Hvidovre
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 10. august, Kultur- og Fritidsudvalget, Hvidovre

8. Beslutning - Bevilling af tilskud til Børneulykkesfonden

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget 1. at beslutte, om der skal bevilges tilskud til Børneulykkesfonden til afvikling af Kids Tour 2027 2. at godkende et potentielt tilskuds beløbsstørrelse

Budget og økonomi

Kort fortalt

Forslaget
  • Beslutte, om der skal bevilges tilskud til Børneulykkesfonden til afvikling af Kids Tour 2027
  • Godkende et potentielt tilskuds beløbsstørrelse
Hvem
Kultur- og Fritidsudvalget, Hvidovre Kommune
Hvornår
Mandag 10. august 2026
Status
Besluttet. Ad 1. Godkendt, at der bevilges tilskud. Ad 2. Godkendt at der bevilges 10.000 kr. i tilskud. Børneulykkesfonden gives besked om, at der ikke ydes tilskud fra Rådighedspuljen til samme arrangement fremadrettet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktøren indstiller til Kultur- og Fritidsudvalget
1. at beslutte, om der skal bevilges tilskud til Børneulykkesfonden til afvikling af Kids Tour 2027
2. at godkende et potentielt tilskuds beløbsstørrelse

Sagsfremstilling

Center for Kultur og Fritid har udarbejdet dette dagsordenspunkt.
Børneulykkesfonden, som arbejder for at øge børns sikkerhed i Danmark, afholder årligt det landsdækkende cykelløb Kids Tour for børn i alderen 3-10 år. Løbet afvikles hen over sommeren i 15 kommuner og har til formål at indsamle midler til fondens arbejde med at reducere trafikulykker blandt børn.
I Hvidovre er arrangementet blevet gennemført i Rebæk Søpark i årene 2023, 2024, 2025 og 2026 med et deltagerantal på ca. 200-300 børn årligt. Børneulykkesfonden har rettet henvendelse til Hvidovre Kommune med henblik på at indgå en aftale om afvikling af Kids Tour i 2027. Kommunen er i den forbindelse tilbudt at indgå samarbejdet til en pris på 50.000 kr. (vedlagt som bilag: ”Ansøgning fra Børneulykkesfonden”).
Det forventes, at deltagende børn betaler et deltagergebyr på 50 kr. Alle deltagere modtager startnummer, medalje, drikkedunk og en gavepose. I tilknytning til cykelløbet etableres der desuden en eventplads med underholdning og aktiviteter for børn og familier med fri adgang.

Eventpladsen giver endvidere lokale foreninger mulighed for at synliggøre deres aktiviteter og rekruttere nye medlemmer.
Administrativ vurdering Administrationen vurderer, at arrangementet umiddelbart lever op til Rådighedspuljens kriterier. Det bemærkes dog, at puljekriterierne fastslår, at ansøgere ”kan opnå tilskud én gang årligt til samme arrangement i tre år, hvis arrangementet hvert år i de tre år indeholder et nyskabende element årligt. Efter det tredje år kan der ikke gives tilskud, da arrangementet måtte forventes at være bærende i sig selv”.
Administrationen bemærker i den forbindelse, at Kids Tour adskiller sig fra mange øvrige arrangementer, der opnår støtte fra Rådighedspuljen, idet formålet er at generere et økonomisk overskud til Børneulykkesfondens velgørende arbejde med at forebygge børneulykker og således ikke sigter mod at blive økonomisk selvbærende.
Politiske beslutninger og aftaler Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den 5. januar 2026, punkt 4, at der bevilges 40.000 kr. til Børneulykkesfonden til afvikling af Kids Tour 2026.
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den 2. december 2024, punkt 5, at Hvidovre Kommune deltager i Kids Tour 2025 og at udgifterne forbundet med deltagelsen på sammenlagt 60.000 kr. finansieres af restbeløbet på Kultur- og Fritidsudvalgets Rådighedspulje i 2024.
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den 5. februar 2024, punkt 3, at Administrationen skulle gå i dialog med Børneulykkesfonden for at afklare, om der kan gennemføres et arrangement inden for en beløbsramme på 25.000-30.000 kr.
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den 9. januar 2023, punkt 5, at Hvidovre Kommune deltager i Kids Tour 2023; at Hvidovre Kommune bidrager med 65.000 kr.; og at det øremærkede deltagergebyr afholdes via Kultur- og Fritidsudvalgets Rådighedspulje.
Økonomiske konsekvenser Arrangementet Kids Tour afholdes planmæssigt medio 2027. Såfremt der afsættes midler på Rådighedspuljen til udgifter forbundet med afvikling af Kids Tour, vil det medføre, at Rådighedspuljen i 2027 reduceres med tilsvarende beløb. Der er i 2027 afsat ca. 410.000 kr. på Rådighedspuljen, men på grund af allerede afholdte bevillinger til projekterne Velfærdsalliancen og Trænerakademiet, resterer der kun ca. 300.000 kr. på puljen til fordeling i 2027. Der foreligger på Kultur- og Fritidsudvalgets dagsorden den 10. august 2026 også en tilskudsansøgning fra Cirkusmuseet på 27.000 kr. til afholdelse af European Circus History Conference i 2027 samt flere anmodninger fra Hvidovre Ishockey Klub om tilpasning af offentligt skøjteløb, hvilket potentielt kan medføre et indtægtstab for Hvidovre Kommune og

