Besluttet 3. september, Lolland Falster Airport, Lolland
Orientering af flyvepladschefen den 3. september 2026
Denne sag forelægges til orientering i flyvepladsudvalget.
Kort fortalt
- Hvem
- Lolland Falster Airport, Lolland Kommune
- Hvornår
- Torsdag 3. september 2026
- Status
- Besluttet. Taget til efterretning.Beslutningen er forkortet her. Læs hele beslutningen
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Flyvepladschefen orienterer om følgende:
Operationstal:
Det samlede antal operationer til og med juli 2026 udgør 3.861. En operation omfatter enten en
start eller en landing.
Til sammenligning blev der i samme periode i 2025 registreret 3.182 operationer. Det svarer til
en stigning på 679 operationer eller ca. 21 % for samme periode.
Stigningen skyldes primært et øget antal skoleflyvninger. Derudover har der været en mindre
stigning i antallet af flyvninger til og fra udlandet på ca. 8 %, hvilket ligeledes har bidraget til det
samlede aktivitetsniveau på flyvepladsen.
Skilt ved Lolland Falster Airport:
Der er opsat et nyt skilt ved flyvepladsen som erstatning for det tidligere, nedslidte skilt. Det
nye skilt er udformet i overensstemmelse med kommunernes designmanual og sikrer dermed
et ensartet visuelt udtryk. Skiltet giver samtidig et bedre overblik over flyvepladsens tilknyttede
klubber og foreninger samt viser logoerne for både Lolland Kommune og Guldborgsund
Kommune, hvilket tydeliggør flyvepladsens kommunale tilhørsforhold.
Åbent hus:
Der blev den 16. august 2026 afholdt Åbent Hus på Lolland Falster Airport. Arrangementet blev
godt besøgt med ca. 1.540 gæster og deltagelse af 39 luftfartøjer, heraf 2 fly fra Holland og 3
fly fra Tyskland. Den udenlandske deltagelse var med til at understrege arrangementets
rækkevidde ud over lokalområdet.
Dagen bød blandt andet på besøg fra Toldstyrelsen, veteranbiler, Flyverhjemmeværnet med
Twin Otter samt Flyvevåbnets Flyveskole. Herudover deltog en lang række øvrige flyvende og
kørende gæster, som bidrog til et varieret og velbesøgt arrangement.
Der blev i løbet af dagen registreret i alt 190 flyveoperationer, hvilket understreger den store
flyvemæssige aktivitet i forbindelse med arrangementet.
Samlet set vurderes Åbent Hus som et meget tilfredsstillende arrangement med stor opbakning
fra både besøgende, piloter og deltagende aktører.
I forbindelse med planlægningen af næste års arrangement er det vurderingen, at Åbent Hus
fremadrettet vil skulle ændres til et decideret flyveshow. Dette skyldes karakteren af de
flyvninger og flyvende aktiviteter, som ønskes gennemført som en del af arrangementet. En
sådan ændring vil medføre andre krav til blandt andet planlægning, godkendelser, sikkerhed
og den praktiske afvikling, hvilket der skal tages højde for i den videre planlægning.
Banekørsel:
Aktiviteten på landingsbanen i forbindelse med testkørsler, typegodkendelser, fotoshoots og
lignende arrangementer er steget markant. Antallet af banekørsler har til dato i 2026 været det
højeste, der er registreret, og overstiger dermed niveauet for alle tidligere år.
Der gennemføres fortsat banekørsler, og antallet forventes derfor at stige yderligere i løbet af
sensommeren og efteråret.
Brændstofsalg:
Til og med juli 2026 er der solgt 31.238 liter Jet A-1. Heraf udgør salget til andre end
faldskærmsklubben 11.559 liter.
Salget af Avgas udgør til og med juli 2026 i alt 12.908 liter mod 12.098 liter på samme
tidspunkt i 2025, svarende til en stigning på 810 liter eller ca. 6,7 %.
Prisen på Avgas er i 2026 reduceret med 4,00 kr. pr. liter og udgør nu 22,50 kr. pr. liter.
Prisnedsættelsen har bidraget til at styrke flyvepladsens konkurrenceevne og gøre Lolland
Falster Airport mere attraktiv for tilflyvende piloter.
Den Flyvende Tallerken:
Etableringen af Den Flyvende Tallerken har været et væsentligt og tiltrængt løft for
flyvepladsen. Caféen gør det muligt at tilbyde en samlet oplevelse, hvor besøgende kan
kombinere oplevelser på flyvepladsen med gode muligheder for spisning og ophold.
