Lyngby-Taarbæk
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 19. august, Børne- og Skoleudvalget, Lyngby-Taarbæk

Børn og Familie Rådgivning og Indgang - Status på genopretningsindsatser, pejlemærker mv. (Orientering)

Forvaltningen orienterer om status på genopretningsarbejdet i enhederne Børn og Familie Rådgivning og Indgang, der blev igangsat i foråret 2025 på baggrund af udfordringer med arbejdsmiljø, ledelse og kvalitet i sagsbehandlingen.

Skoler og børn

Kort fortalt

Hvem
Børne- og Skoleudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune
Hvornår
Onsdag 19. august 2026
Status
Besluttet. Orientering givet.
Næste skridt
Forvaltningen arbejder videre med den politisk besluttede genopretningsplan, herunder de 20 genopretningsindsatser, følgegruppe for genopretningsarbejdet, spørgeskemaundersøgelsen m.v.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forvaltningen orienterer om status for genopretningsarbejdet i enhederne Børn og Familie Rådgivning og Indgang.

Problemstilling

Baggrund
I marts 2025 blev det daværende Skoleudvalg orienteret om store udfordringer i Børn og Familie Rådgivning og Børn Indgang, som er de to forvaltningsenheder på det specialiserede børneområde (0-14 år), der træffer myndighedsafgørelser. Af orienteringen fremgik det, at der var kritik af ledelse, højt arbejdspres, sygemeldinger og problemer med kvaliteten i sagsbehandlingen. En del af kritikken var, at sager blev "lukket for tidligt", dvs. uden tilstrækkelig faglig vurdering. Forvaltningen iværksatte med det samme tiltag for at forbedre trivsel, arbejdsmiljø og kvalitet, bl.a. flere ressourcer og ændrede arbejdsgange.
Ekstern gennemgang af lukkede sager, samt ekstern undersøgelse af de personalejuridiske og ledelsesmæssige beslutninger i enhederne Børn og Familie Rådgivning og Indgang
Der blev gennemført en omfattende gennemgang af sager, der var blevet lukket i perioden fra august 2024 til februar 2025, senere udvidet til hele 2024 ved 1) tværkommunal konsulent i 4kommunesamarbejdet 2) Eksternt firma (BDO). Både den tværkommunale konsulent og BDO identificerede et antal sager, som var blevet lukket uden tilstrækkelig faglig begrundelse. I de sager, som den tværfaglige konsulent og/eller BDO anbefalede at genbesøge, har forvaltningen fulgt op og varetaget eventuelt manglende sagsskridt, herunder genåbnet sagen, hvis det var nødvendigt. Herudover blev revisionsfirmaet PwC tilknyttet til at følge genopretningen. PwC's vurdering var, at forvaltningens opfølgning ift. de lukkede sager var fyldestgørende. Også de ledelsesmæssige og personalejuridiske beslutninger blev undersøgt af eksternt advokatfirma. Konklusionen fra advokaten var, at der var handlet i overensstemmelse med de personaleretlige regler og ledelsesmæssige principper. En

detaljeret beskrivelse af historikken i det samlede forløb fremgår af bilag 1.
Genopretningsindsatser, samt pejlemærker
Det daværende Skoleudvalg fik den den 22. april 2025 forelagt forvaltningens redegørelse om personalesituationen, herunder 20 genopretningstiltag på kort, mellemlang og lang sigt. Der blev af Økonomiudvalget afsat 5 mio. kr. til indsatsen, og Skoleudvalget og Økonomiudvalget er løbende blevet orienteret om status på genopretningsarbejdet. Redegørelsen er vedlagt som bilag 2.
I november 2025 fastsatte Skoleudvalget fem pejlemærker for genopretningsarbejdet: Hurtig sagsbehandling og klar kommunikation, systematisk opfølgning, kontinuitet i sagsbehandlingen, bedre sammenhæng i overgange samt en tillidsfuld dialog med borgerne. Der blev også besluttet, at forvaltningen skulle inddrage forældre via en følgegruppe.
Kvalitet og læring
Ankestyrelsens statistik for 2025 viste en høj omgørelsesprocent, især pga. manglende inddragelse af barnet samt utilstrækkelige oplysninger og begrundelser. Forvaltningen arbejder allerede, som en del af genopretningsindsatserne, med kompetenceudvikling i systematisk sagsbehandling, og resultaterne fra Ankestyrelsens statistik understreger vigtigheden af dette fokus. I maj 2026 besluttede Kommunalbestyrelsen desuden at afsætte budget til ansættelse af en jurist.
Yderligere initiativer og borgerperspektivet
Der er iværksat samarbejde med borgerrådgiveren, herunder tilgængelighed for medarbejdere og faste mødefora med ledelsen. Derudover har forvaltningens øverste ledelse gennemført interviews med forældre for at forstå deres oplevelser og identificere forbedringsmuligheder, ligesom der i juni 2026 er afholdt et møde med en gruppe af forældre, som havde henvendt sig, og som på baggrund af deres medlemskab af en lukket Facebook-gruppe påtog sig at tale på vegne af en bredere forældregruppe. Der er aftalt et opfølgende møde med samme gruppe i august måned. En tilfredshedsundersøgelse blandt forældre til børn med igangværende sager blev igangsat i juni 2026 med ekstern bistand for at sikre anonymitet og læring til det videre arbejde. Kommunen har modtaget rapporten den 29. juli 2026 (bilagt). Forvaltningen har udarbejdet et internt notat omkring de metodiske overvejelser ift. tilfredshedsundersøgelsen (bilagt).
Løsninger
Generel status
Siden foråret 2025 er der arbejdet med at få det grundlæggende fundament i enhederne Børn og Familie Rådgivning og Indgang genetableret. Børn og Familie Indgang har været fuldt bemandet fra 1. marts 2025 og er godt i gang med deres sædvanlige drift, suppleret med bemanding af distrikterne i tæt samarbejde med skoler og dagtilbud. Børn og Familie

