Besluttet 24. september, Social- og Beskæftigelsesudvalget, Lyngby-Taarbæk
Mulighed for botilbud på Kaningaarden (Beslutning)
Forvaltningen oplever en vedvarende efterspørgsel efter skærmede, længerevarende botilbudspladser til voksne med betydeligt nedsat funktionsevne samt pladser på døgndækkede børne- og ungehjem til behandlingskrævende unge i alderen 13-17 år.
Kort fortalt
- Hvem
- Social- og Beskæftigelsesudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune
- Hvornår
- Torsdag 24. september 2026
- Status
- Besluttet. Anbefalet, at der arbejdes videre med scenarier til unge og voksne, og yderligere belysning af den faglige vurdering.
- Næste skridt
- Uanset den politiske beslutning om det videre arbejde med et botilbud på Kaningaarden vil forvaltningen vende tilbage.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen foreslår, at der træffes beslutning om, hvorvidt der skal arbejdes videre med et botilbud på Kaningaarden, herunder i så fald hvilket eller hvilke scenarier, der skal arbejdes videre med.
Beslutningskompetence
Børne- og Skoleudvalget anbefaler for så vidt angår scenarier med botilbud for børn og unge.
Social- og Beskæftigelsesudvalget anbefaler.
Økonomiudvalget anbefaler.
Kommunalbestyrelsen beslutter.
Beslutningsforløb
Beslutning fra Børne- og Skoleudvalget 2026-2029, den 23. september 2026, punkt 11:
Anbefalet, idet der arbejdes videre med scenarie med de 8 pladser til børne- og ungehjem og yderligere belysning af den faglige vurdering.
Supplerende sagsfremstilling
Der er i skitseforslagene for de præsenterede scenarier taget udgangspunkt i målgruppernes nødvendige behov, herunder også ift. vurderingen af de påkrævede ombygninger og økonomien forbundet med dette. En omdannelse af Kaningaardens bygninger til botilbud – både til voksne og unge – forudsætter ændringer i deres indvendige disponering for at kunne leve op til målgruppernes behov, ligesom bygningsreglementets krav til boligernes indretning, tilgængelighed, brand, statik, indeklima mv. skal efterleves. Der er i skitseforslagene så vidt
muligt taget hensyn til at bevare eksisterende konstruktioner, ligesom der er taget højde for, at bygningernes ydre fremtoning skal bevares i videst mulige omfang. Alle scenarierne repræsenterer således løsninger, hvor der kun foretages de nødvendige bygningsmæssige tilpasninger på baggrund af målgruppernes behov og lovkrav.
Problemstilling
Behov for botilbud til voksne og unge (13-17 år) i kommunen
Behov for skærmet botilbud til voksne
Forvaltningen oplever en vedvarende efterspørgsel efter skærmede, længerevarende botilbudspladser til voksne med betydeligt nedsat funktionsevne (Serviceloven § 108). Det kan være borgere med udadreagerende eller selvskadende adfærd, ofte kombineret med udviklingsforstyrrelser. Målgruppen har komplekse og sammensatte behov, der kræver en specialiseret og individuelt tilrettelagt støtte, der tager højde for borgernes særlige kommunikationsformer samt behov for struktur, forudsigelighed og tryghed. Mange har samtidig vanskeligheder i sociale relationer og er særligt sårbare over for sanseindtryk. Det stiller høje krav til både de fysiske rammer inde og ude samt til en tæt og kontinuerlig medarbejderstøtte.
Der er aktuelt ikke de nødvendige fysiske faciliteter til at etablere sådanne tilbud i kommunen, og kommunen køber derfor pladser til målgruppen eksternt. Det begrænser mulighederne for faglig og økonomisk styring, ligesom borgerne kan risikere at få tilbud om ophold langt fra familie og netværk. Etableringen af et lokalt skærmet tilbud vil styrke kommunens muligheder for at samle faglige kompetencer og sikre en tæt og sammenhængende indsats omkring borgerne. Samtidig giver det bedre muligheder for at følge op på indsatserne og anvende ressourcerne effektivt. For borgerne betyder et lokalt tilbud, at de kan forblive tæt på familie, netværk og kendte rammer, hvilket understøtter tryghed og kontinuitet i deres hverdag.
