Lyngby-Taarbæk
Nyt fra byråd og udvalg

Besluttet 24. september, Social- og Beskæftigelsesudvalget, Lyngby-Taarbæk

Ledelsesinformation på det specialiserede unge- og voksenområde (Orientering)

Forvaltningen udarbejder én gang årligt ledelsesinformation for det specialiserede unge- og voksenområde. Rapporten indeholder data om udviklingen inden for de væsentligste paragraffer på socialområdet for kommunens borgere mellem 15 til 29 år samt over 30 år i perioden 2021 til 2025.

Unge og uddannelse

Kort fortalt

Hvem
Social- og Beskæftigelsesudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune
Hvornår
Torsdag 24. september 2026
Status
Besluttet. Orientering givet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forvaltningen orienterer om ledelsesinformation på det specialiserede socialområde for unge og voksne.
Beslutningskompetence
Social- og Beskæftigelsesudvalget orienteres.

Problemstilling

Forvaltningen fremlægger årligt ledelsesinformation på det specialiserede socialområde (bilag 1), der viser udviklingen i de væsentligste paragraffer over de seneste 5 år. Afrapporteringen er fordelt på 3 aldersområder: Data om de 15-17-årige efter paragraffer i Barnets lov (BL) samt data om de 18-29-årige og +30-årige efter Serviceloven (SEL).
Som en del af ledelsesinformationen forelægges også ledelsestilsyn for udvalgte paragraffer på det specialiserede unge- og voksenområde. Ledelsestilsynet baserer sig på et stikprøveudtræk af et antal sager inden for udvalgte områder, hvor forvaltningen har gennemgået om væsentlige dele af lovgivningen er overholdt i sagerne, herunder også sagsbehandlingsfrister.
Som bilag vedlægges to rapporter udarbejdet af Komponent for kommunerne i hovedstadsregionen, der belyser udviklingen i psykiatriske diagnoser og kommunale indsatser på henholdsvis det specialiserede børneområde 0-17 år, og det specialiserede voksenområde +18 år (bilag 2 og 3).
Løsninger
Data i ledelsesinformationen
Forvaltningen har i 2025 implementeret et nyt fagsystem på +18-års området og data i det nye system er struktureret på andre måder end det gamle fagsystem. Det har betydning for, hvordan data kan trækkes og opgøres. Opgørelser på tværs af flere år og flere fagsystemer

kan derfor vise udsving, som skyldes strukturen i systemerne samt udtræksmetoder - og ikke ændringer i indholdet af data. I de enkelte afsnit nedenfor er det angivet, når forvaltningen vurderer, at udsving i data er begrundet i forskellig struktur i fagsystemerne.
I nedenstående gennemgås hovedkonklusionerne fra ledelsesinformationen.
Ungeområdet - Barnets Lov
Der ses fortsat en stigning i antallet af sager på det specialiserede ungeområde (Bilag 1, tabel 1). Denne udvikling ses parallelt med en markant stigning i antallet af underretninger (Bilag 1, tabel 3) og vurderes at afspejle en øget mistrivsel blandt børn og unge og dermed et voksende behov for særlig støtte.
Udviklingen i antallet af unge med indsatser på de forskellige paragraffer efter Barnets Lov (1517 årige) ser ud til at have stabiliseret sig. Der ses en stigning i antallet af kontaktpersonindsatser (Bilag 1, tabel 7) det seneste år samtidig med, at antallet af rådgivningsforløb (Bilag 1, tabel 5) er faldet. Dette peger på, at der arbejdes tidligt og målrettet med indsatser, der vurderes relevante fra starten, frem for gradvist at afprøve mindre indgribende tiltag som fx rådgivnings- eller familiebehandlingsforløb.
Antallet af anbringelser (Bilag 1, tabel 11) er steget markant fra 2024 til 2025; i 2024 var 26 unge anbragt, mens antallet var steget til 44 i 2025. En del af stigningen skyldes uledsagede flygtninge, hvor 9 unge er blevet anbragt i 2025. Herudover er 8 anbragte blevet 15 år det seneste år og derved overgået fra børneafdelingen til Ungeafdelingen, hvilket også har stor betydning for stigningen i antallet af anbragte unge.
Udviklingen i tabt arbejdsfortjeneste (Bilag 1, tabel 10) har været faldende i 2023 og 2024, men er i 2025 steget fra 35 til 47 borgere med tabt arbejdsfortjeneste, hvilket ligger på niveau fra 2022. I 2025 er 15 borgere med tabt arbejdsfortjeneste overgået fra Børneafdelingen til Ungeafdelingen, hvilket har en betydning for udviklingen.
Ungeområdet - Serviceloven
For unge med indsatser efter Serviceloven (18-29-årige) er der større udsving. Nogle af udsvingene peger på dataflytning til nyt fagsystem samt på, hvordan der trækkes data i det nye system. Dette er gældende for ledsagerordning på ungeområdet (Bilag 1, tabel 17), der fremgår med en stigning, men hvor størstedelen af ledsagerindsatser for unge har været tilknyttet voksenområdet i det tidligere fagsystem, hvorfor stigningen ser markant ud i grafen. Det samme gør sig gældende for beskyttet beskæftigelse (Bilag 1, tabel 19 og 20), hvor det samlede antal unge og voksne har været stabilt de seneste år, men hvor datamaterialet viser større afvigelser på de to områder.
Datamaterialet på ungeområdet viser, at der på de forebyggende og længerevarende støtteforløb ses en stigning inden for alle paragraffer. Særligt på Servicelovens § 85, socialpædagogisk støtte (Bilag 1, tabel 13) er der sket en større stigning, som også Unge Kontakten, der leverer § 85-støtte, oplever. Forvaltningen har fokus på de specifikke ydelser, som borgerne får inden for Servicelovens § 85 og justerer disse løbende i løbet af ungelivet