Rådgivning har været hårdere ramt og nærmer sig først fra august 2026 fuld bemanding. Sygefraværet er reduceret markant i både Børn og Familie Rådgivning og Indgang, og det er fortsat nedadgående. Da sygefraværet var på sit højeste var det på 36,6 dage i gennemsnit per medarbejder, særligt grundet flere langtidssygemeldinger. I maj 2026 var det reduceret til 23,8 dage per medarbejder, hvilket svarer til en reduktion på 35 pct.. Reduktionen ses primært på langtidsfraværet, som er halveret i den nævnte periode. Forvaltningen er opmærksom på, at 23,8 dage i gennemsnit pr. medarbejder fortsat er for højt, hvorfor der fortsat er en fokuseret indsats på dette med hjælp fra kommunens tværgående fraværskonsulent. Der er dog tale om en markant nedadgående udvikling det seneste halve år, som forventes at fortsætte.
I hele perioden har der været arbejdet med at genoprette sager og indhente forsinkede sagsskridt i Børn og Familie Rådgivning samtidig med modtagelsen af nye medarbejdere, hvor der i perioden er ansat 25 nye medarbejdere. Arbejde har som beskrevet været påvirket af såvel sygefravær som skiftende og nye rådgivere og vikarer på sagerne, hvilket betyder, at der stadig er overskredne frister og andre hængepartier i mange sager. I perioden er der desuden oplevet en stigning i sagstal på ca. 100 sager, hvilket har forstærket udfordringerne. De mange nye sager har kaldt på handlinger, som ikke kunne udsættes, og det har bidraget til at forlænge situationen, hvor Børn og Familie Rådgivning har været nødt til at prioritere de mest akutte sager. Dermed er opfølgninger og andre løbende sagsbehandlingsskridt i et vist omfang blevet nedprioriteret – hvilket igen betyder at frister bliver overskredet, herunder de børnefaglige undersøgelser. Forvaltningen har som en del af håndteringen af dette efterslæb ansat en studentermedhjælper, som kan hjælpe til med de dele af opgaven, der ikke kræver en rådgiver. Herudover planlægges en ekstra administrativ uge for rådgiverne. Det vurderes dog samtidig at være nødvendigt med ekstra ressourcer for at indhente efterslæbet. Forvaltningen er ved at afklare, hvilken model der bedst sikrer dette, herunder brug af eksterne vikarer.
Forvaltningen oplever samtidig, at der er en tillidskrise i relationen til flere borgere, i nogle tilfælde fordi borgerne har oplevet mange sagsbehandlerskift, overskridelser, fejl i afgørelser og en kommunikation, som har været oplevet uhensigtsmæssig – og i andre tilfælde fordi borgerne har læst i avisen og/eller på de sociale medier, at Børn og Familie Rådgivning ikke er til at stole på.
Ovenstående stiller ekstremt høje krav til medarbejdere og ledelse i enhederne, og selvom genopretningen har været i gang i et år, er det først i 3. kvartal 2026, hvor der er fuld bemanding og et nedadgående sygefravær i Børn og Familie Rådgivning, at man kan sige, at det fundament, der er nødvendigt for at lykkes med genopretningen, er genetableret.
Status på de politisk besluttede genopretningsindsatser
De seneste 15 måneder har forvaltningen arbejdet med de 20 genopretningsindsatser, der blev politisk besluttet 22. april 2025 for at sikre en genopretning af Børn og Familie Rådgivning og Indgang. Der er tale om indsatser på kort, mellemlang og på længere sigt. Status er, at der er arbejdet / arbejdes med alle 20 genopretningsindsatser. Nogle er idriftsat, andre er fortsat i fuld gang. En udfoldet status på genopretningsindsatserne er bilagt sagen. Som beskrevet i afsnittet 'Problemstilling', har Kommunalbestyrelsen i april 2026 besluttet at bevilge midler til ansættelse af en jurist. Juristen er nu ansat og starter 1. september. Dette vil betyde en styrket adgang for rådgivere og ledelse til juridiske kompetencer, som vurderes at ville øge kvaliteten i