Behov for tilbud unge (13-17 år)
På børne- og ungeområdet har forvaltningen ligeledes udfordringer med at finde pladser på døgndækkede børne- og ungehjem til unge i alderen 13-17 år med væsentligt nedsat funktionsniveau på grund af bl.a. angst, spiseforstyrrelser og selvskadende adfærd (Barnets Lov § 43, stk. 1, nr. 6 og stk. 3). Kommunens unge (13-17 år) med behov for plads på et børneog ungehjem oplever derfor ofte ventetid. Ventetiden betyder, at den indsats, som kommunen har vurderet er nødvendig for den enkelte unge, ikke altid kan etableres på det tidspunkt, hvor behovet opstår, og dette udfordrer efterlevelsen af intentionerne i Barnets Lov. Mens de unge venter på en plads, vil de oftest blive sendt hjem fra børne- og ungdomspsykiatrien, hvor kommunen så sætter ind med støtte i hjemmet og familiebehandling, ligesom en forælder som oftest kompenseres for tabt arbejdsfortjeneste for at tage sig af den unge derhjemme. Det er
ikke en optimal løsning, da de unge risikerer en forværring af deres psykiske udfordringer, får flere problemer og oplever flere indlæggelser i børne- og ungdomspsykiatrien. Samtidig risikerer familierne, at deres trivsel og stabilitet udfordres, da de ikke er tilstrækkeligt rustet til at tage sig af et behandlingskrævende barn. I særlige tilfælde har løsningen været et solisttilbud, som købes hos eksterne leverandører. Her kan døgntaksterne ligge på op til 15.000 kr./døgn. Begge løsninger kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte unge og familien, herunder eventuelt søskende, og er samtidig en omkostningstung løsning for kommunen.
Forvaltningen køber, hvor det er muligt, pladser på børne- og ungehjem eksternt, men efterspørgslen efter tilbud til målgruppen overstiger den samlede kapacitet. Et højt specialiseret lokalt tilbud i Lyngby-Taarbæk Kommune til unge i alderen 13-17 år vil foruden at skabe forsyningssikkerhed i kommunen understøtte den rette og tidlige indsats for unge i målgruppen samt skabe kontinuitet i deres liv; herunder understøtte at de opretholder kontakten til familie, venner, skole og fritidsliv. Det vil samtidig øge muligheden for tæt koordinering med øvrige kommunale indsatser i form af misbrugsbehandling, uddannelsesvejledning og -tilbud, forældretilbud mv. samt opfølgning på indsatsen.
Dialog med nabokommunerne om fremtidige prioriteringer af lokale tilbud i de tre andre kommuner
Forvaltningen er i september 2026 gennem "4-kommune samarbejdet" (Gentofte, Gladsaxe, Rudersdal og Lyngby-Taarbæk kommuner) blevet orienteret om, at de øvrige tre kommuner også er udfordret på boligkapacitet til lignende målgrupper og også ser på mulighederne for at udvide kapaciteten internt i kommunen for at kunne tilbyde borgerne et tilbud i nærmiljøet. Der opleves generelt et pres på efterspørgslen efter relevante pladser, og det reducerer muligheden for at afhjælpe kapacitetsudfordringen ved at anvende tilbud i nabokommunerne. Dette understøtter et behov for at styrke den lokale kapacitet.
Anvendelse af Kaningaarden til botilbud
På baggrund af kommunens behov for ovennævnte botilbud besluttede Kommunalbestyrelsen den 11. december 2025 at igangsætte forundersøgelser og indledende projektering med henblik på eventuel omdannelse af Hovedbygningen på den kommunalt ejede Kaningaarden til et skærmet botilbud for voksne.
Kaningaarden består af to bygninger: Hovedbygningen på 844 m² (brutto) beliggende på Furesøvej 161, som pt. huser et kollektiv, og "Portnerboligen" på 482 m² (brutto) beliggende på Furesøvej 163-165. Sidstnævnte er opdelt i to lejemål, som pt. anvendes til midlertidig genhusning af flygtninge fra Ukraine, samt en almindelig udlejningsbolig. Hovedbygningen og Portnerboligen er omfattet af de samme lokalplanmæssige betingelser.
Da der ud over botilbud til voksne også vurderes at være et behov for at e tablere botilbud til unge (13-17 år) er både Hovedbygningen og Portnerboligen bragt i spil, jf. afsnit om målgruppebehov ovenfor. Sideløbende med undersøgelsen af de bygningsmæssige muligheder for at indrette botilbud til voksne i Hovedbygningen har forvaltningen derfor også undersøgt mulighederne for at indrette botilbud for unge (13-17 år) i henholdsvis Portnerboligen, scenarie 1A (i kombination med botilbud til voksne i Hovedbygningen) samt i Hovedbygningen, scenarie 2 (i kombination med botilbud til voksne i Portnerboligen) og,
indledningsvist, i både Hovedbygning og Portnerbolig (scenarie 3).
