Besluttet 24. september, Social- og Beskæftigelsesudvalget, Lyngby-Taarbæk
Evaluering af omstillinger på det specialiserede område samt specialundervisningsområdet (Orientering)
Kommunalbestyrelsen besluttede i juni og oktober 2020 en række omstillinger på det specialiserede børne-, unge- og voksenområde samt specialundervisningsområdet.
Kort fortalt
- Hvem
- Social- og Beskæftigelsesudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune
- Hvornår
- Torsdag 24. september 2026
- Status
- Besluttet. Orientering givet.
- Næste skridt
- Forvaltningen arbejder videre med de tiltag og anbefalinger, der er identificeret i evalueringen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen orienterer om evaluering af omstillinger på det specialiserede børne-, unge- og voksenområde samt specialundervisningsområdet.
Beslutningskompetence
Børne- og Skoleudvalget orienteres.
Social- og Beskæftigelsesudvalget orienteres.
Beslutningsforløb
Beslutning fra Børne- og Skoleudvalget 2026-2029, den 23. september 2026, punkt 14:
Udsat.
Problemstilling
Kommunalbestyrelsen besluttede i henholdsvis juni og oktober 2020 en række omstillinger på det specialiserede børne-, unge- og voksenområde samt på specialundervisningsområdet. På den baggrund har forvaltningen siden ultimo 2020 arbejdet med en række tiltag og omstillinger, som tilsammen skal bidrage til at indfri en overordnet målsætning om: En mere bæredygtig drift på det specialiserede børne-, unge- og voksenområde samt specialundervisningsområdet samtidig med at kvaliteten af indsatsen bevares eller øges, og at flere børn og unge lykkes i tilknytning til eller så tæt på almenområdet som muligt.
Omstillingsarbejdet bygger på en ambition om at styrke en tværfaglig og helhedsorienteret tilgang med fokus på forebyggelse, tidlige indsatser i almenmiljøet og et styrket samarbejde på tværs af faggrupper og centre. Samtidig er det en central ambition, at de borgere, der har brug for hjælp fra det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet, så vidt muligt
får den rette hjælp så tidligt som muligt og tæt på deres hverdag og nærmiljø.
Arbejdet med omstillingerne har været organiseret i en række borgernære udviklingsprojekter, der har til formål at udvikle den støtte og de tilbud, som børn og familier, unge og voksne møder. Herudover har der været en række forudsætningsprojekter, der har understøttet de organisatoriske, faglige og strukturelle rammer for omstillingsarbejdet.
Evalueringen tager afsæt i de enkelte omstillinger og ser på, hvad der er opnået, hvilken betydning omstillingerne har haft for borgerne, og hvilke erfaringer og læringspunkter der kan bringes med videre i det fortsatte arbejde. Evalueringen er bilagt (Bilag 1). Evalueringen fremlægges som en fælles sag på tværs af Børne- og Skoleudvalget og Social- og Beskæftigelsesudvalget. Ansvaret for målgrupperne er fordelt mellem de to udvalgene. Børneog Skoleudvalget har ansvaret for børn op til 15 år, mens Social- og Beskæftigelsesudvalget har ansvaret for unge og voksne fra 15 år og opefter.
Løsninger
Opsummering
Samlet set vurderes omstillingsprogrammet at have bidraget til væsentlige ændringer i den måde, kommunen arbejder med børn, unge og familier på. Der er på tværs af omstillingsområderne udviklet nye tilbud og indsatser, samtidig med at der er opbygget organisatoriske og faglige forudsætninger for at arbejde mere forebyggende, sammenhængende og fleksibelt. Omstillingsprogrammet ses dermed på flere områder at have bidraget til at udvikle de forudsætninger, der skal til for at realisere ambitionen om at sætte tidligere ind og i højere grad tilbyde hjælp tæt på borgeren.
For myndighedsafdelingen på det specialiserede børneområde har organisatoriske udfordringer og høj personaleudskiftning begrænset fremdriften i omstillingsarbejdet. Fokus har i en periode primært været på at sikre stabil drift, hvilket har betydet, at udviklingsindsatserne på dette område er blevet forsinket eller sat helt på pause. Det afspejler sig også i evalueringen af området, hvor der fortsat peges på udfordringer på dette område med blandt andet tidlig indsats, sammenhæng og opfølgning. Genopretningen af området er fortsat i gang.
Kommunen bruger netto ikke færre midler på børn og unge, der har behov for støtte – tværtimod er der sket en betydelig stigning i udgifterne siden 2020. Det skal ses i sammenhæng med den udvikling, der også er set på landsplan, hvor antallet af børn og unge med behov for særlig støtte er steget markant siden 2020. Hvad angår den økonomiske betydning af omstillingerne, indgår et estimat af de udgifter, der er undgået i evalueringen, dvs. ikke nettostigningen i udgifter på områderne.