sagsbehandlingen - herunder i kvaliteten af afgørelserne.
Status på de politisk besluttede pejlemærker
Som beskrevet i afsnittet "Problemstilling, besluttede det daværende Skoleudvalg den 26. november 2025 fem pejlemærker for genopretningsarbejdet. Pejlemærkerne omhandler følgende temaer: Sagbehandlingstid og kommunikation, opfølgning, kontinuitet i sagsbehandlingen, overgange, samt styrket dialog. En udfoldet status for pejlemærkerne er bilagt sagen.
Det er forvaltningens vurdering, at opfølgningen viser begyndende tegn på, at den igangværende indsats med kompetenceudvikling i systematisk sagsbehandling samt arbejdet med grundlig oplæring ved opstart af nye rådgivere har en positiv effekt, hvilket også resultaterne fra Ankestyrelsens omgørelsesprocenter for Barnets Lov i 1. kvartal 2026 kan være et første tegn på (se uddybning i afsnit nedenfor). Forvaltningen bemærker dog samtidig, at det kulturarbejde, der er sat i værk omkring mødet med borgeren, tager tid. På den baggrund ser forvaltningen denne første opfølgning på de politisk besluttede pejlemærker som den første samlede opfølgning på virkninger, der har betydning for den borgeroplevede kvalitet. Opfølgningen gentages fremadrettet med henblik på at følge udviklingen i de forskellige parametre.
For at sikre at udvalget får fleste mulige perspektiver at følge udviklingen ud fra, vil forvaltningen gerne lægge yderligere indikatorer til udover de allerede besluttede pejlemærker. Forvaltningen foreslår, at udvalget som en del af de kommende opfølgninger på pejlemærkerne også får en status på sygefravær, på rekruttering af medarbejdere, på sagstallet og på kompetenceudvikling og onboarding. Disse områder har en stor betydning for muligheden for at skabe kontinuitet blandt rådgiverne og dermed for at sikre kvalitet i sagsbehandlingen.
Status på nedsættelse af følgegruppe til at følge genopretningsarbejdet
På baggrund af politiske beslutning om at nedsætte en følgegruppe til at følge genopretningsarbejdet henvendte forvaltningen sig i maj 2026 til Handicaprådet for at anmode om bistand til at udvælge 5-7 repræsentanter til en følgegruppe. Handicaprådet er 11. juni vendt tilbage med navne på repræsentanter til følgegruppen; to repræsentanter fra Handicaprådet samt forældrerepræsentanter. Forvaltningen har indkaldt til det første møde i august måned.
Status på omgørelsesprocenter fra Ankestyrelsen
Som nævnt, er der iværksat kompetenceudvikling i systematisk sagsbehandling med særligt fokus på inddragelse af barnet, hvilket forventes at have en effekt på omgørelsesprocenten i Ankestyrelsen. Der er imidlertid op til 1,5 års sagsbehandlingstid på sager i Ankestyrelsen, hvorfor forvaltningen tidligere har gjort opmærksom på, at de afgørelser, der modtages i 2026, kan handle om kommunale afgørelser truffet før genopretningen og før Ankestyrelsens principmeddelelse om, at inddragelse af barnet er at betragte som en garantiforskrift.

