Spring til indholdet
Lyngby-Taarbæk
Skift kommune
KøbenhavnLyngby-TaarbækAlle kommuner

På dagsordenen 3. november, Teknik- og Miljøudvalget, Lyngby-Taarbæk

VF Affaldsenergi A/S - Godkendelse af lånegaranti og kommunal garantistillelse

VF Affaldsenergi A/S anmoder kommunen om forlængelse og udvidelse af en eksisterende lånegaranti fra 400 mio. kr. til 600 mio. kr. Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om kommunen vil godkende forlængelsen og udvidelsen af lånegarantien.

Klima og grøntAffald

Kort fortalt

Hvem
Teknik- og Miljøudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune
Hvornår
Tirsdag 3. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Næste skridt
Hvis Kommunalbestyrelsen godkender indstillingen, vil forvaltningen meddele dette til VF Affaldsenergi A/S.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 3. november 2026. Du finder dem på ltk.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forvaltningen foreslår, at
1. kommunen godkender en solidarisk garanti på 80 procent af 600 mio. kr. til VF
Affaldsenergi A/S fordelt efter registerfolketallet pr. 1. januar i det år, hvor lånet er
optaget. Pr. 1. januar 2026 var kommunens andel 5,80 procent svarende til en hæftelse
på 27,8 mio. kr,
2. kommunen opkræver årligt en garantiprovision på 0,6 procent af lånebeløbet hos VF
Affaldsenergi A/S opgjort pr. 30/6 og 31/12.

Problemstilling

Lyngby-Taarbæk Kommune indgår sammen med omkringliggende kommuner i en række
forsyningsselskaber. Når selskaberne optager lån, skal det godkendes i alle ejerkommuners
kommunalbestyrelser.
Lyngby-Taarbæk Kommune er medejer af VF Affaldsenergi A/S, som ejes af 19 kommuner i
fællesskab. Selskabet er et datterselskab af I/S Vestforbrænding og blev stiftet i februar 2024
som følge af ny lovgivning, der kræver, at affaldsforbrændingsanlæg fra 1. januar 2025 er
udskilt i kapitalselskaber og adskilt fra øvrige aktiviteter på affaldsområdet.
VF Affaldsenergi A/S har primo oktober 2026 anmodet ejerkommunerne om at godkende at
forlænge en eksisterende låneramme i yderligere 5 år og at forhøje denne fra 400 mio. kr. til
600 mio. kr. Anmodningen er sendt til godkendelse i kommunalbestyrelserne i alle
ejerkommuner i henhold til vedtægterne for VF Affaldsenergi A/S, idet ejerkommunerne hæfter
for selskabets lån.

Løsninger

Kommunalbestyrelsen godkendte d. 27.05.2025 pkt. 8 at stille en solidarisk garanti på 80
procent af en kreditfacilitet på 400 mio. kr. til VF Affaldsenergi A/S. Denne skal anvendes til at

finansiere investeringer på selskabets affaldsenergisanlæg og tilhørende anlæg.
De gennemførte og planlagte investeringer beløber sig i perioden 2025-2028 pr. oktober 2026
til 588 mio. kr., hvilket overstiger den nuværende ramme på 400 mio. kr. VF Affaldsenergi A/S
ønsker derfor, at kommunerne godkender, at kreditfaciliteten øges til 600 mio. kr.
I vedlagte bilag 1 fra bestyrelsesmøde i I/S Vestforbrænding d. 16. september 2026 fremgår en
oversigt over de investeringer, som kreditfaciliteten på 600 mio. kr. skal dække. Det drejer sig
bl.a om:
Renovering og vedligeholdelse af forbrændingsanlæg, herunder årlige revisioner og
udskiftning af slidte dele i ovne, kedler og affaldsindføring.
Modernisering af el-, styrings- og sikkerhedssystemer, herunder eltavler, transformere,
kontrolrum samt brandbekæmpelse, ventilation og nødbelysning.
Opgradering af anlæg til røggasrensning og håndtering af aske og slagge, herunder ny
filterpresse, udskiftning af røggaskanal samt renovering af tanke og kemikalielager.