Løsninger
Undersøgte løsningsscenarier på Kaningaarden
Forvaltningen har på baggrund af de kortlagte behov for henholdsvis et skærmet botilbud til voksne (serviceloven § 108) og et botilbud til unge (barnets lov § 43) samt de bygningsmæssige muligheder på Kaningaarden undersøgt fire scenarier, jf. tabel.
Scenarie Hovedbygning
Scenarie Skærmet botilbud til voksne - 4
pladser
Scenarie 1A
Scenarie 2
Scenarie 3
Skærmet botilbud til voksne - 4 pladser Børne- og ungehjem - 8 pladser
Børne- og ungehjem - 8 pladser
Portnerbolig Uændret anvendelse (midlertidig placering af flygtninge og udlejning til bolig)
Børne- og ungehjem - 6 pladser
Skærmet botilbud til voksne - 4 pladser
Børne- og ungehjem - 6 pladser
Muligheder for anvendelse af Kaningården
Hovedbygningen rummer, som følge af bygningens størrelse, de største anvendelsesmuligheder, mens Portnerboligen har mere begrænsede muligheder. De scenarier, hvor Portnerboligen anvendes til botilbud, forudsætter derfor, at Hovedbygningen ligeledes indgår i løsningen. I scenarie 1A, 2 og 3 forudsættes det konkret, at dele af medarbejder- og beboerfaciliteterne knyttet til Portnerboligen placeres i Hovedbygningen.
Faciliteterne kan eksempelvis placeres i Hovedbygningens kælder, hvor der er direkte adgang udefra. Det giver mulighed for at styre adgangen til faciliteterne og samtidig understøtte en hensigtsmæssig afskærmning mellem de forskellige beboergrupper. Der er på den baggrund ikke udarbejdet scenarier, hvor Portnerboligen anvendes til botilbud uden samtidig anvendelse af Hovedbygningen.
Både i scenarie 1A, 2 og 3 vil der være mulighed for sambrug af udvalgte medarbejderfaciliteter og støttefunktioner. Det kan give en driftsmæssig synergi og reducerer behovet for at etablere funktionerne i begge bygninger.
Væsentlige forudsætninger for de fysiske rammer, som skal kunne honoreres i forhold til målgrupper
Ud over de bygningsmæssige forhold har forvaltningen vurderet en række forhold knyttet til Kaningaardens omgivelser og samlede indretning, som har betydning for muligheden for at
etablere et fagligt og driftsmæssigt velfungerende botilbud.
Følgende forhold vurderes særligt væsentlige:
Rolige og overskuelige omgivelser: De påtænkte målgrupper kan have behov for en høj grad af struktur og forudsigelighed og kan være særligt påvirkelige af støj og aktivitet i omgivelserne. Muligheden for at skabe rolige og overskuelige rammer indgår derfor som en væsentlig forudsætning.
Mulighed for skærmning og egnede udearealer: Der skal være mulighed for at etablere relevante udendørs opholdsarealer, herunder skærmede arealer tilpasset de enkelte målgruppers behov. Ved flere tilbud på matriklen skal der samtidig være mulighed for at adskille beboergruppernes udearealer, hvor dette vurderes fagligt nødvendigt.
Sameksistens mellem målgrupper: Hvis Kaningaarden skal rumme flere tilbud, herunder eventuelt tilbud til både voksne og unge, skal målgruppernes indbyrdes forenelighed indgå i den videre vurdering. Indretningen skal give mulighed for relevant fysisk og organisatorisk skærmning, så forskellige målgruppers adfærd, aktiviteter og støttebehov ikke påvirker hinanden uhensigtsmæssigt.
Adgangs-, trafik- og parkeringsforhold: Der skal være hensigtsmæssig adgang og tilstrækkelig kapacitet til medarbejdere, besøgende og relevante køretøjer. Der skal herunder være mulighed for sikker afhentning og aflevering af borgere, der transporteres til og fra dag- og aktivitetstilbud.
Tilgængelighed og sikkerhed: Bygninger og udearealer skal kunne indrettes i overensstemmelse med målgruppernes funktionsniveau og støttebehov. Det omfatter blandt andet tilgængelighed, brand- og evakueringsforhold samt mulighed for at etablere et forsvarligt arbejdsmiljø for medarbejderne.