Der er offentliggjort nye tal fra Ankestyrelsen på omgørelsesprocenten for sager om Barnets Lov for 1. kvartal 2026. Omgørelsesprocenten er i 1. kvartal på 50 pct. for Lyngby-Taarbæk Kommune. Da der kun tale om 14 afgørelser er det endnu for tidligt at konkludere, hvordan den samlede statistik vil se ud, men tallet tyder trods alt på en forbedring i forhold til resultatet fra 2025. Omgørelsesprocenten i hele landet for det første kvartal i 2026 er på 53 pct..
Status på tilfredshedsundersøgelse
I juni 2026 blev der igangsat en tilfredshedsundersøgelse, hvor alle borgere med en sag på det specialiserede børneområde (0-14 år) er blevet kontaktet via e-boks med invitation om at deltage i undersøgelsen. Undersøgelsen er bilagt sagen. Kun 8% svarende til 91 forældre af det samlede antal borgere i målgruppen har svaret på tilfredshedsundersøgelsen. Med en så lav svarprocent er det svært at genrealisere ud fra undersøgelsens resultater, men den kan anvendes som indikationer på borgeroplevelser af samarbejdet med kommunen. Overordnet set viser resultaterne fra tilfredshedsundersøgelsen en udbredt utilfredshed med samarbejdet med kommunen. Forældrene oplever, at det er vanskeligt at komme i kontakt med medarbejderne fra det specialiserede børneområde. Forældrene giver udtryk for en utilstrækkelig kommunikationspraksis, en utilstrækkeligt samarbejdskultur og manglende sammenhæng i deres barns forløb på tværs af medarbejdere og tilbud i kommunen. Forældre giver også udtryk for manglende overblik over deres barns sag og de muligheder der findes. Omvendt er der også en mindre andel af forældrene, der giver udtryk for tilfredshed med samarbejdet med kommunen. Et område, hvor forældrene i særlig grad giver udtryk for en mindre utilfredshed, er ift. de indsatser, de får tilbudt. Her er det lige godt halvdelen af forældrene, som angiver, at de er tilfredse med de støttende indsatser, de har fået tilbudt. Undersøgelsens resultater vil indgå som en væsentlig del af genopretningsarbejdet i Børn og Familie Rådgivning og Indgang. Kontakt- og kommunikationspraksis, samt samarbejdskultur er områder, som indgår i de 20 genopretningsindsatser og de fem pejlemærker.
Implementering af relationsværktøj
Forvaltningen er i gang med at implementere et nyt relationsværktøj, som kan give rådgiverne feedback fra familierne. Formålet med værktøjet er at udvikle praksis og få indsigt igennem systematisk feedback fra borgerne i realtid om, hvorvidt borgerne oplever sig lyttet til, forstået og hjulpet. Besvarelsen bliver herefter udgangspunkt for den videre afrunding af samtalen. Ved at spørge borgeren direkte får medarbejderne vigtig viden om, hvordan deres indsats og formidling opleves af borgeren, og medarbejderen kan justere indsatsen herefter. Medarbejderne deltager i kompetenceudvikling i 2026 og første halvår af 2027, og der er løbende fokus på selve implementeringen i afdelingen.
Forvaltningen har desuden lagt en politisk indstilling op i såvel Børne- og Skoleudvalget som Beskæftigelses- og Socialudvalget i august om at investere i et nye system, "BDO indsigt", der også gerne skal bidrage til at øge kvaliteten i sagsarbejdet.
Overordnet anbefaling til det videre genopretningsarbejde
Forvaltningen bemærker slutteligt, at der her, 15 måneder efter den første orientering til

udvalget, ikke længere er nogen af de tidligere ledere (med undtagelse af en leder, der var på barsel) eller chefer tilbage på det pågældende område, og at 19 ud af 33 medarbejdere er nyansatte.
Med baggrund i dette samt det omfattende genopretningsarbejde, der er i gang, herunder de 20 genopretningsindsatser, der arbejdes med, de fem pejlemærker, der skal følges op på, en følgegruppe for genopretningsarbejdet, der skal mødeunderstøttes, en tilfredshedsundersøgelsen der skal følges op på, implementering af nyt relationsværktøj m.v., anbefaler forvaltningen, at der er et fokus på at skabe fokus stabilitet om rammerne for afdelingen, så afdelingen kan arbejde målrettet med de omfattende besluttede initiativer og tiltag.
Genopretningsarbejdet forventes at tage minimum 2-3 år endnu.
Strategisk ramme
Politisk besluttet redegørelse, april 2025, herunder 20 genopretningsindsatser.
Politisk besluttede pejlemærker for genopretningsarbejdet, november 2025.

Videre proces

Forvaltningen arbejder videre med den politisk besluttede genopretningsplan, herunder de 20 genopretningsindsatser, følgegruppe for genopretningsarbejdet, spørgeskemaundersøgelsen m.v.

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutningskompetence
Børne- og Skoleudvalget orienteres.
Økonomiudvalget orienteres.

Beslutning

Orientering givet.

Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Børne- og Skoleudvalget, referat fra mødet onsdag 19. august 2026, punkt 3. Læs den originale sag hos kommunen.