Lyngby-Taarbæk
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 23. september, Børne- og Skoleudvalget, Lyngby-Taarbæk

Beredskab i Center for Uddannelse og Pædagogik (Orientering)

På baggrund af nationale anbefalinger fra Styrelsen for Samfundssikkerhed, Beredskabsstyrelsen og KL har Center for Uddannelse og Pædagogik arbejdet med at styrke beredskabet på dagtilbuds-, skole- og PPR-området. Børne- og Skoleudvalget blev senest orienteret om arbejdet i april 2026.

Skoler og børnUnge og uddannelse

Kort fortalt

Hvem
Børne- og Skoleudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune
Hvornår
Onsdag 23. september 2026
Status
Besluttet. Orientering givet.
Næste skridt
Forvaltningen fortsætter implementeringen af beredskabet på tværs af dagtilbuds-, skole- og PPR-området.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forvaltningen orienterer om status på beredskabsarbejdet i Center for Uddannelse og Pædagogik.
Beslutningskompetence
Børne- og Skoleudvalget orienteres.
Økonomiudvalget orienteres.

Problemstilling

De seneste år har de centrale myndigheder på beredskabsområdet – Styrelsen for Samfundssikkerhed og Beredskabsstyrelsen – udgivet en række rapporter og vejledninger, som anbefaler, at kommunerne styrker deres beredskabsplanlægning som følge af et skærpet nationalt trusselsbillede.
Kommunernes Landsforening (KL) har fulgt disse anbefalinger op med konkrete udspil og retningslinjer, som kommunerne skal omsætte lokalt. Det gælder blandt andet:
Styrk kommunens beredskab (august 2025), som opfordrer kommunerne til at omsætte det skærpede nationale trusselsbillede til konkret lokal beredskabsplanlægning inden for fem fokusområder, herunder cybersikkerhed, forsyningssikkerhed og krisestyring, med henblik på at styrke kommunernes robusthed.
Når hverdagen udfordres – anbefalinger til den kommunale beredskabsplanlægning (april 2026), som fremhæver, at kommunerne skal kunne opretholde deres vigtigste kerneopgaver – også ved alvorlige hændelser som eksempelvis strømsvigt, cyberangreb og forsyningssvigt. Publikationen understreger, at beredskab skal være en integreret del af den daglige ledelse og drift. På børne- og ungeområdet betyder det, at dagtilbud, skoler og PPR skal være robuste organisationer, hvor ledere og medarbejdere er

forberedte og ved, hvordan de skal handle, når hverdagen udfordres.
Anbefalingerne peger blandt andet på behovet for lokal beredskabsplanlægning, tydelige roller og ansvar, opretholdelse af kritiske driftsfunktioner, robuste kommunikationsveje samt regelmæssige øvelser.
På den baggrund har Center for Uddannelse og Pædagogik arbejdet med at styrke beredskabet på dagtilbuds-, skole- og PPR-området inden for rammerne af kommunens tværgående beredskabsplan, Plan for Fortsat Drift.
Løsninger
Siden sidst
Siden den seneste orientering til udvalget i april 2026 er der opnået væsentlige fremskridt i arbejdet med at styrke beredskabet. Arbejdet ses som en løbende proces, hvor erfaringer fra dialog, øvelser og den konkrete implementering løbende vil kvalificere og videreudvikle beredskabet, så det tilpasses de behov og udfordringer, der opstår.
I Center for Uddannelse og Pædagogik er arbejdet med både de overordnede rammer for beredskab i centret og med at understøtte de lokale enheder i at udvikle konkrete handlemuligheder ved kriser og ekstraordinære hændelser.
På nuværende tidspunkt omfatter beredskabsarbejdet i Center for Uddannelse og Pædagogik blandt andet:
En sektorberedskabsplan for Center for Uddannelse og Pædagogik, som beskriver rammerne for håndtering af kriser i centret. Planen indeholder blandt andet en beskrivelse af beredskabsniveauer og aktivering af disse, organisering af sektorkrisestaben, krav til lokale action cards på enhederne, kommunikation ved større kommunikationsnedbrud samt rammer for den løbende opfølgning på beredskabsopgaven. Sektorberedskabsplanen vil løbende blive justeret i takt med nye erfaringer, øvelser og anbefalinger på området. Den godkendte sektorberedskabsplan er vedhæftet denne sag som bilag. Den er godkendt af Center for Uddannelse og Pædagogiks chefgruppe i juni 2026.
Lokale action cards på dagtilbuds- og skoleområdet, som beskriver konkrete handlinger ved en række kritiske hændelser, herunder strømsvigt, bortfald af vand- og varmeforsyning, kommunikationsnedbrud og ekstreme vejrhendelser. De lokale action cards skal sikre, at ledere og medarbejdere ved, hvordan de skal handle, hvis de normale arbejdsgange udfordres. Enkelte institutioner færdiggør arbejdet i efteråret 2026 som følge af flytninger eller organisatoriske ændringer.
Ovenstående er blevet kvalificeret undervejs af forvaltningens deltagelse i kommunens tværgående beredskabsarbejde, fælles processer med dagtilbudslederne og skoleledere m.m.
Der arbejdes på tværs af kommunen og på tværs af de konkrete forvaltningsområder videre med forskellige mulige løsninger på:

Fælles retningslinjer for lokale beredskabslagre. Håndtering af uafhentede børn. Hændelser uden for normal åbningstid. Roller og ansvar i beredskabet. Private og selvejende dagtilbud samt dagplejen. Kommunikation til forældre. Fælles indkøb af beredskabsmateriel. Nødberedskab ved længerevarende hændelser.
Kommende tiltag
Som næste led i arbejdet planlægges følgende indsatser:
Lederseminar i oktober 2026 med fokus på kriseledelse. Seminaret skal styrke fælles forståelse af ledernes rolle i en krisesituation og skabe et fælles afsæt for den videre udvikling af beredskabet.
Gennemførelse af obligatoriske beredskabsøvelser på alle kommunens enheder i efteråret 2026. Øvelserne skal afprøve, om de lokale planer og action card fungerer i praksis, og om ledere og medarbejdere er klædt på til at håndtere forskellige typer hændelser. Øvelserne rammesættes af forvaltningen.
Opfølgning på øvelser. Erfaringerne fra øvelserne anvendes til at justere den lokale beredskabsplan for Center for Uddannelse og pædagogik, så beredskabet løbende styrkes.
Strategisk ramme
Beredskabsarbejdet tager afsæt i de nationale anbefalinger fra Styrelsen for Samfundssikkerhed, Beredskabsstyrelsen og KL og gennemføres inden for rammerne af kommunens tværgående beredskabsplan Plan for Fortsat Drift. Arbejdet understøtter samtidig kommunens mål om robuste velfærdsområder, der kan opretholde kritiske funktioner under ekstraordinære hændelser.

Videre proces

Forvaltningen fortsætter implementeringen af beredskabet på tværs af dagtilbuds-, skole- og PPR-området.

Økonomi

Denne sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Beslutning

Orientering givet.

Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Børne- og Skoleudvalget, referat fra mødet onsdag 23. september 2026, punkt 15. Læs den originale sag hos kommunen.