På dagsordenen 3. november, Teknik- og Miljøudvalget, Lyngby-Taarbæk
I/S Vestforbrænding – Godkendelse af låneramme 2027 og kommunal garantistillelse
I/S Vestforbrænding anmoder kommunen om godkendelse af en låneramme på 219 mio. kr. og en tilhørende kommunal garantistillelse. Kommunalbestyrelsen skal tage stilling til, om kommunen vil godkende lånerammen og garantistillelsen.
Kort fortalt
- Hvem
- Teknik- og Miljøudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 3. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
- Næste skridt
- Såfremt kommunalbestyrelsen godkender indstillingen, vil forvaltningen meddele dette til I/S Vestforbrænding.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 3. november 2026. Du finder dem på ltk.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen foreslår, at kommunen godkender en låneramme på 219 mio. kr. for 2027 til I/S
Vestforbrænding, hvoraf kommunens andel udgør ca. 12,7 mio. kr.
Problemstilling
Lyngby-Taarbæk Kommune indgår sammen med omkringliggende kommuner i en række
forsyningsselskaber. Når selskaberne optager lån, skal det godkendes i alle ejerkommuners
kommunalbestyrelser.
Lyngby-Taarbæk Kommune er medejer I/S Vestforbrænding, som ejes af 19 kommuner i
fællesskab. Selskabet har anmodet ejerkommunerne om at godkende en ny låneramme på
219 mio. kr. Ejerkommunerne hæfter pro rata i forhold til indbyggertallet det år, hvor
forpligtelsen indgås.
Lånerammerne er sendt til godkendelse i kommunalbestyrelserne i alle ejerkommuner i
henhold til vedtægterne for I/S Vestforbrænding, idet ejerkommunerne hæfter for selskabets
lån.
Løsninger
Lånerammen for 2027 på 219 mio. kr. blev godkendt af bestyrelsen i I/S Vestforbrænding den
16. september 2026. Ejerkommunerne behandler og godkender låneramme 2027 på
kommunalbestyrelsesmøder senest med udgangen af 4. kvartal 2026
Lånerammen skal anvendes til følgende to projekter:
201 mio. kr. til fjernvarmenet, fortætningsprojekter i eksisterende varmenet samt
infrastruktur
18 mio. kr. til IT-understøttelse af forretningsgange og processer
I vedlagte bilag 1 fra I/S Vestforbrænding er de to projekter og lånevilkårene beskrevet
nærmere.
Strategisk ramme
Sagen behandles efter § 41 i den kommunale styrelseslov (nr. 13 af 5. januar 2026), som
fastslår, at kommunalbestyrelsen skal godkende garantiforpligtelser.
Leverance af fjernvarme fra Vestforbrændning er et væsentligt virkemiddel i kommunens
DK2020-klimaplan om CO₂-neutralitet senest i 2050 i overensstemmelse med Parisaftalen
Økonomi
Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser. En imødekommelse af I/S
Vestforbrændings anmodning vil dog øge kommunens lånegarantier og dermed kommunens
økonomiske risici, jf. nedenfor.
Kommunen hæfter for alle lån, som I/S Vestforbrænding optager, pro rata efter indbyggertallet i
det år, hvor forpligtelsen indgås. Da indbyggerantal for 2027 endnu ikke er opgjort af
Danmarks Statistik, kan kommunens præcise hæftelse for en andel af de 219 mio. kr. ikke
beregnes endnu. Pr. 1. januar 2026 var kommunens andel 5,8 procent svarende til en hæftelse
på 12,7 mio. kr.
De 19 ejerkommuner hæfter pr. oktober 2026 for lån på i alt 8,2 mia. kr., som I/S
Vestforbrænding og datterselskabet VF Affaldsenergi A/S har optaget gennem KommuneKredit
og Nordea. Lyngby-Taarbæk kommunes andel heraf udgør pr. oktober 2026 ca. 472,8 mio. kr.
Derudover har I/S Vestforbrænding og VF Affaldsenergi A/S en ikke realiseret låneramme på
samlet 12,1 mia. kr., hvoraf Varmeplan 2030, etape 2 udgør 10,5 mia. kr., som kommunen
hæfter for med 6,3 procent, da enkelte kommuner ikke er med i Varmeplan 2030, etape 2. Hvis
I/S Vestforbrænding anvender hele sin ubenyttede låneramme vil kommunens hæftelse sige
med 761,5 mio. kr.
Såfremt den nye låneramme for 2027 godkendes, vil den samlede potentielle hæftelse for
ejerkommunerne stige med 219 mio. kr. til 20,5 mia. kr., og kommunens andel vil stige med
12,7 mio. kr. til 1,2 mia. kr. kr.
Garantiprovision
Sagen skal ses i lyset af EU’s statsstøtteregler og Ankestyrelsens tilsynspraksis, hvorefter
kommunale garantier skal stilles på markedsvilkår, herunder mod betaling af garantiprovision.
Garantiprovision er betaling for den risiko, kommunen påtager sig ved at garantere for et
selskabs lån.
I/S Vestforbrænding betaler ikke garantiprovision for de lån, selskabet optager med
ejerkommunernes hæftelse. Spørgsmålet har været genstand for en årelang dialog. I/S
Vestforbrænding vurderer, at selskabet ikke skal betale garantiprovision, da ejerkommunerne
juridisk set hæfter for lånene frem for at stille garanti. Forvaltningen vurderer imidlertid, at
begge dele i praksis indebærer en økonomisk risiko for ejerkommunerne, som vil skulle dække
selskabets forpligtelser, hvis I/S Vestforbrænding går konkurs.
I/S Vestforbrænding stiftede i februar 2024 datterselskabet VF Affaldsenergi A/S som følge af
ny lovgivning, der kræver, at affaldsforbrændingsanlæg fra 1. januar 2025 er udskilt i
kapitalselskaber og adskilt fra øvrige aktiviteter på affaldsområdet. VF Affaldsenergi A/S
betaler garantiprovision på 0,6 % af kommunens hæftelse for selskabets lån.
Videre proces
Såfremt kommunalbestyrelsen godkender indstillingen, vil forvaltningen meddele dette til I/S
Vestforbrænding.
Kilde: Lyngby-Taarbæk Kommune, Teknik- og Miljøudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 3. november 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.