Besluttet 19. august, Børne- og Skoleudvalget, Lyngby-Taarbæk
Tildelingsmodel for puljerne til enkeltintegration og pædagogisk assistance (Beslutning)
Skoleudvalget vedtog i april 2024 en ny tildelingsmodel for puljerne til enkeltintegration og pædagogisk assistance med ikrafttrædelse fra januar 2024 og evaluering primo 2025.
Kort fortalt
- Hvem
- Børne- og Skoleudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune
- Hvornår
- Onsdag 19. august 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt, idet udvalget bemærker, at forvaltningen arbejder videre med skolernes input.
- Næste skridt
- Forvaltningen vil arbejde videre med tilpasning af modellen i dialog med skolelederne, med afsæt i deres input, og samtidig se den i sammenhæng med de kommende nationale ændringer på området og onlineundervisning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen foreslår, at den nuværende tildelingsmodel for puljerne til enkeltintegration og pædagogisk assistance permanentgøres.
Problemstilling
Den tidligere tildelingsmodel for midler til enkeltintegration – specialundervisning i en almindelig klasse i mindst 9 undervisningstimer (12 lektioner) ugentligt – samt pædagogisk assistance til børn med fysiske handicap gav skolerne begrænsede muligheder for strategisk planlægning og systematisk kapacitetsopbygning. Da ressourcetildelingen var direkte knyttet til individuelle visitationer, medførte modellen betydelige budgetmæssige udsving, hvilket vanskeliggjorde langsigtet bemandings- og kompetenceplanlægning. Skolerne efterspurgte derfor en mere stabil og forudsigelig ressourcetildeling. Derudover var den tidligere tildelingsmodel for midler til enkeltintegration og pædagogisk assistance vanskelig at styre i forhold til at sikre budgetoverholdelse.
På den baggrund udarbejdede en arbejdsgruppe bestående af forvaltningen og skoleledere en ny tildelingsmodel for enkeltintegration og pædagogisk assistance. Den nye model blev efterfølgende besluttet af Skoleudvalget i april 2024. Skoleudvalget besluttede i juni 2025 at justere tildelingsmodellen, således at der i højere grad tages hensyn til antallet af elever, der opfylder Danmarks Statistiks 3+-kriterier (socioøkonomiske kriterier). Det blev besluttet, at den del af tildelingen, der udmøntes fra årets start, fremadrettet fordeles med 25 % efter elevtal og 75 % efter Danmarks Statistiks 3+-kriterier. Justeringen betyder, at skoler med en højere andel af elever, der opfylder 3+-kriterierne, i højere grad tilgodeses i den forlods udmelding af midler. Det blev samtidig besluttet, at der i efteråret 2025 skulle igangsættes en proces for evaluering af den nye tildelingsmodel, herunder en stillingtagen til hvilke evalueringskriterier der skulle indgå. Det fremgik endvidere, at forvaltningen efterfølgende ville forelægge en ny evaluering for Skoleudvalget medio 2026. Forvaltningen har i samarbejde med skolelederne gennemført en evaluering af den gældende tildelingsmodel.
Løsninger
Evaluering af tildelingsmodel for puljerne til enkeltintegration og pædagogisk assistance
Evalueringen har til formål at belyse, hvorvidt den nuværende tildelingsmodel understøtter de
oprindelige intentioner med modellen. Evalueringen omfatter ikke en vurdering af fordelingsnøglen. Forvaltningen finder, at en sådan vurdering ikke vil være hensigtsmæssig på nuværende tidspunkt, da der forventes ændringer i lovgivningen på området fra 2027 som følge af aftalen om nye regler for fravær og specialundervisning i folkeskolen. Dette forventes at få betydning for de fremtidige rammer for ressourcetildelingen.
Modellen blev etableret med følgende intentioner:
Forlods tildeling af midler, så skolerne har et tydeligt økonomisk grundlag ved årets start
Bedre mulighed for strategisk planlægning og ansættelser
Øget styrbarhed i anvendelsen af midler
Reduktion af bureaukrati og klagesagsbehandling for skolerne
Styrbarhed og lokal planlægning
Skolelederne giver udtryk for, at modellen som udgangspunkt giver bedre muligheder for lokal prioritering af midler til støtteindsatser og ansættelser end tidligere modeller, hvor ressourcerne i højere grad blev tildelt løbende og på baggrund af enkeltsager. Samtidig peger skolelederne på, at den første udmøntning af midler ikke fuldt ud blev foretaget i overensstemmelse med modellens intentioner om en forlods tildeling. Da den seneste ændring af tildelingsmodellen først blev besluttet i forbindelse med evalueringen medio 2025, var det ikke muligt at gennemføre den første udmøntning af midler fuldt ud efter modellens princip om forlods tildeling. Det har i praksis medført usikkerhed om de samlede økonomiske rammer, hvilket kan have betydning for skolernes muligheder for langsigtet planlægning. Dette gælder særligt i forhold til strategiske ansættelser og tilrettelæggelsen af støtteindsatser, hvor økonomisk stabilitet er en væsentlig forudsætning for at kunne træffe flerårige dispositioner.
