Hvidovre
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 5. oktober, Børne- og Uddannelsesudvalget, Hvidovre

2. Orientering - Introduktion til Hvidovre Kommunes kriminalpræventive arbejde

Direktøren indstiller til Børne- og Uddannelsesudvalget 1. at tage introduktionen til Hvidovre Kommunes kriminalpræventive arbejde til efterretning.

Kort fortalt

Forslaget
  • Tage introduktionen til Hvidovre Kommunes kriminalpræventive arbejde til efterretning.
Hvem
Børne- og Uddannelsesudvalget, Hvidovre Kommune
Hvornår
Mandag 5. oktober 2026
Status
Besluttet. Ad 1. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktøren indstiller til Børne- og Uddannelsesudvalget
1. at tage introduktionen til Hvidovre Kommunes kriminalpræventive arbejde til efterretning.

Sagsfremstilling

Center for Børn og Familier har udarbejdet dette dagsordenspunkt.
Børne- og Uddannelsesudvalget har det overordnede ansvar for det samlede 0-18-årsområde, og introduceres med denne sag til den del af udvalgets område, der beskæftiger sig med kriminalpræventivt arbejde. Kriminalpræventivt arbejde dækker i denne sammenhæng over den samlede indsats for at forebygge kriminalitet blandt kommunens børn og unge samt at understøtte deres muligheder for at indgå i trygge og positive fællesskaber.

Arbejdet omfatter både brede forebyggende indsatser, der styrker trivsel, fællesskaber, skolegang, fritidsliv og tilknytning til lokalsamfundet, og mere målrettede indsatser for unge, der udviser bekymrende adfærd eller er i risiko for at blive involveret i kriminalitet. Den kriminalpræventive indsats retter sig også mod familierne, da et tæt samarbejde med forældre og øvrige omsorgspersoner ofte er afgørende for at skabe varige positive forandringer for de unge. Det kriminalpræventive arbejde er dermed med til at understøtte Hvidovrestrategiens ambition på velfærdsområdet om at skabe rammerne for, at alle børn og unge trives, lærer og udvikler sig.
Området er organisatorisk forankret i Hvidovre Ungecenter, men forudsætter et tæt samarbejde på tværs af kommunens egne fagområder og med eksterne aktører. Centrale samarbejdspartnere er blandt andet skoler, klubber, familieområdet, politiet, kriminalforsorgen, boligorganisationer, uddannelsesinstitutioner og foreningslivet.
Politisk blev der sat fokus på området i forbindelse med budgetaftalen for 2025-2028. Her blev der, under overskriften ’Tryghed og kriminalitetsforebyggelse’, formuleret et ønske om at anvende kommunens gadeplansressourcer som en del af en bredere kriminalpræventiv indsats. Blandt andet på den baggrund har det det samlede kriminalpræventive område det seneste år gennemgået en udviklingsproces. Formålet har været at styrke og samle de kriminalpræventive indsatser på tværs af området. Konkret har det betydet, at der med virkning fra august 2026, er blevet etableret en ny afdeling, der samler medarbejdere på tværs af Hvidovre Ungecenter, som har det kriminalpræventive som kerneopgave.
På mødet vil leder af Hvidovre Ungecenter, Lone Hammerbak, give Børne- og Uddannelsesudvalget en nærmere introduktion til området.
Introduktionen giver et indblik i:
Hvordan er området organiseret, og hvem samarbejdes der med og hvordan? Hvilken udvikling er der sket i måden, vi tænker om og gør kriminalpræventivt arbejde på? Hvilke aktuelle fokusområder og indsatser har vi målrettet både børnene, de unge og deres familier? (herunder brandkadetterne) Hvordan understøtter vi at unge under 18 år, som har fået en dom, kommer godt tilbage til hverdagen uden kriminalitet?
Politiske beslutninger og aftaler Kommunalbestyrelsen godkendte på sit møde den 8. oktober 2024, pkt. 3, Hvidovre Kommunes budget for 2025 og overslagsårene 2026-2028.

På Børne- og Uddannelsesudvalgets møde den 19. januar 2026 tog udvalget dagsordenspunkt 4 ”Præsentation af Børne- og Uddannelsesudvalgets område” til efterretning.
Økonomiske konsekvenser Der er ingen økonomiske konsekvenser for Hvidovre Kommune
Retsgrundlag Der er ikke noget retsgrundlag i denne orienteringssag
Høring Der er ikke høringspligt i denne sag
Klima-, miljø- og bæredygtighedsmæssige konsekvenser Der er ikke umiddelbart klima-, miljø- eller bæredygtighedsmæssige konsekvenser i denne sag.

Beslutning

Ad 1. Taget til efterretning.

Kilde: Hvidovre Kommune, Børne- og Uddannelsesudvalget, referat fra mødet mandag 5. oktober 2026, punkt 2. Læs den originale sag hos kommunen.