På dagsordenen 11. november, Økonomiudvalg, Jammerbugt
Godkendelse af tillægsbevilling til udbedring af konstruktionsskader på Oxholm Mølle
Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget anbefaler Kommunalbestyrelsen at træffe beslutning om valg af enten scenarie 1 eller 2 at godkende en tillægsbevilling til udbedring af konstruktionsskader på Oxholm Mølle tilsvarende udgiften i scenarie 1 eller 2
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomiudvalg, Jammerbugt Kommune
- Hvornår
- Onsdag 11. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet onsdag 11. november 2026. Du finder dem på jammerbugt.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Oxholm Mølle beliggende på Øland er en vejrmølle opført i 1857. Møllen anvendes i dag ikke til
egentlig mølledrift, men udgør et væsentligt kulturhistorisk vartegn i Jammerbugt Kommune. I
2004 nedbrændte møllen, hvorefter intet af det originale interiør stod til at redde. Den
daværende Brovst Kommune besluttede at genopføre møllen, som blev genindviet i 2008.
Efter aftale med Jammerbugt Kommune driver Lokalhistorisk Sognegruppe Øland Oxholm
Mølle og holder åbent i sommertiden. Resten af året kan møllen kun besigtiges udefra, men
kan efter aftale åbnes for grupper og andre interesserede.
Ved en bygningsgennemgang af Oxholm Mølle er der konstateret omfattende rådskader i den
bærende og stabiliserende trækonstruktion omkring møllens vingeaksel. Som følge heraf er
møllehovedet og vingeakslen sunket ca. 15 til 20 cm. For at sikre møllens fortsatte bevaring,
forhindre yderligere nedbrydning af konstruktionen og opretholde et forsvarligt
sikkerhedsniveau, bør skaderne udbedres.
Skaderne er konstateret både udvendigt ved facadebeklædningen samt indvendigt i møllen.
Der er tale om en central del af møllens bærende konstruktion, og der vurderes at være risiko
for yderligere sætninger og skader på bygningen, hvis forholdet ikke udbedres.
De foreløbige undersøgelser peger på, at skaden er opstået som følge af en længerevarende
fugtpåvirkning af en limtræskonstruktion omkring vingeakslen. Konstruktionen er skjult bag
beklædning og vanskelig at inspicere, hvorfor nedbrydningen ikke har været synlig, før de
nyligt konstaterede sætninger er opstået.
Af hensyn til sikkerheden er vingeakslen og møllehovedet midlertidigt understøttet indvendigt i
møllen. Derudover er området omkring møllen afspærret med byggepladshegn og tydelig
skiltning for at forhindre offentlighedens adgang til området omkring møllevingerne, indtil
konstruktionen igen er permanent sikret.
Vækst- og Udviklingsforvaltningen arbejder aktuelt på at fastlægge den endelige tekniske
løsning for udbedring af skaden. Der er tilknyttet en teknisk konsulent til afdækning af mulige
løsningsmodeller.
Vækst- og Udviklingsforvaltningen peger på to scenarier for udbedring af Oxholm Mølle:
Samlede udgifter
Scenarie 1
0,375 mio. kr.
Scenarie 2
0,050 mio. kr.
Scenarie 1: Udbedring af konstaterede rådskader samt genopretning af den bærende
konstruktion omkring møllehoved og vingeaksel. De samlede udgifter til projektering,
midlertidig sikring, udskiftning af rådskadede konstruktioner, genopretning af møllehoved og
vingeaksel samt retablering af de berørte bygningsdele er estimeret til 0,375 mio. kr.
Scenarie 2: Møllevingen demonteres, således møllen fremover vil fremstå uden vinger.
Udgifterne til demontering af vinge og udbedring af facadebeklædning estimeres at andrage
0,050 mio. kr.
Tidsplan
Økonomiudvalget: 11. november 2026
Kommunalbestyrelsen: 19. november 2026
Budgetmæssige konsekvenser
Anlægsudgifterne til udbedring af konstruktionsskader på Oxholm Mølle vil medføre en
merudgift og kan ikke afholdes inden for det samlede anlægsbudget på 12,5 mio. kr. for 2026,
da disse allerede er disponeret. Merudgiften udgør i scenarie 1 0,375 mio. kr. og i scenarie 2
0,050 mio. kr.
Ejendomscenterets budget for 2027 er på samme vis allerede disponeret. En frigivelses- og
udmøntningssag vil blive fremsendt til politisk behandling i januar 2027.
Tillægsbevillingen vil påvirke bruttoanlægsrammen i 2026 med henholdsvis 0,375 mio. kr. i
scenarie 1 og 0,050 mio. kr. i scenarie 2.
Indstilling
Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget anbefaler
Kommunalbestyrelsen
at træffe beslutning om valg af enten scenarie 1 eller 2
at godkende en tillægsbevilling til udbedring af konstruktionsskader på Oxholm Mølle
tilsvarende udgiften i scenarie 1 eller 2
Kilde: Jammerbugt Kommune, Økonomiudvalg, dagsorden fra mødet onsdag 11. november 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.