Økonomisk forudsigelighed og rammesætning ved årets start
Skolelederne giver udtryk for, at et forlods udmeldt budget giver en mere tydelig og anvendelig økonomisk ramme ved årets start. Dette opleves som en styrke i forhold til at kunne planlægge skoleåret og prioritere ressourcer fra årets begyndelse. Samtidig peger skolelederne på, at der i løbet af budgetåret kan opstå usikkerhed om den samlede økonomiske ramme. Dette kan eksempelvis skyldes, at en del af puljen tilbageholdes til pædagogisk assistance, og at de faktiske udgifter til ordningen har betydning for, hvor mange af de tilbageholdte midler der efterfølgende kan fordeles til skolerne. Det betyder, at den økonomiske ramme ikke i alle tilfælde opleves som fuldt stabil gennem hele budgetåret, hvilket kan påvirke den løbende økonomiske planlægning.
Økonomisk usikkerhed og håndtering af enkeltsager
Det fremgår, at enkelte elever med omfattende støttebehov kan have en relativt stor økonomisk vægt i den enkelte skoles samlede budget. Dette betyder, at enkelte sager kan få stor betydning for skolens samlede økonomiske råderum. Skolelederne giver udtryk for, at
dette kan påvirke den løbende prioritering af ressourcer og skabe behov for justeringer i skolens økonomiske planlægning gennem året. Forvaltningen bemærker, at modellen fortsat har en høj grad af central styring i forhold til de mest omfattende støttebehov, hvilket bidrager til at reducere den økonomiske sårbarhed, som kan opstå for den enkelte skole som følge af særligt ressourcekrævende elevsager.
Overgange mellem dagtilbud og skole
Skolelederne peger på en særlig udfordring i overgangen fra dagtilbud til skole, idet flere børn starter i skolen med et kendt eller visiteret støttebehov. Det betyder, at skolerne allerede ved skolestart skal prioritere en betydelig del af deres ressourcer til disse børn. Samtidig har skolerne, trods det eksisterende overgangsarbejde, ofte et begrænset forhåndskendskab til børnene, da deres behov endnu ikke er observeret i en skolekontekst. Afklaringen af det konkrete støttebehov og de økonomiske konsekvenser sker derfor i nogle tilfælde tæt på eller efter skolestart. Dette kan skabe usikkerhed i opstartsfasen af skoleåret og vanskeliggøre den tidlige planlægning af ressourcer og indsatser. Forvaltningen bemærker, at modellen har en begrænsning, idet den ikke tager højde for, at omfanget af børn med kendte eller visiterede støttebehov ved skolestart kan variere mellem skolerne.
Nationale reformer og forventede ændringer i styringsrammen
Det fremgår, at de kommende nationale ændringer på området for specialundervisning og fravær forventes at få betydning for den nuværende tildelingsmodel og dens anvendelse i praksis. Skolelederne giver udtryk for, at ændringerne kan påvirke både visitationspraksis og den økonomiske tilrettelæggelse af indsatsen. Dette skyldes, at nye regler kan ændre forudsætningerne for, hvilke elever der modtager støtte, hvordan støttebehov identificeres og visiteres, samt hvordan ressourcerne fordeles og anvendes. Ændringerne kan derfor få betydning for den fremadrettede indretning og anvendelse af modellen.
Samlet vurdering af modellens målopfyldelse og det videre arbejde
Evalueringen viser, at den nuværende tildelingsmodel delvist understøtter de oprindelige intentioner om forlods udmelding af midler, øget planlægningsmulighed, styrbarhed og reduktion af bureaukrati, men skolelederne giver samtidig udtryk for, at der fortsat er forhold, hvor intentionerne ikke i fuldt omfang er indfriet i praksis. Skolelederne giver udtryk for, at der fortsat er behov for videre arbejde med modellen, særligt i forhold til økonomisk forudsigelighed, håndtering af ændringer i løbet af budgetåret samt sammenhæng mellem det visiterede behov og den økonomiske tildeling. Forvaltningen vil på denne baggrund arbejde videre med disse forhold. Dette omfatter blandt andet et fokus på at styrke stabiliteten i de økonomiske rammer og reducere usikkerhed i den løbende budgetstyring. Arbejdet vil ske i lyset af de kommende nationale ændringer på området og i dialog med skolelederne.
Onlineundervisning
Forvaltningen bemærker, at nogle af de børn, der tidligere blev varetaget gennem
enkeltintegrationsmidlerne, i dag er omfattet af onlineundervisning og de dertil hørende midler. Forvaltningen vil derfor fremadrettet se modellen i sammenhæng med onlineundervisning. På den baggrund afsættes der fra den 1. januar 2027 ca. 2 mio. kr. årligt til forsøget med kommunal onlineundervisning for elever med langvarigt og bekymrende skolefravær fra enkeltintegrationsmidlerne. Forsøget med onlineundervisning løber frem til udgangen af 2028 og afsluttes med en evaluering, hvorefter der tages stilling til tilbuddets videre forløb.
Bemærkninger fra CenterMED
CenterMED bemærker, at det vil være hensigtsmæssigt at genbesøge fordelingsnøglen på et senere tidspunkt.
Strategisk ramme
Folkeskoleloven: § 3, stk. 2-3 om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Principper for økonomistyring i Lyngby-Taarbæk Kommune afsnit 3,5 Bevillingsstyring.
Videre proces
Forvaltningen vil arbejde videre med tilpasning af modellen i dialog med skolelederne, med afsæt i deres input, og samtidig se den i sammenhæng med de kommende nationale ændringer på området og onlineundervisning.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Beslutningskompetence
Børne- og Skoleudvalget beslutter.
Beslutning
Godkendt, idet udvalget bemærker, at forvaltningen arbejder videre med skolernes input.
Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Børne- og Skoleudvalget, referat fra mødet onsdag 19. august 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.