På dagsordenen 3. november, Ældre- og Sundhedsudvalget, Køge
Samarbejde med Røde Kors om frivillig palliativ indsats
Forvaltningen indstiller til Ældre- og Sundhedsudvalget at godkende, at Køge Kommune indgår i et samarbejde med Røde Kors Køge om en frivillig palliativ indsats for borgere med alvorlig uhelbredelig sygdom og deres pårørende.
Kort fortalt
- Hvem
- Ældre- og Sundhedsudvalget, Køge Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 3. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 3. november 2026. Du finder dem på koege.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen indstiller til Ældre- og Sundhedsudvalget at godkende, at Køge Kommune
indgår i et samarbejde med Røde Kors Køge om en frivillig palliativ indsats for borgere
med alvorlig uhelbredelig sygdom og deres pårørende.
Baggrund og vurdering
Som led i Ældre- og Sundhedsudvalgets ambition om at styrke samarbejdet med
civilsamfundet på ældre- og sundhedsområdet arbejdes der målrettet med at omsætte dialog
og fælles ambitioner til konkrete handlinger.
Med afsæt i forårets dialogproces og det store engagement blandt frivillige foreninger, borgere
og øvrige aktører udvikles nye initiativer og samarbejder, der skal bidrage til fremtidens
velfærd. Målet er at bringe kommunens og civilsamfundets ressourcer og kompetencer tættere
sammen og skabe flere muligheder for fællesskab, aktivitet, støtte og livskvalitet for og med
borgerne.
De nye initiativer indgår i det handlingsorienterede spor og er konkrete eksempler på, hvordan
samarbejdet med civilsamfundet kan udvikles og styrkes til gavn for borgerne i Køge
Kommune.
Et af de nye initiativer handler om palliation og støtte til alvorligt og uhelbredeligt syge
mennesker og deres pårørende i en svær tid. Røde Kors, som har rettet henvendelse til Køge
Kommune med henblik på at etablere et samarbejde om frivillig palliativ støtte til borgere med
alvorlig uhelbredelig sygdom og deres pårørende.
Røde Kors har siden 2021 arbejdet med frivillig palliativ støtte i samarbejde med den
specialiserede palliation i Region Syddanmark. På baggrund af positive erfaringer og en
evaluering gennemført af REHPA arbejder Røde Kors nu på at udbrede indsatsen til
kommuner i perioden 2026-2029 med støtte fra Social- og Boligstyrelsen.
Indsatsen bygger på, at frivillige fra Røde Kors besøger borgere med alvorlig uhelbredelig
sygdom i eget hjem. De frivillige tilbyder blandt andet nærvær, samtaler, ledsagelse, sociale
aktiviteter og aflastning af pårørende.
De frivillige varetager ikke sundhedsfaglige eller plejemæssige opgaver, men supplerer den
kommunale indsats ved at understøtte borgernes og de pårørendes sociale og relationelle
behov.
Formålet er at bidrage til øget livskvalitet, mindske ensomhed og skabe større tryghed og
trivsel for borgere i palliative forløb og deres pårørende.
Forvaltningen vurderer, at den frivillige palliative indsats vil være et relevant supplement til
kommunens eksisterende tilbud. Den kommunale syge- og hjemmepleje varetager de
sundhedsfaglige og plejemæssige opgaver, mens den frivillige indsats kan bidrage med tid,
nærvær og social støtte til borgere og pårørende i en sårbar livssituation.
Indsatsen understøtter samtidig kommunens arbejde med at styrke den palliative indsats,
herunder etableringen af en palliationssygeplejefunktion, og ligger i forlængelse af
ambitionerne i Kræftplan V om at styrke indsatsen for mennesker med livstruende sygdom.
Forvaltningen foreslår, at samarbejdet med Røde Kors Køge indledes med et pilotforløb i ét
distrikt i syge- og hjemmeplejen. Pilotforløbet skal give erfaringer med samarbejdet mellem
kommunale medarbejdere og frivillige, herunder henvisning og kontakt til indsatsen, rolle- og
ansvarsfordeling samt borgernes og de pårørendes oplevede udbytte.
De nærmere rammer for pilotforløbet fastlægges i dialog mellem forvaltningen og Røde Kors
Køge.
På baggrund af erfaringerne fra pilotforløbet kan forvaltningen vurdere mulighederne for en
eventuel udbredelse til øvrige distrikter.
Samarbejdet med Røde Kors Køge understøtter kommunens strategiske arbejde med at styrke
civilsamfundets rolle i velfærdsopgaven.
Indsatsen er et konkret eksempel på, hvordan frivillige organisationer og kommunale tilbud kan
supplere hinanden med udgangspunkt i borgernes behov og ressourcer.
Økonomi
Røde Kors' nationale projekt er støttet af Social- og Boligstyrelsen i perioden 2026-2029.
På nuværende tidspunkt foreligger der ikke et konkret estimat for, hvad en eventuel kommunal
medfinansiering af indsatsen vil indebære efter projektperiodens udløb.
Røde Kors ønsker i løbet af 2028 at indlede en dialog om mulighederne for fremtidig
finansiering, såfremt kommunen vurderer, at indsatsen skaber værdi for borgerne, og der er et
gensidigt ønske om at videreføre samarbejdet efter de statslige midlers ophør i 2029.
Kommunen forpligter sig således ikke til fremtidig økonomisk medfinansiering ved at indgå i
samarbejdet om Frivillig Palliativ Indsats. En eventuel kommunal medfinansiering vil først
skulle drøftes og besluttes særskilt i 2028.
Kilde: Køge Kommune, Ældre- og Sundhedsudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.