Med afsæt i ovenstående har forvaltningen fået udarbejdet fire mulige løsningsscenarier:
Scenarie 1: Skærmet botilbud for 4 voksne i Hovedbygningen
En ekstern rådgiver har udarbejdet et skitseforslag (bilag 3) for etablering af et skærmet botilbud til fire voksne i Hovedbygningen, som indeholder tegninger, der viser forslag til disponering af rummene i bygningen samt økonomiske og tidsmæssige overslag for anlægsprojektet. Skitseforslag viser, at de ønskede funktioner til tilbuddet kan placeres i bygningen, men at der skal arbejdes videre med særligt fokus på disponering og indretning, hvis tilbuddets drift skal fungere hensigtsmæssigt. Forvaltningen har vurderet, at de planmæssige forhold, herunder den gældende lokalplan, ikke er til hinder for at etablere de nødvendige tilpasninger ind- og udvendigt, herunder med hensyn til adgangsforhold, parkering, udendørs belysning, indretning af afskærmede opholdsområder nær bygningen mv.
Vurdering af Scenarie 1
Oprindeligt var scenarie 1 delvist tiltænkt borgere med et meget højt støttebehov, det vil sige borgere med behov for støtte fra to medarbejdere døgnet rundt, som udgjorde to af de fire pladser (jf. Kommunalbestyrelsen den 11. december 2025, pkt. 47). Efter en nærmere undersøgelse af de bygningsmæssige muligheder er det imidlertid forvaltningens vurdering, at
de fysiske rammer ikke i tilstrækkelig grad kan indrettes, så borgernes individuelle behov og den nødvendige, socialpædagogiske støtte kan tilgodeses samtidig med, at borgernes adfærd og indbyrdes samspil ikke forstyrrer hinanden. Botilbuddet i scenarie 1 er derfor tiltænkt borgere med behov for et skærmet tilbud og støtte fra typisk én medarbejder i de vågne timer. Denne målgruppe udgjorde to af de fire pladser i den oprindelige beregning.
Forvaltningen vurderer, at et lokalt skærmet tilbud vil styrke kvaliteten og sammenhængen i indsatsen for borgere med komplekst og højt støttebehov, der er visiteret til et længerevarende botilbud. Samtidig skaber det bedre rammer for en effektiv ressourceanvendelse og sikrer, at borgerne bevarer tilknytningen til deres netværk og lokalmiljø. Det er forvaltningens anbefaling, at der etableres fire pladser til voksne i denne målgruppe.
Scenarie 1A: Skærmet botilbud for 4 voksne i Hovedbygningen og børne- og ungehjem for 6 børn/unge i Portnerboligen
Planerne for Hovedbygningen er som i Scenarie 1. Derudover etableres et børne- og ungehjem i Portnerboligen til seks unge. Ekstern rådgiver har udarbejdet et skitseforslag (bilag 3) med forslag til Portnerboligens indretning med seks værelser, fælles opholdsområde samt beboerfaciliteter og dele af medarbejderfaciliteterne, ligesom der er udarbejdet et økonomisk og tidsmæssigt overslag for et anlægsprojekt. Som følge af det mindre areal i Portnerboligen er dele af medarbejderfaciliteterne (bad, omklædning, større møderum mv.) placeret i Hovedbygningen til fælles brug for de to botilbud.
Vurdering af Scenarie 1A
Forvaltningen vurderer, at et lokalt børne- og ungetilbud vil kunne give de unge kortere anbringelsesforløb og et mere effektivt behandlingsflow med gradvist lavere intensitet. Hertil kommer øget kvalitet i anbringelsen, der forventes at kunne give en bedre effekt for den unge, da anbringelser på et børne- og ungehjem lokalt giver bedre forudsætninger for opretholdelse af betydningsfulde relationer samt tilknytning til skole, fritidsaktiviteter samt eventuelt andre kommunale indsatser til den unge eller familien. Det vurderes dog, at der er usikkerhed knyttet til forudsætningen om fuld belægning på et børne- og ungetilbud, da behovet blandt kommunens egne borgere i målgruppen kan variere over tid. Forvaltningen vurderer dog, at eventuelle ledige pladser vil kunne sælges til andre kommuner som følge af den generelle efterspørgsel på området.
