Besluttet 24. september, Social- og Beskæftigelsesudvalget, Lyngby-Taarbæk
Sundhedsreform - kvalificering af temaer i nærsundhedsplan (Drøftelse)
Sundhedsrådene skal udarbejde en fireårig nærsundhedsplan, som skal være med til at sætte retning for arbejdet med omstillingen af sundhedsvæsenet inden for det enkelte sundhedsråds geografiske område.
Kort fortalt
- Hvem
- Social- og Beskæftigelsesudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune
- Hvornår
- Torsdag 24. september 2026
- Status
- Besluttet. Ad 1) Orientering givet. Ad 2) Drøftet.
- Næste skridt
- De kommunale input fra drøftelsen af denne sag vil indgå som generelle og vejledende bemærkninger i forberedelsen af de kommunalpolitiske repræsentanter i Sundhedsrådet forud for deres deltagelse i hhv. den tværkommunale politiske workshop og sundhedsrådets workshop i november.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen foreslår, at
1. der orienteres om ramme og proces for udarbejdelse af nærsundhedsplanen
2. temaer og indsatser for udvikling af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen drøftes med henblik på, at input kan indgå som generelle og vejledende bemærkninger i forbindelse med Sundhedsrådets arbejde med nærsundhedsplanen.
Beslutningskompetence
Ældre- og Sundhedsudvalget orienteres om indstillingspunkt 1 og drøfter indstillingspunkt 2.
Børne- og Skoleudvalget orienteres om indstillingspunkt 1 og drøfter indstillingspunkt 2.
Social- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om indstillingspunkt 1 og drøfter indstillingspunkt 2.
Beslutningsforløb
Beslutning fra Ældre- og Sundhedsudvalget 2026-2029, den 22. september 2026, punkt 6:
Ad 1) Orientering givet. Ad 2) Drøftet.
Beslutning fra Børne- og Skoleudvalget 2026-2029, den 23. september 2026, punkt 12:
Ad 1) Orientering givet. Ad 2) Drøftet.
Problemstilling
Sundhedsrådene skal i hver valgperiode udarbejde en nærsundhedsplan, som skal beskrive udbygningen af det nære sundhedsvæsen samt opstille konkrete mål, der skal være med til at sikre, at borgerne oplever mere nærhed, lighed og sammenhæng i sundhedstilbud. Nærsundhedsplanerne skal tage afsæt i Sundhedsreformen og den nationale sundhedsplan, som sætter en fælles national retning for, hvordan sundhedsvæsenet kan blive mere nært, lige og sammenhængende. Herudover skal nærsundhedsplanen for Københavns Omegn Nord være i overensstemmelse med den regionale sundhedsplan for den nye Region Østdanmark, som aktuelt er under udarbejdelse.
I udkast til "Bekendtgørelse om nærsundhedsplan" står der, at nærsundhedsplanen skal beskrive den lokale planlægning af:
De almenmedicinske tilbud
Nære regionale sundhedsindsatser
Sygehuse, herunder sygehusenes samspil med det øvrige sundhedsvæsen
Det øvrige praksisområde
Forløb, hvor der indgår indsatser inden for psykiatri og somatik
Da der er høringsfrist for bekendtgørelsen efter udsendelse af nærværende dagsorden, kan der forekomme ændringer.
Ramme for sundhedsrådets nærsundhedsplan i Københavns Omegn Nord
Sundhedsrådets vedtog på sit møde den 28. august 2026 en fælles ramme for nærsundhedsplanen for Københavns Omegn Nord (Bilag 1). Rammen omfatter et overblik over formål og ambitioner samt værdier og prioriteringsprincipper for arbejdet med nærsundhedsplanen. Rammen skal fungere som politisk styringsredskab, der kan hjælpe med at sætte retning og mål for nærsundhedsplanen både for så vidt angår nationale krav til planens indhold samt de regionale og kommunale sundhedsindsatser, der prioriteres i sundhedsrådet. Der er herudover en forventning om, at kommunerne former deres lokale strategiske arbejde på sundhedsområdet, så der er en kobling til planerne på nationalt og regionalt niveau samt til nærsundhedsplanen bl.a. for at understøtte præmissen om fælles populationsansvar.
Løsninger
Proces for udarbejdelse af nærsundhedsplanen
Den overordnede proces for udarbejdelse af nærsundhedsplanen er illustreret i (Bilag 2). I løbet af efteråret vil Sundhedsrådet drøfte prioriterede temaer til nærsundhedsplanen. Der vil forventeligt i starten af november være en tværkommunal politisk workshop med inddragelse af borgmestre, udvalgsformænd samt direktører. Her er der mulighed for en tværkommunal drøftelse af de temaer, som Sundhedsrådet har prioriteret med fokus på kommunale
perspektiver og opmærksomhedspunkter. Efterfølgende har Sundhedsrådet en workshop, hvor der skal være en opsamling på Sundhedsrådets forudgående temadrøftelser. Det samlede udkast til nærsundhedsplanen sendes i høring i februar 2027.
Den endelige nærsundhedsplan godkendes på Sundhedsrådets møde i april 2027 og herefter på regionens Forretningsudvalg og Regionsråd i maj 2027. Sundhedsstyrelsens frist for vedtagelse af nærsundhedsplaner er den 1. juni 2027.
