Lyngby-Taarbæk
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 19. august, Børne- og Skoleudvalget, Lyngby-Taarbæk

Ungdomsskolens bidrag til unge i sårbare positioner (Orientering)

På baggrund af Børne- og Skoleudvalgets beslutning den 15. april 2026 har forvaltningen undersøgt mulighederne for at oprette et tilbud til unge i sårbare positioner i regi af Ungdomsskolen. Der skitseres her tre mulige indsatser.

Skoler og børnUnge og uddannelse

Kort fortalt

Hvem
Børne- og Skoleudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune
Hvornår
Onsdag 19. august 2026
Status
Besluttet. Orientering givet.
Næste skridt
Den videre proces vil afhænge af udvalgets behandling af sagen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forvaltningen orienterer om tre potentielle indsatser, hvor Ungdomsskolen kan udvikle læringsformer, fællesskaber og aktiviteter, der styrker arbejdet med unge i udsatte positioner. Herunder orienteres om forudsætninger for indsatserne.

Problemstilling

Børne- og Skoleudvalget besluttede den 15. april 2026, at forvaltningen skulle udarbejde en sag om, hvordan Ungdomsskolen kan bidrage til kommunens samlede indsats for sårbare unge. Det blev specificeret at:
"Sagen skal belyse, hvordan Ungdomsskolen kan udvikle læringsformer, fællesskaber og aktiviteter, der styrker arbejdet med unge i udsatte positioner, og som kan drage nytte af skolens praksisnære og relationelle tilgang. Desuden ønskes forslag til, hvordan indsatsen kan igangsættes – herunder hvilke rammer og organisering, der skal være på plads for at løfte opgaven. Formålet er at skabe et beslutningsgrundlag for, hvordan Ungdomsskolen kan få en mere central rolle i kommunens arbejde med unge, der har behov for anderledes rammer og læringsformer."
Løsninger
Forvaltningen har i samarbejde med Ungdomsskolens ledelse undersøgt mulighederne for at oprette en indsats i regi af Ungdomsskolen. Nedenfor skitseres tre forebyggende indsatser. Indsatserne har alle det udgangspunkt, at de skal bidrage til at understøtte trivsel og forebygge, at sårbare elever - på kanten af deres almenfællesskab - får brug for mere indgribende tilbud senere i deres skolegang.
A) Ungefællesskaber på tværs
Der kan på Ungdomsskolen oprettes tilbud om forløb for elever på tværs af skoler med udgangspunkt i en evidensbaseret pædagogisk tilgang til elever i udsatte positioner. Denne mulighed er inspireret af ungdomsskoler i flere andre kommuner, som på forskellig vis arbejder med forløb ud fra denne tilgang. Der arbejdes med elevernes selvværd, evne til at indgå i fællesskaber og deltage aktivt i skolen. Dette skal forebygge, at eleven senere får brug for mere indgribende tilbud. Udgangspunktet er, at eleverne deltager i undervisning og aktiviteter på Ungdomsskolen i fx 2-3 dage om ugen i en afgrænset periode (fx 6-9 uger), og de andre ugedage deltager i undervisning med deres egen klasse for at holde fast i et klassefællesskab og gøre det lettere at vende tilbage efter forløbet. Forløbet vil være sammensat af aktiviteter, som adskiller sig i form og indhold fra undervisningen i almenmiljøet. Som led i forløbet

informeres elevens klasse og lærere om indhold og udbytte af forløbet, hvilket kan gøre elevens deltagelse mere forståelig for de andre elever. Der vil skulle ansættes to-tre undervisere, som uddannes i tilgangen.
B) Åben Skole
Et Åben Skole-tilbud på Ungdomsskolen kan fungere som et supplement til undervisningen i folkeskolen, hvor lærere kan booke fleksible forløb, der understøtter trivsel og læring i klassen. Målgruppen er hele klasser (typisk 5.–9. klasse), hvor undervisere ønsker et målrettet forløb, der styrker trivsel, fællesskab eller specifikke kompetencer. Åben Skole kan indeholde forskellige tilbud, fx en dag med fokus på klassens sammenhold og trivsel gennem aktiviteter hos Ungdomsskolen. Der vil skulle tilføres kompetencer eller ansættes undervisere inden for de temaer, som Ungdomsskolen udbyder. Forvaltningen bemærker, at der allerede findes lignende tilbud om trivsel på klasseniveau i regi af PPR og Headspace. Der skal derfor sikres en tydelig afgrænsning til eksisterende tilbud.
C) Heltidsundervisning i en afgrænset periode, evt. med tilbud om at afslutte folkeskolen med folkeskolens afgangsprøver
Tilbuddet indebærer, at Ungdomsskolen etablerer heltidsundervisning, hvor elever tilbydes prøveforberedende undervisning med efterfølgende prøver i folkeskolens fag. Der er tale om tidsmæssigt afgrænsede forløb på mindre hold, hvor eleven opfylder sin undervisningspligt i Ungdomsskolen. Formålet er et midlertidigt afbræk fra folkekolen og at genopbygge motivation, trivsel og tro på egne evner gennem en mere fleksibel og individuelt tilpasset undervisning. Undervisningen varetages af lærere, der kan dække de obligatoriske fag. Der visiteres ikke til tilbuddet, men skoler kan efter forældres anmodning indstille elever til et forløb. Dette tilbud har ift. målgruppe og indhold flere overlap med kommunens eksisterende tilbud (Next Step og Fraværstilbuddet). Forvaltningen vurdering er, at en sådan indsats ud over overlap til andre tilbud kan medføre risiko for, at det bliver svært for eleven at vende tilbage til sin klasse efter endt forløb.
Alle tre indsatser kan understøtte, at elever får kendskab til Ungdomsskolen og vil i varierende grad give mulighed for brobygning til Ungdomsskolens øvrige tilbud og fællesskaber. Der kan ikke visiteres til indsatserne. Det gør sig derfor gældende for alle tre indsatser, at skolerne har en afgørende rolle ift. at identificere elever/klasser, som vil have gavn af indsatserne og brobygge til indsatsen på Ungdomsskolen.
Forvaltningens anbefaling
Forvaltningen anbefaler indsats A, idet forvaltningen vurderer, at denne indsats vil udgøre et relevant forebyggende supplement til eksisterende og mere indgribende indsatser, som fx Next Step og Fraværstilbuddet. Samtidig har indsatsen den fordel, at eleverne både får mulighed for at indgå i nye fællesskaber i forløbet på Ungdomsskolen og fastholdes i almenskolen, hvor de får mulighed for løbende at bruge og opøve deres nye kompetencer i praksis. Mulighed A kan eventuelt kombineres med mulighed B.