Scenarie 2: Skærmet botilbud for 4 voksne i Portnerboligen og børne- og ungehjem for 8 børn/unge i Hovedbygningen
For at forbedre driftsøkonomien for børne- og ungehjemmet kan antallet af pladser til unge øges fra seks til otte, hvis boligerne med tilhørende faciliteter etableres i Hovedbygningen fremfor i Portnerboligen, hvor pladsforholdene og indretningen bliver for pressede ved et højere antal boliger. Til gengæld er det vurderingen, at Portnerboligen er mulig at indrette til det skærmede tilbud til 4 voksne. Ved at bytte placering for de to tilbud kan arealerne i de to bygninger således udnyttes bedre. En ekstern rådgiver har udarbejdet et skitseforslag for denne anvendelse af bygningerne (bilag 4). Kælderen i Hovedbygningen er udnyttet til fælles faciliteter for medarbejderne i de to tilbud (bad, omklædning, et større møderum mv.).
Vurdering af Scenarie 2
Forvaltningen vurderer, i lighed med scenarie 1A, at et lokalt børne- og ungetilbud vil kunne styrke kvaliteten og skabe et mere effektivt behandlingsflow for de unge. Forvaltningen ser på nuværende tidspunkt dog ikke en efterspørgsel i egen kommune på alle otte pladser til denne målgruppe, men set i lyset af efterspørgslen efter pladser på denne type tilbud i KKR-regi vurderes det, at ledige pladser vil kunne sælges til eksterne kommuner. Et større tilbud vil, alt andet lige, give større faglig og økonomisk robusthed og giver mulighed for at opretholde en bred personalesammensætning. Der er også mulighed for at skabe mere målrettede gruppetilbud til de unge, når målgruppen er større.
Scenarie 3: Børne- og ungehjem for 14 børn/unge i Hovedbygningen og Portnerboligen
Forvaltningen har også set på muligheden for at etablere et børne- og ungetilbud i begge bygninger med i alt 14 pladser. Bygningsmæssigt vurderes det at scenariet kan lade sig gøre. Men som beskrevet ovenfor er forvaltningen i gennem 4-kommunesamarbejdet blevet bekendt med, at de øvrige tre kommuner også ser på muligheder for lignende tilbud, og forvaltningen er derfor betænkelig ved at gå videre med et tilbud i denne størrelse. Dette scenarie er således ikke undersøgt videre.
Alternativ målgruppe/scenarie
Forvaltningen er på nuværende tidspunkt i gang med en målgruppeanalyse, der forventes forelagt politisk i januar 2027. De første, foreløbige resultater peger på et behov for et lokalt tilbud til unge voksne borgere med udviklingsforstyrrelser. Analysen indikerer samtidig, at målgruppen primært består af borgere med et mindre støttebehov, hvorfor potentialet i en økonomisk business case må vurderes at være lille, men at der vil være kvalitet forbundet med et internt tilbud, og at der kan være god synergi i at tænke målgruppen sammen med det skærmede tilbud til voksne, da der kan være væsentlige faglige sammenfald mellem de to målgrupper. Der er behov for yderligere undersøgelse, før der kan tages stilling til et sådant scenarie.
Forventet tidsperspektiv for etableringen af botilbuddene
Anlægsprojektet i alle scenarierne estimeres på nuværende tidspunkt at vare ca. 2 1/2 år fra den politiske godkendelse af anlægsbevilling til igangsættelse og frem til, at ombygningerne er gennemført og er klar til indflytning. Det forudsættes for scenarie 1A , 2 og 3, at der vil kunne arbejdes parallelt på ombygningerne af de to bygninger. Tidsestimatet er uden eventuelle forsinkelser.
Juridiske overvejelser
Juridisk vurdering af forhold vedrørende opsigelse af lejere samt procesovervejelser i relation til dette fremgår af bilag 5,6 og 7.
Opsummering/anbefaling
Det faglige behov for at tilbyde lokalt forankrede botilbud til begge målgrupper og potentialet for en tidlig og styrket indsats for unge taler for den beskrevne løsning i scenarie 2. Scenariet vurderes samlet set at skabe værdi for både borgere og kommunen ved at kombinere behovene for de forskellige botilbud, høj socialfaglig kvalitet, effektiv udnyttelse af ressourcer og den bedst mulige anvendelse af bygningsmassen på Kaningaarden. Jf. økonomiafsnittet nedenfor vil det videre arbejde med et botilbud på Kaningaarden dog kræve, at der særskilt findes finansiering til dette, idet der ikke er afsat midler i anlægsprogrammet for 2027-36 til formålet. Dette gælder for alle de beskrevne scenarier, hvor udgiften til scenarie 2 er størst, og scenarie 1 er mindst.
Scenarie 3 har stort fagligt og behandlingsmæssigt potentiale. På baggrund af de samlede omstændigheder, herunder etablering af lignende tilbud i nabokommuner, vil forvaltningen ikke anbefale at Kaningaarden anvendes til etablering af tilbuddet.
