Jammerbugt
Skift kommune
KøbenhavnJammerbugtAlle kommuner

Besluttet 30. september, Økonomiudvalg, Jammerbugt

Temadrøftelse om bosætningsstrategien

Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller at Økonomiudvalget drøfter bosætningsstrategien med henblik på drøftelse på temamøde i Kommunalbestyrelsen i november 2026

Kort fortalt

Hvem
Økonomiudvalg, Jammerbugt Kommune
Hvornår
Onsdag 30. september 2026
Status
Besluttet. Drøftet. Punktet drøftes på Kommunalbestyrelsens temamøde i november 2026.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

I 2024 vedtog Kommunalbestyrelsen en bosætningsstrategi for perioden 2025-2028 med målet
om at fastholde indbyggertallet på 38.000 og skabe en positiv flyttebalance.
Strategiens indsatser er:
1. Lokalsamfund som driver for bosætning (primært Liv i By og Skole)
2. De unge (primært Klub Jammerbugt)
3. Kvalificeret arbejdskraft (samarbejde med Vækst og Klub Jammerbugt)
4. Planlægning fremmer bosætning (kommuneplan og 3. Limfjordsforbindelse)
5. Data som fundament (til- og fraflytningsanalyse)
Indsatsen har primært været rettet mod branding og formidling af de gode historier om
Jammerbugt Kommune, Klub Jammerbugt, kampagner for salg af byggegrunde samt
samarbejde med Vækst om studiejob, praktikpladser og generel tiltrækning af unge under og
umiddelbart efter endt uddannelse.
Der er skabt et solidt fundament med mange relevante indsatser baseret på kommunikation og
markedsføring kombineret med et politisk fokus på inddragelse af lokalsamfundene. Samtidig
er bosætning bredt forankret i kommunens planlægnings- og strategiarbejde.
I 2026 har der været et øget fokus på at understøtte Liv i By og Skole og dermed
lokalsamfundenes arbejde med bosætning.
Status de seneste 10 år
Positiv flyttebalance (ca. plus 400 indbyggere)
Negativ fødselsbalance (ca. minus 900 indbyggere)
Jammerbugt Kommune er kun gået begrænset tilbage i indbyggertal set i et nordjysk
perspektiv (ca. minus 500 indbyggere).
Tilflytningen koncentrerer sig primært om Nørhalne, Aabybro og Hune, mens de øvrige
landsbyer oplever en mindre til-fraflytning.
Flere ældre og færre børnefamilier.
I DI's årlige analyse scorer Jammerbugt Kommune lavt på kommunens håndtering af
international arbejdskraft.
Fremtid
Jammerbugt Kommune står – ligesom mange andre kommuner – over for en markant
demografisk udfordring i de kommende år.

Befolkningsprognosen viser blandt andet:
Fald i den erhvervsaktive befolkning på ca. 12 % frem mod 2038, svarende til ca. 2.400
personer.
Stigning i antallet af borgere over 80 år på ca. 28 %, svarende til ca. 800 personer.
Tilbagegang i indbyggertallet i samme tempo som de seneste 10 år.
Rammerne om bosætningsindsatsen i dag
Bosætningsopgaven er i dag placeret i Kultur-, Fritids- og Landdistriktsafdelingen og politisk
tilknyttet Økonomiudvalget.
1 fuldtidsstilling
Budget til indsatser: 250.000 kr.
Temadrøftelse i Økonomiudvalget
Administrationen har identificeret en række potentialer, som Økonomiudvalget bedes drøfte
prioriteringen og vigtigheden af. Der kan også være andre potentialer og vinkler fra
Økonomiudvalget i drøftelsen, der skal medtages i prioriteringen.
Tiltrækning og bedre håndtering af international arbejdskraft samt bedre lokal involvering
for hele familien.
Udnyttelse af synergierne omkring 3. Limfjordsforbindelse og nærheden til Aalborg.
Fastholdelse af lokalsamfundsperspektivet på bosætning og "det gode liv".
Udvikling af en fælles branding og fortælling om Jammerbugt Kommune.
Målrettede kampagner, eksempelvis i Tyskland og/eller større byer.
Samarbejde med alle eller flere nordjyske kommuner, da hele regionen har behov for
flere indbyggere.
Drøftelsen kan føre til en ny bosætningsstrategi, der senere skal besluttes i Økonomiudvalget.
Chefen for Kultur-, Fritid- og Landdistrikter Peter Otto Yde Thomsen deltager med et oplæg på
mødet.

Tidsplan
30. september Temadrøftelse i Økonomiudvalget
19. november Temamøde i Kommunalbestyrelsen

Indstilling

Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller
at Økonomiudvalget drøfter bosætningsstrategien med henblik på drøftelse på
temamøde i Kommunalbestyrelsen i november 2026

Beslutning

Drøftet. Punktet drøftes på Kommunalbestyrelsens temamøde i november 2026.

Kilde: Jammerbugt Kommune, Økonomiudvalg, referat fra mødet onsdag 30. september 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.