Forudsætning: Faste fysiske ramme til et tilbud i Ungdomsskolen for børn i udsatte positioner under Ungdomsskolen
Fælles for alle tre indsatser vil det være en forudsætning, at der er faste fysiske rammer til tilbuddet i regi af Ungdomsskolen.
Det vil for alle tre indsatser være afgørende, at eleverne mødes i en sammenhæng, der tydeligt adskiller sig fra elevernes almindelige skolehverdag, både fysisk, relationelt og indholdsmæssigt/metodisk. Det forudsætter, at der stilles faste fysiske rammer til rådighed, som kan understøtte den nye indsats på Ungdomsskolen. De faste fysiske rammer skal sikre et roligt, fleksibelt og overskueligt miljø for de unge med ledelsesnærhed for underviserne. Da de beskrevne indsatser foregår i skoletiden (almindeligvis kl. 8-16), vil de fysiske rammer kunne indrettes fleksibelt således, at det efter skoletid vil kunne overgå til at rumme fritidsaktiviteter i regi af Ungdomsskolen.
Strategisk ramme
Folkeskoleloven § 33, stk. 3. Undervisningspligten kan endvidere efter det 7. klassetrin opfyldes ved deltagelse i heltidsundervisning i den kommunale ungdomsskole i henhold til lov om ungdomsskoler samt ved deltagelse i undervisningsforløb i henhold til § 9, stk. 4. Kortere, afgrænsede forløb kan efter forældrenes anmodning tilbydes elever i 7.–9. klasse inden for rammerne af § 33 (særligt tilrettelagte forløb).
Folkeskoleloven § 33, stk. 8. Efter anmodning fra forældrene, jf. § 54, kan skolens leder tillade, at en elev på 7.-9. klassetrin delvis opfylder sin undervisningspligt ved at deltage i undervisning i fag inden for folkeskolens fagrække i den kommunale ungdomsskole.
Ungdomsskoleloven § 3, stk. 2 og § 3a

Videre proces

Den videre proces vil afhænge af udvalgets behandling af sagen.

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser, idet der er tale om en orientering om potentielle indsatser.
De økonomiske konsekvenser af de tre potentielle indsatser afhænger primært af behovet for ansættelse af undervisningspersonale. Dertil kan komme ejendomsudgifter, lønmidler til ledelse, supervision og kompetenceudvikling, leje af IT-udstyr samt møblering, hvilket endnu ikke er estimeret, idet det vil afhænge af lokation m.v.
A) Ungefællesskaber på tværs
Indsatsen forudsætter ansættelse af to til tre lærere til gennemførelse af forløbene. Med udgangspunkt i ressourcetildelingsmodellens årlige tildeling på 648 tkr. pr. lærer, udgør den samlede årlige driftsudgift et sted mellem 1,3 mio. kr. og 1,9 mio. kr. Derudover er der en engangsudgift til kompetenceudvikling af medarbejdere på 23 tkr. per medarbejder.

B) Åben Skole
Indsatsen forudsætter ansættelse af op til to lærere afhængigt af efterspørgslen på tilbuddet og de eksisterende kompetencer i Ungdomsskolen. Med udgangspunkt i ressourcetildelingsmodellens årlige tildeling på ca. 648 tkr. pr. lærer udgør den samlede årlige udgift op til 1,3 mio. kr.
C) Heltidsundervisning i en afgrænset periode, evt. med tilbud om at afslutte folkeskolen med folkeskolens afgangsprøver
Indsatsen forudsætter ansættelse af to lærere til at varetage undervisningen i de obligatoriske fag. Med udgangspunkt i ressourcetildelingsmodellens årlige tildeling på ca. 648 tkr. pr. lærer udgør den samlede årlige udgift ca. 1,3 mio. kr.
Finansiering
Forvaltningen kan ikke anvise finansiering inden for de eksisterende budgetrammer til nogen af de tre indsatser. En eventuel iværksættelse vil derfor forudsætte tilførsel af yderligere budgetmidler eller omprioritering inden for de politisk fastsatte økonomiske rammer. Såfremt indsatserne forudsætter anvendelse af nye eller alternative lokaler, kan der endvidere være afledte økonomiske konsekvenser. Dette kan blandt andet have betydning for Kultur- og Fritidsudvalgets område, hvis Musikskolen skal flytte lokation, ligesom der kan være økonomiske konsekvenser på ejendomsområdet under Økonomiudvalget. Eventuelle merudgifter hertil er ikke opgjort.
Beslutningskompetence
Børne- og Skoleudvalget orienteres.

Beslutning

Orientering givet.

Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Børne- og Skoleudvalget, referat fra mødet onsdag 19. august 2026, punkt 15. Læs den originale sag hos kommunen.