Forslag til temaer og indsatser i arbejdet med nærsundhedsplanen
Sundhedsrådet har på møderne den 19. maj 2026 og 28. august 2026 drøftet mulige temaer til nærsundhedsplanen. Der er foreløbigt udpeget to temaer, som er "Børn og unge i mistrivsel" og "Demens". Herudover forventes det, at Sundhedsrådet på det kommende møde den 25. september 2026 prioriterer yderligere ét eller to temaer på baggrund af et oplæg fra administrationen.
Som inspiration til Sundhedsrådets drøftelse på mødet i august samt de videre drøftelser af indholdet i nærsundhedsplanen, har det tværkommunale sekretariat med input og kvalificering fra kommunerne udarbejdet et idékatalog med forslag til temaer og konkrete indsatser for udvikling af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen (Bilag 3). Temaerne i idékataloget tager udgangspunkt i input fra den tværkommunale politiske temadrøftelse om visioner for det nære sundhedsvæsen i København Omegn Nord den 6. maj 2026 samt i Sundhedsrådets indledende drøftelser.
Idékataloget indeholder otte overordnede temaer, og for hvert tema er der forslag dels til kommunale indsatser dels til tværsektorielle indsatser. Den første del af idékataloget viser forslag til kommunale indsatser, der primært er målrettet Sundhedsrådets drøftelse af, hvilke indsatser der kan prioriteres i forbindelse med udmøntning af den kommunale investeringsmotor i 2027 og 2028. Indsatserne kan dog også indgå i arbejdet med nærsundhedsplanen. Den anden del af idékataloget viser forslag til tværsektorielle indsatser, der er tænkt som inspiration til arbejdet med nærsundhedsplanen.
Forvaltningen lægger op til, at de følgende tre temaer bliver prioriteret i det fortsatte arbejde med nærsundhedsplanen:
1. "Børn og unge i mistrivsel" bl.a. med fokus på kompetenceløft af rådgivningen i kommunerne for at forebygge indlæggelser samt udbredelse af kendskabet og anvendelsen af de lettilgængelige tilbud bl.a. i almen praksis.
2. "Demens og gerontopsykiatri" bl.a. med fokus på styrkelse af de demensfaglige kompetencer, herunder håndtering af borgere med gerontopsykiatriske problemstillinger eller ældre med psykosociale udfordringer, samt øget kapacitet i de kommunale demensindsatser, herunder dagcentre og aflastningstilbud.
3. "Den ældre medicinske patient" bl.a. med fokus på kapacitetsopbygning i kommunerne for at styrke mulighederne for tværsektoriel opgaveløsning ift. akutfunktioner og hjemmebehandling samt sikring af relevante sundhedsfaglige kompetencer på plejecentrene - særligt i aftenvagt - med henblik på at forebygge akutte indlæggelser og
genindlæggelser.
Med udgangspunkt i rammen for nærsundhedsplanen, de skitserede nationale krav, vedlagte idékatalog samt forvaltningens oplæg til prioritering af temaer bedes udvalget drøfte kommunale perspektiver på temaer og indsatser som input til Sundhedsrådets fremadrettede arbejde med nærsundhedsplanen. Kommunernes perspektiver skal bidrage til, at nærsundhedsplanen afspejler et kommunalt perspektiv på omstilling og udbygning af det nære sundhedsvæsen. Herunder at sikre et kommunalt blik på samarbejdet mellem regionale og kommunale tilbud og indsatser.
Strategisk ramme
Den strategiske ramme er Aftale om sundhedsreform 2024, Forårsaftale 2025 og Sommeraftale 2026 om implementering af sundhedsreformen og den dertil knyttede lovgivning.
Videre proces
De kommunale input fra drøftelsen af denne sag vil indgå som generelle og vejledende bemærkninger i forberedelsen af de kommunalpolitiske repræsentanter i Sundhedsrådet forud for deres deltagelse i hhv. den tværkommunale politiske workshop og sundhedsrådets workshop i november.
Ældre- og Sundhedsudvalget, Børne og Skoleudvalget og Social- og Beskæftigelsesudvalget vil i forbindelse med høringen af nærsundhedsplanen have mulighed for at drøfte og kommentere udkastet.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Nærsundhedsplanen finansieres af den kommunale investeringsmotor i Sundhedsråd Københavns Omegn Nord. Der er i 2027 afsat ca. 20,6 mio. kr. til lokale aftaler, som udmøntes efter beslutning i Sundhedsrådet. Lyngby-Taarbæk Kommune kan få del i disse midler afhængigt af Sundhedsrådets prioritering af konkrete indsatser. Sundhedsrådet ikke har besluttet principperne for tildeling af midler til lokale aftaler fra den kommunale investeringsmotor endnu, men de forventes besluttet på Sundhedsrådsmødet i september 2026.
Herudover forventes Lyngby-Taarbæk Kommune i 2027 at få tildelt 844 t. kr. i bundne midler til understøttelse af de nationale kvalitetsstandarder for almen sygepleje og basal palliation. De bundne midler gives direkte til de enkelte kommuner efter indbyggertal.
Beslutning
Ad 1) Orientering givet. Ad 2) Drøftet.
Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Social- og Beskæftigelsesudvalget, referat fra mødet torsdag 24. september 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.