Strategisk ramme
Kommunen har fokus på at sikre relevante tilbud internt i kommunen, der matcher borgernes behov, hvilket indebærer en løbende vurdering af behovet for lokale, kommunale tilbud. Der ses samtidig sammenhæng til Kommunalbestyrelsens strategioplæg med det tværgående tema om "Plads til forskellighed", der har fokus på at understøtte muligheden for at leve et trygt, selvstændigt og meningsfuldt liv tæt på eget nærmiljø.
Desuden: Styrelseslovens anvisning af forsvarlig økonomisk forvaltning samt "Principper for kommunens ejendomsportefølje mht. køb, salg og udlejning" og Bekendtgørelse om offentligt udbud af kommunale ejendomme.
Videre proces
Uanset den politiske beslutning om det videre arbejde med et botilbud på Kaningaarden vil forvaltningen vende tilbage.
Hvis det besluttes, at forvaltningen skal arbejde videre med et eller flere scenarier vil den fremtidige sag indeholde perspektiverne for dette, herunder i forhold til konkret finansiering. Finansieringen er forudsætningen for, at der kan startes op på det videre arbejde med dette.
Hvis det besluttes, at forvaltningen ikke skal arbejde videre med et botilbud på Kaningaarden, vil forvaltningen vende tilbage med en sag vedrørende udfordringer i forhold til kapacitetsudviklingen på botilbudsområdet, herunder særskilt vedrørende sårbare unge.
Økonomi
Økonomisk overblik over scenarier
Nedenfor fremgår en foreløbig businesscase for de enkelte scenarier. Denne beskriver den samlede anlægsudgift samt den potentielle og skønnede årlige mindreudgift på driften for hver af de beskrevne løsninger.
Scenarie
Hovedbygning Portnerbolig
Potentiel
Anlægsudgift
årlig
(mio. kr.) mindreudgift
(mio. kr.)
Skærmet
Scenarie 1
botilbud til voksne (4
Uændret anvendelse
pladser)
Scenarie 1A
Skærmet botilbud til voksne (4 pladser)
Børne- og ungehjem (6 pladser)
Scenarie 2
Børne- og ungehjem (8 pladser)
Skærmet botilbud til voksne (4 pladser)
Anlægsudgiften indeholder i alle scenarier engangsudgiften forbundet med etablerings- og ombygningsudgifter.
Den potentielle årlige mindreudgift kan opdeles i mindreudgifter relateret til selve tilbuddet og afledt ejendomsdrift. Den angiver den potentielle skønnede årlige mindreudgift i de enkelte scenarier, og er baseret på en række forudsætninger (fremgår af bilag 1 og bilag 2). I forlængelse af disse forudsætninger er de skønnede mindreudgifter forbundet med stor usikkerhed ligesom, at det pt. ikke er muligt at skelne mellem a) hvad der vil kunne realisere en besparelse ift. nuværende driftsbudgetter og b) hvad der vil kunne modvirke en yderligere opdrift på udgifterne til det sociale område. Usikkerheden bunder i, at de skønnede beregninger er knyttet op på erfaringer over de seneste år og de udgifter, der har været i forbindelse med individuelle og alternative løsninger. De beregnede potentielle mindreudgifter skal derfor ses som et groft foreløbigt skøn, som vil skulle afklares yderligere.
De potentielle mindreudgifter er i de enkelte scenarier som følger:
Scenarie 1
Den samlede potentielle mindreudgift forventes i scenarie 1 at udgøre ca. 1,6 mio. kr. årligt, og består af:
Etableringen af et skærmet botilbud til voksne: Her er mindredugiften baseret på en økonomisk beregning på et længerevarende botilbud efter servicelovens § 108, der tager udgangspunkt i, at mindre ændringer i borgernes støttebehov kan give mulighed for at anvende medarbejderressourcerne mere effektivt (teknisk beregning uddybet i bilag 1). Der er en estimeret mindredudgift (netto) på ca. 0,36 mio. kr. årligt pr. borger i forhold til den nuværende gennemsnitlige udgift pr. borger i målgruppen. Dette svarer til en samlet årlig estimeret
mindreudgift på ca. 1,46 mio. kr. ved 4 borgere. Den bagvedliggende tekniske beregning uddybet i bilag 1.