med fokus på at udfase de ydelser, der ikke er behov for. Antallet af unge med indsats efter Servicelovens § 82 a og b (Bilag 1, tabel 13) er steget, hvilket er en positiv tendens, da de skal fungere som en tidlig forebyggende indsats, inden udfordringer vokser sig for store.
Antallet af unge i Udvidede Handlemuligheder i Hjemmet (UHH) (Bilag 1, tabel 13) er steget fra 14 til 21 på trods af, at tilbuddet i en periode har haft lukket for tilgang, da der ikke har været kapacitet til at tage i mod flere borgere. En afledt effekt at dette kan være flere borgere samt længere ophold i midlertidige botilbud efter Servicelovens § 107, da UHH er et alternativ til botilbud. Antallet af ophold i midlertidige botilbud er steget fra 2024 til 2025 (Bilag 1, tabel 15).
Voksenområdet - Serviceloven
I lighed med ungeområdet ses en stigning i antallet af voksne borgere med forebyggende forløb efter Servicelovens § 82 a og b (Bilag 1, tabel 14), der har til formål at forebygge, at borgere på sigt udvikler et større støttebehov. Samtidig ses en stigning i antallet af borgere, der modtager socialpædagogisk støtte efter Servicelovens § 85 (Bilag 1, tabel 14). Forvaltningen vurderer, at stigningen i § 85 forløb hænger sammen med stigningen i § 82 forløb, idet disse i flere tilfælde afdækker, at borgerens udfordringer er mere komplekse eller vedvarende, hvilket medfører efterfølgende visitation til støtte efter § 85.
Datamaterialet viser et fald i antallet af borgere i længerevarende botilbud efter Almenboliglovens § 105 (Bilag 1, tabel 16), hvilket tilskrives lukningen af de to botilbud under Magnetens Boenheder, Åbrinken og Caroline Amalievej i 2024.
Der ses et fald i antallet af borgere i Aktivitets- og samværstilbud (Bilag 1, tabel 22) i 2024, mens niveauet i 2025 igen svarer til de øvrige år i tabellen. Pr. 1. januar 2025 blev Klub Magneten og Klub Hjorten omlagt fra visiterende aktivitets- og samværstilbud efter Servicelovens § 104 til uvisiteret aktiverende tilbud efter Servicelovens § 79. Omlægningen betyder, at en del borgere er overgået fra § 104 til § 79 i starten af 2025. Forvaltningen forventer derfor i næste ledelsesinformation (med data fra 2026) at se et fald i antallet af borgere, der er visiteret til § 104.
Ledelsestilsyn
Der gennemføres ledelsestilsyn to gange årligt med henblik på at følge kvaliteten i sagsbehandlingen på det specialiserede unge- og voksenområde. Tilsynet omfatter en gennemgang af udvalgte sager på tværs af relevante lovområder og har særligt fokus på, om centrale sagsskridt og lovgivningsmæssige krav efterleves.
Ungeområdet
Der er foretaget ledelsestilsyn på ungeområdet på seks forskellige paragraffer, og der er udvalgt en række sager på hvert område ud fra et tilfældighedsprincip. I alle sager er der taget stilling til kvaliteten i specifikke sagsskridt i sagsbehandlingen. Der er foretaget ledelsestilsyn på følgende paragraffer: Serviceloven § 85 (Socialpædagogisk støtte), Serviceloven § 108 (længerevarende botilbud), Barnets Lov § 32 (støttende indsatser), Barnets Lov § 46 (anbringelser), Tabt Arbejdsfortjeneste samt Partshøring og inddragelse i underretninger.