Økonomisk betydning
Samlet set peger evalueringen på, at omstillingerne har haft en økonomisk betydning og har bidraget til en mere bæredygtig drift. I 2025 er de anslåede undgåede udgifter estimeret til 25 mio. kr. på tværs af børne-, unge- og voksenområdet som følge af, at flere borgere har kunnet tilbydes lokale kommunale tilbud frem for mere omkostningstunge eksterne tilbud. På
børneområdet er det estimeret, at der samlet er undgået udgifter for ca. 17 mio. kr. i 2025. På unge- og voksenområdet er det estimeret, at der er undgået udgifter for knap 8 mio. kr. Samtidig er det vurderingen, at omstillingerne har skabt faglige og kvalitetsmæssige gevinster gennem tilbud tættere på borgerens hverdag, bedre muligheder for samarbejde og tættere opfølgning på indsatsen.
Evalueringen peger dermed på, at omstillingerne både har skabt økonomisk værdi og styrket kommunens egne tilbud og muligheder for at tilbyde fleksibel støtte tæt på borgerens hverdag samt skabe bedre sammenhæng og opfølgning i indsatsen.
Delkonklusioner
På skoleområdet er der udviklet nye og mere fleksible løsninger, herunder b.la. Onlinetilbuddet, Next Step og ny mellemform på Trongårdsskolen. Også arbejdet med fælles faglige tilgange og netværk har styrket mulighederne for at håndtere udfordringer tidligere og tættere på almenområdet. På flere områder ses desuden positive tendenser i de kvantitative data. Gennemsnitsalderen for førstegangsunderretninger er faldet, og der ses blandt andet et fald i visitationer til nye specialiserede tilbud på skolernes mellemtrin i 2025 og i de foreløbige data for 2026. Disse udviklinger kan ikke entydigt tilskrives omstillingsprogrammet, men de er forenelige med den ønskede bevægelse mod tidligere og mindre indgribende løsninger.
For børn og unge vurderes omstillingerne på skoleområdet at have bidraget til flere deltagelsesmuligheder, større kontinuitet i skoleforløbet og adgang til mere fleksible støtteformer, der i højere grad tager afsæt i den enkeltes behov. På tværs af indsatserne er der tegn på øget trivsel, bedre fremmøde og større oplevelse af mestring. De nye tilbud og mellemformer har samtidig givet flere muligheder for, at børn og unge kan blive i deres lokale skolefællesskab.
På det specialiserede unge- og voksenområde har Udvidede Handlemuligheder i Hjemmet (UHH) bidraget til at skabe et fleksibelt alternativ eller supplement til botilbud for borgere med omfattende støttebehov. På voksenområdet (30+ år) ses et fald i antallet af borgere i botilbud, samtidig med en stigende tilgang til UHH. Også blandt unge ses en stigende visitation til UHH, selvom der samtidig ses en stigning i visitationer til botilbud. Borgerinterviewene peger på, at UHH opleves som fleksibelt, tilgængeligt og tilpasset den enkeltes behov. Samlet set har UHH dermed styrket mulighederne for at tilbyde støtte tæt på borgerens hverdag og understøtte et mere selvstændigt liv i egen bolig.
Det er vurderingen, at der er sket en styrkelse af det tværfaglige samarbejde mellem almenområdet, specialområdet, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) og socialområdet. Der er etableret fælles faglige retninger, arbejdsgange og netværk, som understøtter en mere sammenhængende indsats. Evalueringen af forudsætningsprojektet "Distriktsmodel for tværgående samarbejde" viser, at etablering af et distriktssamarbejde mellem dagtilbud-, skoleog myndighedsområdet understøtter tværgående samarbejde og koordinering på tværs af områder. Derudover peger evalueringen på, at indsatsen Opsporing og overgange på dagtilbudsområdet har bidraget til at styrke en mere systematisk og fælles forebyggende praksis på tværs af dagtilbud, PPR, SFO og skole. Der er udviklet fælles metoder, redskaber og arbejdsgange, som understøtter tidlig opsporing, faglig refleksion og et tættere tværfagligt
samarbejde.
Hvad er lykkedes i mindre grad?
Omstillingsprogrammet har på flere områder endnu ikke fuldt ud indfriet de opstillede succeskriterier. Det gælder særligt ambitionen om at flytte flere borgere til mindre indgribende tilbud på det specialiserede børneområde samt at sikre en tidligere og hurtigere indsats.
For myndighedsafdelingen på det specialiserede børneområde har organisatoriske udfordringer og høj personaleudskiftning begrænset fremdriften i omstillingsarbejdet. Fokus har i en periode primært været på at sikre stabil drift, hvilket har betydet, at udviklingsindsatserne på dette område er blevet forsinket eller sat helt på pause. Det afspejler sig også i evalueringen af området, hvor der fortsat peges på udfordringer med blandt andet tidlig indsats, sammenhæng og opfølgning. Genopretningen af området er fortsat i gang.
