Lemvig
Skift kommune
KøbenhavnLemvigAlle kommuner

På dagsordenen 27. oktober, Teknik- og Miljøudvalget, Lemvig

Orientering om afgørelse fra Byggeklageenheden - Skrænten 1, 7620 Lemvig

Lemvig Kommune gav den 30. december 2025 byggetilladelse til opførelse af 2 dobbelthuse med overdækket areal, samt carport og redskabsskur på ejendommen Skrænten 1, 7620 Lemvig. En gruppe af beboere i området har klaget over afgørelsen. Byggeklageenheden kan ikke give medhold i klagen.

Kort fortalt

Hvem
Teknik- og Miljøudvalget, Lemvig Kommune
Hvornår
Tirsdag 27. oktober 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 27. oktober 2026. Du finder dem på lemvig.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

DIREKTØREN FOR TEKNIK & MILJØ INDSTILLER:
Sagen til orientering.

Sagen afgøres endeligt af
Teknik- og Miljøudvalget.

Sagsfremstilling

Lemvig Kommune gav den 30. december 2025 byggetilladelse til opførelse af 2 dobbelthuse
med overdækket areal, samt carport og redskabsskur på ejendommen Skrænten 1, 7620
Lemvig.
En gruppe af beboere i området har klaget over afgørelsen. Byggeklageenheden kan ikke give
medhold i klagen. Det betyder, at kommunens afgørelse gælder.
Det fremgår af klagen, at kommunen fremsendte afgørelsen inden for et par timer efter
høringsfristens udløb den 30. december 2025, hvilket indikerer, at afgørelsen var truffet før
høringsperioden var afsluttet.
Det fremgår desuden af klagen, at kommunen kun har inddraget høringssvaret fra ejeren af
Skrænten 9 i afgørelsen, og ikke høringssvaret fra ejerne af Heldumsvej 20 og 26.
Byggeklageenheden har forstået det som en klage over, at kommunen ikke har inddraget
klagernes høringssvar.
Kommunen anfører i sin udtalelse til klagen af 25. marts 2026, at kommunen ved
sagsbehandlingen og afgørelsen har forholdt sig til alle høringssvar.
Byggeklageenheden bemærker, at det fremgår af kommunens orientering om afgørelsen, at
kommunen har modtaget bemærkninger til projektet fra ejerne af ejendommen Skrænten 9,
7620 Lemvig den 29. december 2025.
Det er ubestridt af kommunen, at i hvert fald ejerne af Heldumvej 26 er part i sagen, og at
ejerne af Skrænten 9, Heldumsvej 20 og 26 er blevet hørt forud for afgørelsen.

Byggeklageenheden finder, at kommunen har pligt til at inddrage partshøringssvar fra parter i
sagen, og at det på baggrund af afgørelsen fremstår som om, at kun høringssvarene fra ejerne
af Skrænten 9 er indgået i sagens behandling. Det er dermed tvivlsomt på baggrund af
afgørelsen, om alle partsindsigelser er indgået i sagsbehandlingen. Dette udgør som
udgangspunkt en retlig mangel i afgørelsen.
Byggeklageenheden finder dog, at uklarheden i forhold til inddragelse af partshøringssvar i den
aktuelle sag må anses for konkret uvæsentlig, og at afgørelsen dermed ikke er ugyldig.
Enheden lægger herved vægt på, at det fremgår af kommunens udtalelse til klagen, at alle
indsigelser er indgået i sagens behandling, og at det fremgår af afgørelsen, at kommunen har
vurderet, at byggeriet overholder byggeretten, hvorfor kommunen ikke kan nægte at give
tilladelse. Enheden lægger desuden vægt på, at partshøringssvaret ikke indeholder
klagepunkter som gør det overvejende sandsynligt, at afgørelsen ville have fået et andet
resultat.
Det fremgår af klagen, at afgørelsen ikke indeholder en konkret og fyldestgørende begrundelse
for, hvorfor byggeprojektet kan godkendes på trods af klagernes indsigelser vedrørende
servitut og trafikale- og sikkerhedsmæssige forhold.
En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver
parten medhold, jf. § 22 i Forvaltningsloven.
En begrundelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet efter, jf.
Forvaltningslovens § 24, stk. 1. En begrundelse skal desuden fremtræde som en forklaring på,
hvorfor afgørelsen har fået det pågældende resultat. Begrundelsen skal om fornødent også
indeholde en kort redegørelse for de oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som er
tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. lovens § 24, stk. 2.
En begrundelse skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det
pågældende resultat. En manglende eller mangelfuld begrundelse anses generelt for at være
en væsentlig mangel, som fører til, at afgørelsen er ugyldig.
Byggeklageenheden finder, at kommunens afgørelse er tilstrækkeligt begrundet.
Enheden lægger herved vægt på, at afgørelsen indeholder en henvisning til de retsregler, som
afgørelsen er truffet efter. Afgørelsen henviser desuden til, at byggeriet overholder
byggeretten, hvorfor kommunen ikke kan nægte at godkende ansøgningen.
Byggeklageenheden kan derfor ikke give medhold i klagepunktet.
Afgørelsen i sin helhed vedlægges som bilag.

Lovgrundlag
Byggeloven og Forvaltningsloven.

Kilde: Lemvig Kommune, Teknik- og Miljøudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 27. oktober 2026, punkt 20. Læs den originale sag hos kommunen.