Besluttet 28. september, Økonomi- og Erhvervsudvalget, Lemvig
Stillingtagen til navneændring af Kystcentervej i Thyborøn
I forbindelse med projektet Thyborøn 2.0 - Den maritime kraft er der gennem inddragelse af aktører og borgere rejst spørgsmål om vejnavnet Kystcentervej. Navnet henviser til det tidligere Kystcenter, som ikke længere er en aktiv attraktion i området.
Kort fortalt
- Hvem
- Økonomi- og Erhvervsudvalget, Lemvig Kommune
- Hvornår
- Mandag 28. september 2026
- Status
- Besluttet. Indstillingen anbefalet.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
At vejnavnet Kystcentervej fastholdes.
Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, den 22. september 2026, punkt 7:
Indstilling anbefalet.
Sagen afgøres endeligt af
Kommunalbestyrelsen via Teknik- og Miljøudvalget samt Økonomi- og Erhvervsudvalget.
Sagsfremstilling
Direktør for Teknik og Miljø Claus Borg deltager i sagens behandling kl. 15.00.
I forbindelse med projektet Thyborøn 2.0 - Den maritime kraft er der blandt aktører og borgere rejst
spørgsmål om vejnavnet Kystcentervej. Navnet henviser til det tidligere Kystcenter, som ikke længere er
en aktiv attraktion i området. På den baggrund er det foreslået at undersøge, om vejnavnet fortsat er
tidssvarende.
Sagen blev drøftet med Fonden Thyborøns aktører den 3. december 2024 og igen den 12. maj 2026.
Mødedeltagerne var på begge møder umiddelbart positive overfor at undersøge mulighederne for en
navneændring, og aktørerne blev i maj opfordret til at indsende navneforslag.
Der er efterfølgende modtaget forslag fra Maxitours og Mallemukken. Forslagene fremgår af sagens bilag
Der er samtidig modtaget indsigelser fra Sea War Museum/Havets Hemmeligheder, se bilag 3. Det
fremhæves blandt andet, at vejnavnet er tæt knyttet til områdets identitet og genkendelighed, samt at en
navneændring vil medføre praktiske og økonomiske konsekvenser for virksomheder og attraktioner på
vejen. Æ' Motorrum har efterfølgende tilkendegivet opbakning til disse synspunkter, se bilag 4.
Maxitours og Mallemukken peger omvendt på, at Kystcentervej henviser til en attraktion, som ikke
længere eksisterer, og at et nyt vejnavn derfor i højere grad bør afspejle områdets nuværende identitet
og udvikling.
For at belyse de kulturhistoriske perspektiver er Lemvig Museum blevet hørt. Museet peger på områdets
tilknytning til Vandbygningsvæsenet og kystsikringen langs Vestkysten og har fremsendt forslag til
eventuelle nye vejnavne, se bilag 5.
Administrationen vurderer, at der er argumenter både for og imod en navneændring. På den ene side
henviser vejnavnet til en funktion, som ikke længere eksisterer. På den anden side er navnet gennem
mange år blevet en del af områdets identitet, genkendelighed og PR. Spørgsmålet vurderes derfor
primært at være en politisk afvejning mellem ønsket om et mere tidssvarende vejnavn og hensynet til den
genkendelighed, som vejnavnet har opnået gennem årene.
Såfremt vejnavnet ændres, anbefaler administrationen navnet Vandbygningsvej. Navnet tager afsæt i
områdets tilknytning til vandbygningsvæsenets arbejde med kystsikring langs Vestkysten og vurderes at
have en stærk stedbunden og kulturhistorisk forankring. Samtidig er navnet robust over tid, idet det ikke
knytter sig til en bestemt attraktion eller funktion. Forslaget støttes af Lemvig Museum.
Lovgrundlag
Lov om vejnavne og adresser (Adresseloven).
Beslutning
Indstillingen anbefalet.
Trine Rønn deltog ikke i sagens behandling.
Kilde: Lemvig Kommune, Økonomi- og Erhvervsudvalget, referat fra mødet mandag 28. september 2026, punkt 11. Læs den originale sag hos kommunen.