På anbringelsesområdet er det endnu ikke lykkedes at ændre anbringelsesmønstret i den ønskede retning. Andelen af børn, der anbringes i plejefamilier eller netværk, er ikke øget, mens andelen af anbringelser på døgninstitution er steget. Manglen på plejefamilier, som er en udfordring både lokalt og nationalt, har været en væsentlig barriere. Målet om at etablere flere specialiserede plejefamilier og sikre aflastningsmuligheder for behandlingskrævende børn i familiepleje er heller ikke blevet realiseret.
På det forebyggende område er antallet af forebyggende indsatser faldet, og Børn og Familie Rådgivning og Indgang har ikke i den grad, det var tiltænkt, haft mulighed for selv at varetage forebyggende indsatser og sætte tidligt ind i sagerne. Høj personaleomsætning, stigende sagstal og øget kompleksitet i sagerne samt ændringer i forbindelse med Barnets Lov har været væsentlige udfordringer. Arbejdet med dialogiske underretninger har desuden været sat på pause, og der arbejdes pt. på en anden model.
Evalueringen viser, at borgernes oplevelser varierer både på de enkelte myndighedsområder (hhv. specialiseret børn, ung og voksen) og på tværs af områderne, og at der særligt på myndighedsområdet på det specialiserede børneområde fortsat er udfordringer med blandt andet sagsbehandlingstid, kommunikation og opfølgning. Evalueringen viser derfor også, at der fortsat er behov for at styrke sammenhængen i de enkelte forløb.
På skoleområdet er flere af de kvantitative succeskriterier heller ikke fuldt realiseret. Der ses ikke en klar udvikling i retning af færre visitationer til specialiserede tilbud ved skolestart, og andelen af børn med udsat skolestart har været forholdsvis stabil. Andelen af børn, der går et ekstra år i børnehaveklassen, har de seneste fem år ligget på omkring 1 pct. Der ses dog et fald i visitationer til nye tilbud på mellemtrinnet i 2025 og i de foreløbige data for 2026.
Et godt fundament for og en styrket kapacitet til fortsat udvikling af området
Samlet set peger evalueringen på, at omstillingsprogrammet har skabt en række nye tilbud, stærkere faglige og organisatoriske forudsætninger samt store undgåede økonomiske udgifter, men at der fortsat er et behov for implementering af de ønskede omstillinger, især i forhold til
det specialiserede børneområde.
En væsentlig del af det, som omstillingsprogrammet er lykkedes med, er således ikke alene etableringen af nye tilbud, men opbygningen af en større kommunal kapacitet til at arbejde forebyggende, tværfagligt og tættere på borgerens hverdag. Der er skabt stærkere faglige og organisatoriske rammer, som giver bedre muligheder for at finde lokale og fleksible løsninger, for at følge op på kvaliteten og for løbende at arbejde med at udvikle nye tilbud.
De kvantitative effekter er på flere områder endnu ikke entydige, hvilket betyder, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt præcist at fastslå, hvad den observerede udvikling viser, eller i hvilket omfang den kan tilskrives de igangsatte indsatser, men evalueringen viser samlet set, at der er skabt et vigtigt fundament for den videre bevægelse mod en mere bæredygtig drift, samtidig med at kvaliteten bevares eller øges, og flere børn, unge og familier får mulighed for at lykkes tættere på deres lokale fællesskaber.
De indsatser, der er iværksat og videreudviklet i forlængelse af omstillingerne – herunder både afledte indsatser, videreførelse af eksisterende indsatser samt nye initiativer – er nærmere beskrevet og uddybet i den bilagte evaluering.
Strategisk ramme
Omstillingsstrategi besluttet i forbindelse med Budget 2020-2023
Videre proces
Forvaltningen arbejder videre med de tiltag og anbefalinger, der er identificeret i evalueringen. Fokus vil være på at fastholde de positive resultater og erfaringer fra omstillingerne samt videreudvikle de områder, hvor evalueringen peger på behov for justeringer eller en yderligere indsats.
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Opgørelsen af den økonomiske betydning omstillingerne har haft, er udelukkkende udtryk for et overordnet skøn, og er således behæftet med usikkerhed: Opgørelsen er foretaget på baggrund af en vurdering af, hvilke merudgifter kommunen ville havde haft til et eksternt tilbud, hvis ikke borgeren var placeret i kommunens eget tilbud. Heri ligger en væsentlig usikkerhed, da det ikke er muligt at afdække et nøjagtigt parallelt forløb, som borgeren ikke har været tilbudt.
Beslutning
Orientering givet.
Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Social- og Beskæftigelsesudvalget, referat fra mødet torsdag 24. september 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.