Strategisk ramme

Sagen behandles efter § 41 i den kommunale styrelseslov (nr. 13 af 5. januar 2026), som
fastslår, at kommunalbestyrelsen skal godkende garantiforpligtelser.
Sagen følger derudover EU’s statsstøtteregler og tilsynspraksis fra Ankestyrelsen, hvori det
fremgår, at kommunale garantier skal stilles på markedsvilkår, herunder mod betaling af
garantiprovision.
Leverance af fjernvarme fra Vestforbrændning er et væsentligt virkemiddel i kommunens
DK2020-klimaplan om CO₂-neutralitet senest i 2050 i overensstemmelse med Parisaftalen

Økonomi

Garantistillelse til VF Affaldsenergi A/S er behæftet med en økonomisk risiko for kommunen,
hvis VF Affaldsenergi A/S kommer i økonomiske vanskeligheder. VF Affaldsenergi A/S er et
datterselskab til I/S Vestforbrænding. VF Affaldsenergi A/S og I/S Vestforbrænding har pr.
september 2026 en samlet gæld på 8,2 mia. kr. hvoraf kommunen hæfter for sin
befolkningsandel i det år, hvor de pågældende lån blev optaget. Pr. 1. januar 2026 udgjorde
kommunens befolkningsandel 5,8 procent af det samlede indbyggertal i de kommuner, som I/S
Vestforbrænding dækker, svarende til en hæftelse på ca. 472,8 mio. kr. Derudover har I/S
Vestforbrænding og VF Affaldsenergi A/S en ikke realiseret låneramme på samlet 12,1 mia. kr.,
hvoraf Varmeplan 2030, etape 2 udgør 10,5 mia. kr., som kommunen hæfter for med 6,3
procent, da enkelte kommuner ikke er med i Varmeplan 2030, etape 2. Hvis I/S
Vestforbrænding anvender hele sin ubenyttede låneramme vil kommunens hæftelse stige med
761,5 mio. kr.
Såfremt lånegarantien i nærværende sag godkendes, vil den samlede potentielle hæftelse for
ejerkommunerne stige med 200 mio. kr. til 20,5 mia. kr., og kommunens andel vil stige med
11,6 mio. kr. til 1,2 mia. kr.

Nordea, som yder kreditfaciliteten på 600 mio. kr. til VF Affaldsenergi A/S, vurderer, at
manglende betaling til Nordea er meget usandsynligt. Nordea vurderer løbende de økonomiske
forhold i Vestforbrænding-koncernen, herunder VF Affaldsenergi A/S, som led i bankens 'due
diligence'. Nordea påtager sig selv 20 procent af risikoen i tilfælde af manglende betaling fra
VF Affaldsenergi A/S. Ejerkommunerne påtager sig risikoen på de resterende 80 procent.
I nærværende kreditfacilitet ønsker VF Affaldsenergi A/S, at løbetiden øges til 5 år, så
kreditfaciliteten ikke skal behandles hvert år i ejerkommunerne. Den nuværende kreditfacilitet
på 400 mio. kr. havde en løbetid på 1 år og udløber i november 2026.
I den tidligere aftale med Nordea indgik, at ejerkommunerne garanterer solidarisk for kreditten,
hvilket indebærer, at Nordea kan rejse krav direkte mod én ejerkommune i tilfælde af, at VF
Affaldsenergi A/S ikke vedligeholder sit lån. Efter pres fra en række ejerkommuner er det nu
aftalt, at Nordea i første omgang skal søge at få indfriet ejerkommunernes garanti pro rata,
efter registerfolketallet pr. 1. januar det år, hvor forpligtelsen er indgået. I aftalen med Nordea i
vedlagte lånedokument (bilag 2) og kautionsdokument (bilag 3) er dette specificeret. Den
fremlagte aftale indebærer stadig en større økonomisk risiko for kommunen end låntagning
med pro rata hæftelse, men forvaltningen vurderer, at risikoen med den nye aftale er
tilstrækkeligt håndteret.
Som betaling for lånegarantien modtager Lyngby-Taarbæk Kommune en garantiprovision på
0,6 procent af kommunens andel af det det faktiske træk på kreditfaciliteten/det optagne lån.
Hvis VF Affaldsenergi A/S anvender hele lånerammen, vil Lyngby-Taarbæk Kommune
modtage en garantiprovision på 0,2 mio. kr. årligt. Garantiprovisionen udbetales efter at
årsregnskabet for VF Affaldsenergi A/S er godkendt. Første udbetaling vil hermed være
kommunen i hænde medio 2027.
Forvaltningen vil søge om en indtægtsbevilling for garantiprovisionen ifm. en budgetopfølgning,
når der viser sig behov herfor. Den faktiske indtægt er afhængig af aftrækket på lånerammen
og hermed de allerede gennemførte og planlagte investeringer på 587,8 mio. kr. hvoraf
tidsplanen fremgår i bilag 1.
Affalds- og fjernvarmetakster for borgere i kommunen vil blive påvirket af den øgede
låneramme, da VF Affaldsenergi A/S drives på kommercielle vilkår med priser, der skal dække
alle omkostninger herunder også finansieringsomkostninger til øget låneoptag.
Vestforbrænding I/S oplyser, at finansieringsomkostningerne fordeles med 70 procent til
varmeområdet og 30 procent til affaldsområdet.

Videre proces

Hvis Kommunalbestyrelsen godkender indstillingen, vil forvaltningen meddele dette til VF
Affaldsenergi A/S.

Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Teknik- og Miljøudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.