På dagsordenen 10. november, Arbejdsmarkedsudvalget, Kolding
Analyse af borgernes vej til førtidspension
Som led i ”Handleplan for styrket faglig og økonomisk styring på arbejdsmarkedsområdet” har BDO gennemført en analyse af borgernes vej til førtidspension.
Kort fortalt
- Hvem
- Arbejdsmarkedsudvalget, Kolding Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 10. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 10. november 2026. Du finder dem på kolding.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Den 8. september 2026 godkendte Arbejdsmarkedsudvalget ”Handleplan for styrket faglig og
økonomisk styring på arbejdsmarkedsområdet”. Handleplanen er udarbejdet på baggrund af
behovet for at styrke den faglige og økonomiske styring på området og skabe et mere
systematisk grundlag for at følge udviklingen og målrette indsatserne. Et centralt fokus er at
sikre, at den faglige praksis understøtter borgernes muligheder for at udvikle deres
arbejdsevne og bevare eller opnå tilknytning til arbejdsmarkedet, samtidig med at der er fokus
på en bæredygtig økonomi.
Handleplanen tager afsæt i en række anbefalinger fra BDO og omsætter dem til konkrete
handlinger. Som en del af handleplanen er der derfor gennemført en analyse af borgernes vej
til førtidspension. Analysen skal bidrage til en bedre forståelse af de forløb, der går forud for
tilkendelse af førtidspension og identificere mønstre og læringspunkter, som kan anvendes i
det videre arbejde med at styrke den faglige praksis. Formålet er blandt andet at belyse, om
der er muligheder for at styrke fokus på borgernes udviklingspotentialer og
arbejdsmarkedstilknytning i forløbet frem mod en afgørelse.
Analysens væsentligste observationer og anbefalinger
BDO's analyse peger blandt andet på følgende centrale observationer:
Tilgangen til førtidspension er steget markant siden 2021, og stigningen er særligt
tydelig blandt borgere under 40 år.
Ledighedsydelse, sygedagpenge og jobafklaringsforløb står for en væsentlig del af
stigningen i tilgangen.
Analysen peger på, at arbejdsmarkedsperspektivet i nogle borgerforløb kan fastholdes
længere gennem en tidligere afdækning og mere tid til udvikling.
Der er potentiale for at styrke indsatsen omkring borgere i fleksjob gennem bredere
afprøvning af arbejdsfunktioner, bedre match og tættere opfølgning.
Med afsæt i den samlede analyse har BDO udarbejdet og prioriteret 8 anbefalinger til
indsatsen:
Faglig tilgang
1. Gå længere med borgerne og brug fagligt begrundede pauser i indsatsen
2. Bredere afklaring til fleksjob
3. Tidligere afdækning af funktionsevnen
4. Løbende faglige vurderinger, som sætter retning
Indhold og samarbejde
5. Praktik med afsæt i borgerens ønsker
6. Støtte under praktik, fleksjob og i hverdagen
7. Flere handlemuligheder på tværs af fagområder
8. Forebyggelse før det 18. år
Forvaltningen vil nu omsætte anbefalingerne til konkrete handlinger og indsatser og integrere
dem i ”Handleplan for styrket faglig og økonomisk styring på arbejdsmarkedsområdet”.
BDO deltager på mødet og præsenterer analysen samt de 8 anbefalinger.
Kilde: Kolding Kommune, Arbejdsmarkedsudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 10. november 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.