Caféen udvikler i samarbejde med flyvepladsen løbende både koncept og udbud og bidrager i
stigende grad til at styrke Lolland Falster Airport som et attraktivt udflugtsmål og mødested.
Blandt de nye initiativer er konceptet "Spis og Flyv", hvor gæster kombinerer et måltid i caféen
med en flyvning over Femern Bælt-forbindelsens byggeplads. Konceptet har været med til at
tiltrække nye besøgende og skabe øget aktivitet på flyvepladsen.
Der opleves stor optimisme omkring caféens udvikling, og tilbagemeldingerne fra gæsterne er
meget positive. Caféen tiltrækker både lokale besøgende og tilflyvende piloter og passagerer,
og det øgede kendskab til stedet afspejles i et stigende antal besøgende. Samspillet mellem
caféen og flyvepladsens øvrige aktiviteter er med til at styrke flyvepladsens attraktivitet og
skabe et levende miljø for både brugere og gæster.
Omkostningsdelt flyvning:
Der har været stor aktivitet inden for omkostningsdelt flyvning hen over sommermånederne. I
samarbejde med Den Flyvende Tallerken har der været tilbudt konceptet "Spis og Flyv", hvor
gæsterne først har nydt en flyverplatte og efterfølgende en flyvning over Femern Bæltforbindelsens byggeplads. Her har deltagerne haft mulighed for at opleve det omfattende
anlægsprojekt og de store tunnelelementer fra luften.
Konceptet har været en succes og fortsættes derfor i august og september.
Informationsfolder:
Flyvepladsen har i samarbejde med Den Flyvende Tallerken og en lokal pilot udarbejdet en
informationsfolder, der præsenterer caféen, flyvepladsens faciliteter og mulighederne for
omkostningsdelt flyvning (Bilag 1). Formålet med folderen er at synliggøre de samlede
oplevelsesmuligheder på Lolland Falster Airport og øge kendskabet til flyvepladsen blandt
både lokale besøgende og tilflyvende piloter.
Der arbejdes i øjeblikket på en engelsk oversættelse af folderen, som efterfølgende vil blive
distribueret på udvalgte turistdestinationer for at styrke markedsføringen af Lolland Falster
Airport over for besøgende på Lolland Falster. Samtidig er en tysk informationsfolder under
udarbejdelse. Denne vil blive distribueret på tyske flyvepladser via tilflyvende tyske piloter og
relevante samarbejdspartnere med henblik på at øge kendskabet til flyvepladsen i det tyske
privatflyvemiljø og tiltrække flere tilflyvende piloter og besøgende.
Skift af telefonløsning:
Telefoniløsningen er ændret fra en traditionel fastnetløsning til en mobilløsning, hvor
flyvepladsens hovednummer viderestilles, hvorved der ikke længere behov for en
fastnettelefon. Udgiften til telefoni udgjorde i 2025 kr. 3.945,00 og i 2026 i første halvår
udgjorde kr. 3.571,00 kr. Den højere udgift i år skyldes øgede omkostninger til viderestilling af
opkald fra mobilnettet. Den nye løsning reducerer de fremtidige omkostninger væsentligt, idet
den årlige udgift fremover forventes at være i omegnen af. kr. 400,00 årligt.
Transportmuligheder:
Der arbejdes på, fra 2027, at etablere en transportløsning for flyvepladsens tilflyvende gæster.
Formålet er at forbedre tilgængeligheden for turister og øvrige besøgende til lokale attraktioner
og servicefaciliteter gennem transportmuligheder som bil- eller cykeludlejning i begrænset
omfang, så det bliver lettere at komme videre fra flyvepladsen.
Facebook:
Der er fortsat stort fokus på anvendelse af Facebook til synliggørelse af de mange aktiviteter
på flyvepladsen. Ud over flyvepladsens egen Facebook-side deles relevante opslag på både
danske og tyske sider og grupper med henblik på at øge kendskabet til flyvepladsen samt
tiltrække flere flyvende og kørende gæster.
Indstilling
Administrationen indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning.
Beslutning
Fraværende: Sacha Savic, Pernille Sølvhøi, Nicolas de Bertouch-Lehn
Taget til efterretning.
Kilde: Lolland Kommune, Lolland Falster Airport, referat fra mødet torsdag 3. september 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.