er primært kendetegnet ved boliger. Bydelen rummer ca. 1.500 parcelhuse, 237 rækkehuse
og lidt over 300 lejligheder.
Derudover rummer bydelen kolonihaver, en daginstitution, en skole (udskoling for Sønderbroskolen), Højen (det
tidligere gymnasium, der er under omdannelse til specialskole), Bakkelunden, store fodboldbaner, en ældre
utidssvarende løbebane, tre centerområder med butikker, et erhvervsområde med butikker samt et
erhvervsområde (uden butikker).
Som de øvrige bydele i gruppe 1 er Dagnæs blandt andet præget af udfordringer med trafikstøj og
gennemkørende trafik fra større færdselsårer, der opdeler bydelen i flere dele og udfordrer
sammenhængskraften.
I Bydelsplan for Dagnæs vil der være fokus på en række lokale forhold, der er særlige for Dagnæs, herunder
Hal 2 og parkeringsforholdene i bydelen.
I Bydelsplan for Dagnæs er der gode muligheder for at videreføre udviklingsvisionerne fra Bydelsplan for
Sønderbro samt styrke forbindelser og sammenhæng mellem de to geografisk sammenhængende bydele.
Dette gælder blandt andet det potentielle byomdannelsesområde på Vejlevej, der grænser op til Dagnæs.
Som en del af arbejdet kan det blive relevant at udarbejde SAVE-registreringer af bevaringsværdige bygninger
samt foretage kortlægning og vurdering af bydelens kulturmiljøer, ligesom der er gjort i forbindelse med
Bydelsplan for Sønderbro.

Sammenhæng til arkitekturpolitikken
Bydelsplanerne tager afsæt i kommunens arkitekturpolitik og struktureres efter de tre niveauer Styrk hele
Horsens, Vær en god nabo og Byg til hverdagslivet.
Hvert niveau udfoldes med afsæt i politikkens kriterier og skal bidrage til at understøtte målsætningerne om at
løfte i flok, udvikle for fremtiden og bygge med kvalitet.
Arkitekturpolitikken danner således rammen for bydelsplanernes strategier, retningslinjer og konkrete indsatser.
Borgerinddragelse
Inddragelse er en central del af arbejdet med bydelsplanerne. Formålet med inddragelsen er at styrke
ejerskabet og forankringen af bydelsplanen samt den efterfølgende bydelsudvikling bredt.
Borgerinddragelse kan eksempelvis ske gennem informationsmøder, arrangementer, borgerinput via en digital
platform, workshops, hvor borgere og lokale aktører får mulighed for at bidrage med input til bydelsplanen, m.m.
Administrationen vil arbejde videre med udgangspunkt i erfaringer med borgerinddragelse fra arbejdet med
Bydelsplanen for Sønderbro. Herunder rekruttering af bydelsambassadører og muligheden for en bydelsfest.
Derudover ønsker administrationen at skabe et større ejerskab blandt borgere, de professionelle aktører og
foreninger, som er repræsenteret i bydelen. Derfor vil administrationen blandt andet arbejde med fokusgrupper.
Tidsplan
Administrationen forventer at opstarte forarbejde, grundlag og vision for Bydelsplan for Dagnæs ultimo 2026,
med forventet politisk behandling og godkendelse medio 2028.
Tidsplanen er vedlagt i bilag.

Økonomi

Med igangsætningen af Bydelsplan for Sønderbro bevilgede Byrådet 200.000 kr. fra byudviklingspuljen til
arbejdet med de første bydelsplaner, herunder proces, borgerinddragelse og midlertidige aktiviteter.
I forbindelse med udarbejdelsen af Bydelsplan for Sønderbro er der afholdt udgifter for omkring 30.000 kr.
Herudover forventes udgifter til fysiske tryk af Bydelsplan for Sønderbro.
Arbejdet med Bydelsplan for Dagnæs gennemføres indenfor den eksisterende økonomiske ramme, der blev
bevilget med igangsætningen af Bydelsplan for Sønderbro.
/JCPA

Beslutning

Midtby- og Bydelsplanudvalget vedtog indstillingen.

Kilde: Horsens Kommune, Midtby- og Bydelsplanudvalget, referat fra mødet mandag 2. november 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.