Ledelsestilsynet viser samlet set, at der fortsat er behov for at styrke kvaliteten i dele af sagsbehandlingen. Der ses på tværs af områderne udfordringer i forhold til dokumentation, opfølgning og gennemførelse af enkelte lovpligtige sagsskridt. På området for de 18-29 årige (Serviceloven) er der givet en samlet tilbagemelding til rådgiverne med henblik på at styrke kvaliteten i dokumentationen og skabe et skærpet fokus på opfølgning. På 15-17 års området (Barnets Lov) arbejdes der løbende med at sikre, at lovpligtige sagsskridt gennemføres rettidigt og med den fornødne kvalitet. Det sker blandt andet gennem faglige oplæg, drøftelser på sagsmøder og løbende sparring med socialfaglige konsulenter og ledelse. Der er desuden taget et nyt skema til sagsgennemgang i brug for at understøtte større systematik og bedre overblik i den enkelte sag. Der er samtidig iværksat konkrete tiltag på udvalgte områder. Det gælder blandt andet undervisning i regler og praksis på områder med særlige krav til sagsbehandlingen samt et skærpet fokus på inddragelse og partshøring i sager om underretninger. På anbringelsesområdet er der endvidere øget opmærksomhed på kvaliteten i de børnefaglige undersøgelser og afgørelser, og dette følges løbende op i forbindelse med sagsgennemgange. Der er desuden gennemført stikprøvekontrol af overholdelsen af sagsbehandlingsfrister på 11 lovområder i ungeafdelingen. Resultatet er overordnet meget tilfredsstillende, idet fristerne i langt de fleste gennemgåede sager er overholdt.
Voksenområdet
Der er foretaget ledelsestilsyn på voksenområdet på 11 forskellige paragraffer, og der er udvalgt en række tilfældige sager på hvert område. I sagerne er der taget stilling til kvaliteten i sagsbehandlingen ud fra relevante sagsskridt i sagsbehandlingen. Der er foretaget ledelsestilsyn på følgende paragraffer: Serviceloven § 82 a og b (forebyggende hjælpe og støtte), § 84 (aflastning/afløsning), § 85 (socialpædagogisk støtte), § 80 (husly til husvilde), § 96 (borgerstyret personlig assistance), § 97 (ledsagelse), § 98 (kontaktperson til døvblinde) og § 102 (behandling) samt Lov om socialt frikort § 2 og bevillinger efter Lov om specialundervisning.
Ledelsestilsynet viser et varieret billede på tværs af områderne. På flere områder er kvaliteten i sagsbehandlingen tilfredsstillende, mens der på andre områder er konstateret behov for forbedringer. Det gælder særligt i forhold til opfølgning på indsatser samt behovet for tydeligere og mere ensartede arbejdsgange. Forvaltningen har på den baggrund udarbejdet og igangsat yderligere faste arbejdsgange på udvalgte områder med henblik på at styrke kvaliteten og understøtte en mere ensartet sagsbehandling. Der er blandt andet fokus på at sikre mere systematisk opfølgning på indsatserne og på, at bevillingsbreve udsendes i alle relevante sager, så det tydeligt fremgår, hvad der er bevilget. Herudover følges der konkret op på de sager, hvor tilsynet har vist mangler. Der er samtidig gennemført stikprøvekontrol af overholdelsen af sagsbehandlingsfrister på otte lovområder på voksenområdet. Resultatet er samlet set tilfredsstillende. Ledelsestilsynet peger dog på enkelte områder, hvor praksis skal styrkes yderligere. Dette har blandt andet givet anledning til, at der udarbejdes en arbejdsgang på området.
Strategisk ramme
Den årlige afrapportering på det specialiserede unge- og voksenområde understøtter

muligheden for at følge driften på området. Videre proces Forvaltningen bruger de indsamlede data som understøttende ledelsesinformation i det fortløbende arbejde på det specialiserede unge- og voksenområde. Økonomi Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Beslutning

Orientering givet.

Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Social- og Beskæftigelsesudvalget, referat fra mødet torsdag 24. september 2026, punkt 9. Læs den originale sag hos kommunen.