dermed behov for en økonomisk bevilling på op til 150.000 kr. i 2027. Såfremt samtlige ansøgninger imødekommes, vil det reducere Rådighedspuljen med op til 227.000 kr. i 2027.
Retsgrundlag
En kommune må ikke yde støtte til individuelle erhvervsvirksomheder uden lovhjemmel. Dette forbud gælder uanset støttens form, herunder støtte i form af tilskud, underskudsgaranti, lån eller kommunalt finansieret rådgivning mv. Kommuner kan imidlertid varetage eller støtte aktiviteter af kulturel karakter inden for rammerne af kommunalfuldmagten. Administrationen vurderer, at Børneulykkesfonden varetager visse aktiviteter som kommunen ikke kan støtte, men også kulturelle, trafiksikkerhedsmæssige og idrætslige formål, som kommune lovligt kan støtte.
Såfremt kommunen yder støtte til en kulturel aktivitet, der udøves af en privat enhed, der også har aktiviteter, som kommunen ikke kan støtte, følger det af kommunalfuldmagtsreglerne, at støtten skal "øremærkes" til de aktiviteter, som kommunen lovligt kan støtte. Kommunen må i den forbindelse sikre sig, at den økonomiske støtte alene anvendes til den støtteberettigede aktivitet. Dette kan kommunen bl.a. sikre sig ved at gøre støtten betinget af kommunens gennemgang af regnskabsbilag eller af en revisorerklæring om midlernes anvendelse.
Høring
Der er ikke høringspligt i denne sag.
Klima-, miljø- og bæredygtighedsmæssige konsekvenser
Cykelløbet Kids Tour har til formål at fremme både trafiksikkerhed, sundhed og cykelkultur og understøtter dermed flere af Hvidovrestrategiens ambitioner; herunder målet om at skabe en grøn by for fremtiden, som bl.a. indebærer at skabe plads til bæredygtige transportformer mv. I en social bæredygtighedsoptik understøtter arrangementet samtidig ambitionen om at fremme lighed i sundhed, som bl.a. indebærer styrkelse af fælles aktiviteter, fokus på åbne tilbud i kommunen og let adgang til natur- og idrætsfaciliteter.

Punkt 9: 9. Beslutning – rammer for fremtidig drift af Hvidovre Kommunes kolonier samt evaluering af brug og udlån af kolonierne i skoleåret 2025/2026
Afbud: Mikkel Dencker

Beslutning

Ad 1. Godkendt, at der bevilges tilskud. Ad 2. Godkendt at der bevilges 10.000 kr. i tilskud. Børneulykkesfonden gives besked om, at der ikke ydes tilskud fra Rådighedspuljen til samme arrangement fremadrettet.

Kilde: Hvidovre Kommune, Kultur- og Fritidsudvalget, referat fra mødet mandag 10. august 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.