Afledt ejendomsdrift Hovedbygning: For Hovedbygningen alene er der i dag budgetteret med en årlig nettolejeindtægt på 0,2 mio. kr. årligt, som skal nulstilles ved overgang til kommunal drift. Kommunen betaler i 2026 340 t.kr. i ejendomsskat for Hovedbygningen. Denne udgift forventes at bortfalde, da ejendommen opnår skattefritagelse ved etablering af det kommunale botilbud. Netto giver det en årlig driftsbesparelse på 140 t. kr.
Scenarie 1A
Den samlede potentielle mindreudgift forventes i scenarie 1A at udgøre ca. 2,9 mio. kr. årligt, og består af:
Etableringen af et skærmet botilbud til voksne: Afsættet er det samme som i scenarie 1. Dette svarer til en årlig samlet estimeret mindreudgift på 1,46 mio. kr.
Etablering af et børne- og ungehjem med 6 pladser: Her er den skønnede mindreudgift baseret på etableringen af et børne- og ungehjem efter Barnets lov § 43, stk. 1, nr. 6 og stk. 3, hvorved udgifter til indsatser, der er blevet iværksat som erstatning for børne- og ungetilbud undgås, da borgene kan placeres på det rette tilbud til målgruppen. Der fremgår af bilag 2 en teknisk beregning, som viser en estimeret mindreudgift (netto) på 1,11 mio. kr. årligt pr. plads ved denne løsning i forhold til den nuværende gennemsnitlige udgift pr. borger i målgruppen. Der er dog en særlig usikkerhed forbundet med de økonomiske forudsætninger bagved dette, idet der i de seneste 12 måneder har været flere ekstraordinære akutte anbringelser, som har nødvendiggjort særforanstaltninger ud over normal praksis. Omfanget af sådanne sager fremadrettet er generelt vanskeligt at forudsige, hvorfor forvaltningens forsigtige bud vil være en mindreudgift (netto) på ca. 0,28 mio. kr. årligt pr. plads, svarende til 25% af udgangspunktet. Da det umiddelbart forventes, at kommunen selv vil kunne fylde 5 af de de 6 pladser vil dette give en samlet estimeret årlig mindreudgift på ca. 1,4 mio. kr. Det er derudover forudsat at den 6. plads vil kunne sælges til øvrige kommuner.
Afledt ejendomsdrift Hovedbygning og Portnerbolig: For ejendommene Furesøvej 161-165, som omfatter Hovedbygningen og Portnerboligen, er der samlet budgetlagt en årlig nettoindtægt på 0,3 mio. kr. i 2027 og fremadrettet (27 p/l). Såfremt ejendommene overgår fra udlejning til kommunal drift, skal dette budget nulstilles. Kommunen betaler i 2026 i alt 360 t.kr. i ejendomsskat for ejendommene, en udgift, der forventeligt bortfalder ved fritagelse som følge af anvendelsen til kommunalt formål/botilbud. Netto giver dette en årlig driftsbesparelse på 60 t. kr. årligt.
Scenarie 2
Den samlede potentielle mindreudgift forventes i scenarie 2 at udgøre ca. 3,5 mio. kr. årligt, og består af:
Etableringen af et skærmet botilbud til voksne: Afsættet er det samme som i scenarie 1. Dette svarer til en årlig samlet estimeret mindreudgift på 1,46 mio. kr.
Etablering af et børne- og ungehjem med 8 pladser: Afsættet er det samme som i scenarie 1A om etablering af et børne- og ungehjem med 6 pladser, men grundet stordriftsfordele er den estimerede årlige mindreudgift større pr. plads (den tekniske beregning af dette fremgår af bilag 2). Således vil forvaltningens forsigtige bud på en mindreudgift (netto) - under de samme forbehold som nævnt under scenarie 1A - udgøre ca. 0,4 mio. kr. årligt pr. plads. Da det umiddelbart forventes, at kommunen selv vil kunne fylde 5 af de de 8 pladser vil dette give en samlet estimeret årlig mindreudgift på ca. 2 mio. kr. Det er derudover forudsat at de resterende 3 pladser vil kunne sælges til øvrige kommuner.
Afledt ejendomsdrift Hovedbygning og Portnerbolig: Afsættet er det samme som i scenarie 2. Netto giver dette en årlig driftsbesparelse på 60 t. kr. årligt.
Generelle forbehold ift. beregninger knyttet til børne- og ungehjem
Det er vanskeligt at beregne en potentiel besparelse, der er direkte knyttet til et børne- og ungehjem. Det skyldes, at ventetid og usikkerhed om borgernes udvikling skaber et usikkert grundlag for at vurdere konkrete mindreudgifter. På længere sigt forventes et lokalt højt specialiseret tilbud som dette dog at kunne reducere udgifterne gennem tidligere og mere målrettet indsats.
