Besluttet 5. oktober, Udvalget for Social, Sundhed & Ældre, Lejre
SSÆ - Det udadvendte sygehus
En del af visionen i Sundhedsreformen 2024 er at bringe behandlingen tættere på borgerne/ patienterne.
Kort fortalt
- Forslaget
- Udvalget tager orienteringen omkring “Hjemmeindlæggelse” og “Hotline” til
- Hvem
- Udvalget for Social, Sundhed & Ældre, Lejre Kommune
- Hvornår
- Mandag 5. oktober 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Direktionen indstiller:
1. at udvalget tager orienteringen omkring “Hjemmeindlæggelse” og “Hotline” til
efterretning.
Sagsfremstilling
Hjemmeindlæggelser
Holbæk Sygehus har på vegne af Region Østdanmark fået til opgave at etablere og afprøve en
virtuel overafdeling – et virtuelt sengeafsnit – der skal kunne varetage hjemmeindlæggelse af
patienter på tværs af specialer. Behandlingsansvaret ligger i stamafdelingen, mens pleje/registrering-/monitoreringsansvar ligger i Afdeling for Hjemmeindlæggelser. Holbæk Sygehus
bygger ovenpå eksisterende erfaringer fra eHospitalet i Region Sjælland, pilotprojekter i
Region Hovedstaden og internationale erfaringer. Hjemmeindlæggelser er i første omgang
blevet afprøvet på patienter med stor ‘compliance’ (= patienten kan i meget høj grad følge
lægens eller sundhedspersonalets anvisning), og som har følt sig trygge ved at være hjemme,
og som ikke får leveret ydelser fra kommunen.
Der har indtil videre været endog meget stor patienttilfredshed (næsten 100%) med
muligheden for at være hjemmeindlagt.
I andet kvartal af 2026 er målgruppen blevet udvidet til et pilotprojekt på Plejecenter
Stenhusbakken i Holbæk Kommune. Hjemmeindlæggelse er for denne målgruppe tiltænkt
beboere uden forudgående indlæggelse på sygehuset.
Det er personalet på plejehjemmet, som vurderer, at beboeren eventuelt er egnet til
hjemmeindlæggelse. Personalet kontakter herefter enten praktiserende læge/plejehjemslæge
eller hospitalet, der foretager den endelige screening og visitation af beboeren. Beboeren
forbliver på plejehjemmet og hjemmeindlægges her i vante omgivelser. Personalet på
plejehjemmet foretager målinger af vitale værdier og observerer beboeren. Dette sendes til
sygehuset via korrespondancemeddelelser. Det er en udekørende funktion fra Holbæk
Sygehus, der varetager IV, antibiotika og blodprøver. Der vil være løbende kontakt mellem
læge og virtuel sygeplejerske (sygeplejerske ansat på afdelingen for hjemmeindlæggelse) på
sygehuset og personalet på plejehjemmet. Der vil blive foretaget virtuel stuegang med
behandlingsansvarlig for beboeren, eventuelle pårørende, personale fra plejehjemmet samt
læge og virtuel sygeplejerske på sygehuset. Det er behandlingsansvarlig læge, der udskriver
borgeren fra hjemmeindlæggelse.
I Lejre Kommune startes det indledningsvise samarbejde og pilotafprøvning op på
Plejehjemmet Ammershøjparken hen over efteråret 2026. Der indsamles undervejs data,
herunder hvad det betyder for borgerne samt for personalets opgavevaretagelse og økonomi.
"Hotline"
I påsken 2024 blev der gennemført et pilotprojekt mellem Holbæk Akutafdeling, Lejre
Kommune og Plejehjemmet Ammershøjparken. Projektet fokuserede på borgere, hvor
vagtlæge eller plejepersonale oplevede tvivl om behovet for indlæggelse – de såkaldte
”gråzone”-situationer.
Pilotprojektet viste, at hurtig adgang til sparring med hospitalets akutafdeling kunne kvalificere
indlæggelser, øge trygheden og skabe bedre beslutningsgrundlag lokalt.
Siden pilotprojektet har der været ønske om at genstarte og videreudvikle projektet. Denne nye
projektbeskrivelse bygger på erfaringerne fra 2024 og udvider konceptet, så det i højere grad
understøtter Holbæk Sygehus’ strategi om, at plejehjemsbeboere kun indlægges ved egentligt
behov.
Projektet ses i sammenhæng med sygehusets kvalitetsprogram ”Værdigt ophold” og
delprojektet ”Den udadvendte afdeling”.
Formålet med projektet har været at:
forebygge unødvendige indlæggelser ved at styrke samarbejdet og beslutningsstøtten
mellem kommune, praksis og sygehusets akutafdeling.
optimere kvalificeringen af indlæggelser, så unødvendige transporter fra hjem til sygehus
undgås.
sikre systematisk stillingtagen til behandlingsniveau for alle plejehjemsbeboere, så akutte
beslutninger kan træffes på et oplyst grundlag.
udvikle og afprøve en model, der kan udbredes til andre kommuner og plejehjem i
optageområdet.
styrke sammenhængen mellem sektorer og øge borgernes tryghed og oplevelse af
kontinuitet i pleje og behandling.
Projektets indhold
Kommunale sygeplejersker og øvrigt plejehjemspersonale kan døgnet rundt kontakte Holbæk
Akutafdeling for faglig sparring. Rådgivning kan omfatte medicinrelaterede spørgsmål,
sygeplejefaglig vurdering og observation eller lægelig vurdering af behandlingsbehov og
observationer. Aftalen indebærer også, at der ud fra vurderingen kan køres medicin eller andet
ud til kommunen i den givne situation.
Målgruppen for at foretage opkaldene er den på stedet med det højeste kompetenceniveau.
Det kan eksempelvis være ansvarshavende sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter
på plejehjem eller i hjemme- og sygeplejen. Hjemmesygeplejen dækker på kommunens
plejehjem i aftentimerne.
Hotlinen fungerer som et supplement, og ikke en erstatning for lægevagt eller egen læge, og
bruges til at støtte lokale beslutninger i tvivlstilfælde.
Perspektiv og overførbarhed
Lejre Kommune har udgjort et robust og ressourcestærkt afsæt for et pilotprojekt, der vurderes
at kunne fungere som model for fremtidige samarbejder i mere udsatte områder.
Ved at samle erfaringer og dokumentere effekten har projektet kunne indgå som forløber for en
regional standard for samarbejde om plejehjemsbeboere, i tråd med sundhedsreformens mål
om mere nære og sammenhængende sundhedstilbud.
Indsatsen skaleres i Lejre Kommune til Plejehjemmet Bøgebakken, Hvalsø Plejehjem samt de
tre hjemmeplejedistrikter og sygeplejen hen over efteråret 2026.
Administrationens vurdering
De to indsatser fra Holbæk Sygehus er gode støtteredskaber til at undgå unødige indlæggelser
af borgere, som vil have bedre af ikke at blive indlagt.
Administrationen er opmærksom på, at der ikke sker en utilsigtet opgaveglidning i takt med, at
målgruppen for hjemmeindlæggelser udvides.
Økonomi og finansiering
Der er for nuværende ikke ekstra økonomiske udgifter ved at indgå i indsatserne for Lejre
Kommune.
Beslutning
Taget til efterretning.
Kilde: Lejre Kommune, Udvalget for Social, Sundhed & Ældre, referat fra mødet mandag 5. oktober 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.