Besluttet 30. september, Økonomiudvalg, Jammerbugt
Godkendelse af princip og videre proces for etablering af offentlige toiletter i de fire centerbyer
Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender, at der arbejdes ud fra princippet om to offentlige unisex toiletter i hver centerby, hvoraf det ene opfylder betingelserne til handicaptilgængelighed at Økonomiudvalget godkender den videre proces for arbejdet med …
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomiudvalg, Jammerbugt Kommune
- Hvornår
- Onsdag 30. september 2026
- Status
- Besluttet. Sagen udsættes.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Af budget 2024 fremgår, at tidssvarende offentlige toiletfaciliteter er vigtige i forhold til at sikre
gode forhold for kommunens gæster og borgere. I forbindelse med Budget 2024 ønskede
forligspartierne derfor undersøgt hvordan og med hvilken økonomi, der kan etableres
fuldautomatiske toiletter i kommunens fire centerbyer samt Blokhus.
Ovenstående blev forelagt KTMU d. 3. juni 2024 med en anlægsøkonomi på 5,10 mio. kr.,
såfremt det ville blive bevilliget i forbindelse med budget 2025. KTMU tog orienteringen til
efterretning. Vækst- og Udviklingsforvaltningen anbefaler særligt med baggrund i
anlægsøkonomiens størrelse, at kommunen i stedet sikrer etablering af toiletfaciliteter i
centerbyerne uden automatik. Toiletfaciliteter uden automatik er forbundet med en lavere
anlægsinvestering, men sætter større krav til den daglige rengøring og vedligehold.
Siden har kommunen indgået et lejemål i Blokhus, der sikrer offentlige toiletter i Blokhus
Midtby, jf. beslutning på møde i Kommunalbestyrelsen den 28. maj 2025.
I flere centerbyer arbejdes der lige nu med projekter, der med fordel vil kunne rumme offentlige
toiletter, og hvor der er indkommet konkrete henvendelser om etablering. Forvaltningen
foreslår derfor, at der godkendes nogle fælles principper for etablering af offentlige toiletter i de
fire centerbyer, og at der, hvor det er muligt, tænkes offentlige toiletter ind i de konkrete
byudviklingsprojekter.
Antal, tilgængelighed og materialer
Forvaltningen anbefaler som princip for toiletfaciliteter i de fire centerbyer, at der i hver
centerby etableres toiletenheder med to unisex toiletter, hvoraf det ene opfylder kravene til
handicaptilgængelighed. Toiletterne anbefales desuden at fremstå i slidstærke materialer.
Ejer eller lejeforhold
Kommunen kan vælge at indgå enten ejer- eller lejeforhold i forbindelse med toiletfaciliteter i de
fire centerbyer. Her anbefaler forvaltningen, at der politisk tages stilling til spørgsmålet i det
konkrete tilfælde under hensyntagen til samlet økonomi og øvrige betingelser.
Ved et kommunalt ejerforhold forventes anlægsudgifterne til etablering af toiletenheder med to
unisex toiletter at andrage ca. 0,50 mio. kr. pr. centerby. Her vil kommunen også skulle afholde
alle driftsudgifter i forbindelse med toiletfaciliteterne. Kommunen vil her ligeledes skulle indgå i
ejerforeningen i den pågældende ejendom, hvor toiletfaciliteterne etableres.
Ved et lejeforhold vil principperne følge samme model som i Blokhus, hvor kommunen har
indgået en lejekontrakt. Som lejer afholder kommunen her samtlige forbrugsudgifter, ligesom
kommunen påtager sig at renholde toiletterne samt afholde udgiften til rengøringsartikler.
Ligeledes påhviler det kommunen som lejer at holde det lejede i god vedligeholdelsesmæssig
stand. Udlejer har pligt til at vedligeholde faste og tekniske installationer, mens den udvendige
vedligeholdelse også påhviler udlejer. Desuden har udlejer pligt til at sørge for snerydning og
saltning ved indgang til lejemålet.
Ved indgåelse af lejemål vil det være forventeligt, at udlejer vil stille krav om uopsigelighed i en
vis periode, særligt hvis der er tale om toiletter opført alene med formålet om at skulle benyttes
som offentlige toiletter. Til sammenligning er lejeperioden i Blokhus fastsat for en bestemt
periode på 5 år, hvor kommunen som lejer har ret til at forlænge lejeperioden med yderligere 5
år.
Fremtidig proces
Der pågår pt. konkrete drøftelser med eksterne aktører om offentlige toiletter i forbindelse med
projekter i bymidten i hhv. Aabybro, Pandrup og i Fjerritslev, hvor drøftelserne vedr. Aabybro
og Pandrup dog er længst, idet der er tale om godkendte projekter med etableret
lokalplangrundlag.
Forvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget vil blive forelagt projekterne i takt med, at
forvaltningen modtager konkrete forslag fra de eksterne aktører, der er involveret i
byudviklingsprojekterne.
Også i forbindelse med byfornyelse etape ll i Brovst er der gjort overvejelser om offentlige
toiletter. I Brovst er der for nuværende en mangeårig aftale med Brovst Sport- og Kulturcenter
vedr. offentlige toiletter. Forvaltningen anbefaler, at denne aftale fortsætter indtil videre, men
arbejder ligeledes for, at offentlige toiletter tænkes ind i forbindelse udviklingen af Brovst By i
øvrigt - herunder etape ll at byfornyelsen i Brovst eller moderniseringsplanerne for Brovst
Sport- og Kulturcenter.
Forvaltningen anbefaler, at den konkrete aftale i hver centerby vil blive behandlet særskilt som
et lukket punkt inkl. økonomi. Her vil der også blive taget højde for den driftsøkonomi, der evt.
allerede er tilvejebragt til offentlige toiletter i f.eks. Aabybro og Fjerritslev.
Budgetmæssige konsekvenser
I forbindelse med etablering af nye offentlige toiletter kan der være tale om udvidelse af
serviceniveau. De konkrete budgetmæssige konsekvenser vil blive afdækket i forbindelse med
den samlede økonomi ved behandling af de enkelte sager.
Indstilling
Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller,
at Økonomiudvalget godkender, at der arbejdes ud fra princippet om to offentlige unisex
toiletter i hver centerby, hvoraf det ene opfylder betingelserne til handicaptilgængelighed
at Økonomiudvalget godkender den videre proces for arbejdet med offentlige toiletter i
centerbyerne
Beslutning
Sagen udsættes.
Kilde: Jammerbugt Kommune, Økonomiudvalg, referat fra mødet onsdag 30. september 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.