Forventningen om eksternt salg indebærer dog en økonomisk risiko, da den er afhængig af, at efterspørgslen fra andre kommuner kan omsættes til en stabil belægning over tid. Omvendt kan denne mulighed, jf. beskrivelsen om finansieringsmuligheder nedenfor, potentielt åbne for mulighed for at optage lån fra den statslige lånepulje til nye botilbudspladser.
Finansieringsmuligheder
Det videre arbejde med et botilbud på Kaningaarden vil kræve, at der findes særskilt finansiering til dette, idet der ikke er afsat midler i anlægsprogrammet for 2027-36 til formålet.
I budgetforslaget for budget 2027-30 indgår der som en del af anlægsprogrammet et rådighedsbeløb til investeringer med råderumsarbejdet, hvor der i perioden 2027-2029 samlet er afsat 50 mio. kr. til at realisere råderum på service. Idet scenarierne potentielt taler ind i formålet med anlægspuljen, vil anlægspuljemidlerne potentielt kunne udmøntes til at gennemføre et af de beskrevne scenarier. Dette skal dog ses i lyset af øvrige behov for engangsinvesteringer på anlæg for at kunne realisere råderum på service. Samtidig vil det i den forbindelse skulle afklares hvor stor den del af den potentielle besparelse, der vil kunne realisere en råderumsbesparelse ift. nuværende driftsbudgetter
Potentiel finansiering fra lånepulje
I KL og regeringens aftale om kommunernes økonomi 2027 er det aftalt at afsætte 0,5 mia. kr. årligt i perioden 2027-2030 til udvidelse af botilbudskapaciteten målrettet borgere med komplekse behov samt det specialiserede børneområde (0-18 år). Muligheden for at ansøge om midler fra puljen i 2027 er passeret, men det vil igen være muligt i 2028 (fristen er forventeligt ultimo 2026). Kriterierne for lånepuljen var i 2027 følgende:
1. Der kan søges om låneadgang til etablering af botilbudskapacitet for så vidt angår botilbud opført efter SEL §§ 107 og 108 og børne- og ungehjem efter § 43, stk. 1., nr. 6, i barnets lov.
2. Projekterne skal føre til en udvidelse af kapaciteten af antallet af pladser for bestemte målgrupper indenfor det specialiserede børne- og voksenområde. Der kan ikke opnås låneadgang til at omdanne eksisterende pladser efter ABL §105 til pladser efter SEL §§ 107 og 108.
3. Der kan søges om låneadgang til projekter med en samlet bruttoanlægsudgift over 5 mio. kr. i alt mhp. at understøtte udbygning af kapacitet, der kan være vanskelig at prioritere for den enkelte kommune.
4. Minimum 25 pct. af pladserne skal være til rådighed for andre kommuner end den kommune, der ansøger om låneadgang.
Ift. ovenstående beregninger vil disse kriterier forventeligt kunne være opfyldt for børne- og ungehjemsdelen af scenarie 2. Dette vil dog skulle afdækkes yderligere ift. de konkrete krav i 2028. Det er her ikke estimeret hvor stor en andel af udgiften til scenarie 2, som særskilt vedrører børne- og ungehjemmet.
I forhold til fordeling af puljen for 2028-2030 skal der ske en koordinering i regi af KKR (Kommunekontaktrådet) i forlængelse af de aftalte initiativer i økonomiaftalen for 2026 om, at KKR skal koordinere den kommunale kapacitetsudvikling på botilbudsområdet.
Finansiering via en lånepulje som ovenstående vil kunne afhjælpe den kortsigtede, likvide finansiering, men der vil fortsat skulle findes særskilt finansiering til den efterfølgende ydelse og forrentning i forbindelse med budget 2027-30.
Ift. kommunens tekniske vejledende anlægsramme, så gælder det overordnet at den samlede anlægsramme for kommunerne i 2027 er eksklusiv den afsatte botilbudspulje. Dertil er det forventningen, at anlægsrammen ved udmøntning af lånepuljen i 2027 vil blive forhøjet tilsvarende. Dette er dog ikke afklaret pt., ligesom at det ikke er afklaret hvorvidt det samme potentielt vil være gældende i 2028.
Beslutning
Anbefalet, at der arbejdes videre med scenarier til unge og voksne, og yderligere belysning af den faglige vurdering.
Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Social- og Beskæftigelsesudvalget, referat fra mødet torsdag 24. september 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.