Besluttet 24. august, Forebyggelses- og Sundhedsudvalget, Næstved
Orientering om indsats med opsøgende arbejde fra tandplejen på plejehjem
Politisk behandling Forebyggelses og Sundhedsudvalget (til efterretning), 24.08.2026 Som en del af Forebyggelses- og Sundhedsudvalget introduktion til Tandplejen, orienteres her om et opsøgende og forebyggende arbejde (profylakseforløb) inden for omsorgs- og specialtandplejen, primært i forhold til borgere på kommunens plejehjem.
Kort fortalt
- Hvem
- Forebyggelses- og Sundhedsudvalget, Næstved Kommune
- Hvornår
- Mandag 24. august 2026
- Status
- Besluttet. Forebyggelses- og Sundhedsudvalget, 24.08.2026 Til efterretning.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.
Sagsfremstilling
Omsorgs- og specialtandpleje er en del af Tandplejens kerneydelse
Tandplejen leverer ydelser inden for både børne- og unge tandpleje inkl. tandregulering, socialtandpleje,
omsorgstandpleje (ældre borgere fortrinsvis på plejehjem) og specialtandpleje (borgere med fysisk/psykisk handicap)
Omsorgs- og specialtandpleje ydes henholdsvis efter sundhedslovens §§ 131 og 133. jr. Bekendtgørelse om Tandpleje
(nr. 706 af 11. juni 2024) skal omsorgstandplejen og specialtandplejen omfatte:
1. Generel og individuel forebyggelse og sundhedsfremme, inklusiv hjælp til mundhygiejne, herunder oplysning om
samt instruktion i tandpleje til den enkelte patient og til relevant omsorgspersonale.
2. Undersøgelser af tand-, mund- og kæberegionens sundhedstilstand.
3. Behandlinger af symptomer, sygdomme og funktionsforstyrrelser i tand-, mund- og kæberegionen, således at
denne bevares i god funktionsdygtig stand under hensyntagen til den enkeltes samlede tilstand.
Sammenhæng mellem mundsundhed og generelle sygdomme hos ældre borgere
Undersøgelser viser, at over halvdelen af alle ældre på plejehjem har huller i tænderne og lige så mange har gener fra
munden, som påvirker livskvaliteten negativt. Dette skyldes bl.a. en utilstrækkelig mundhygiejne, hvilket er et velkendt
problem på plejehjemmene.
Plejehjemsbeboere er derudover ofte medicineret med medicin, som giver mundtørhed. Derfor har de fleste beboere på
plejehjem en særlig høj risiko for at udvikle caries i tænderne.
Dårlig mundhygiejne giver, foruden risiko for udvikling af caries, også risiko for udvikling af parodontose. Undersøgelser
har vist, at parodontose mindsker muligheden for at kontrollere sukkersyge.
Undersøgelser tyder også på, at der er sammenhæng mellem hjertekar lidelser og parodontose
Flere undersøgelser viser, at ca. 80 % af alle ældre på plejehjem har behov for hjælp til den daglige tandbørstning, men
at under 10 % af beboerne får den nødvendige hjælp og at langt de fleste ældre på plejehjem – 90 % - vil tage imod
hjælp til tandbørstning, hvis hjælpen formidles på den rigtige måde.
Belægninger på tænderne virker som et reservoir for bakterier. Bakterier fra mundhulen aspireres til luftvejene og vil hos
svækkede patienter give anledning til udvikling af lungebetændelse.
Undersøgelser viser at ca. 10 % af alle tilfælde af lungebetændelser på plejehjem kan undgås ved en tilstrækkelig
mundpleje. Mellem 100 og 200 dødsfald årligt forårsaget af lungebetændelse kunne ligeledes undgås ved en
forebyggende mundpleje.
Af ovenstående fremgår at daglig støtte til tand- mund- og protesepleje er yderst vigtigt for at opretholde ældres
mundsundhed, generelle sundhed og livskvalitet.
Tandplejen har derfor i marts 2025 opstartet indsatsen med systematisk opsøgende og forebyggende arbejde på
kommunens plejehjem og bosteder, hvor der bor borgere tilknyttet Næstved Kommunes omsorgs- eller specialtandpleje,
for at styrke mundhygiejneindsatsen.
Tandplejens opsøgende og forebyggende indsats på kommunens plejehjem
Formålet med indsatsen er at vedligeholde borgernes tyggefunktion, undgå huller og smerter samt undgå infektioner i
mundhulen, herunder også undgå lungebetændelse.
Indsatsen er todelt. En del retter sig mod den enkelte borger som hygiejnebesøg med fluorpensling foretaget af en
klinikassistent, som også udarbejder en mundplejeplan. Den anden del er en aktiv instruktion ved sidemandsoplæring
og vidensdeling med plejepersonalet, i det omfang personalet kan frigøres fra andre plejeopgaver.
Når indsatsen opstartes på et plejehjem/bosted, kommer tandpleje hver 5. uge gennem 6-9 måneder. Efterfølgende
hver 10. uge for at sikre kontinuitet af indsatsen og adressere eventuelle problemer eller nødvendige forbedringer
rettidigt. Tandplejen kommer uanmeldt for dels at sikre fleksibilitet for begge parter (tandplejen og medarbejdere på
plejehjemmet/bosted), dels at undgå tung administration.
Konkret inddeles de borgere på plejehjemmet/bostedet, som er tilknyttet omsorgs- eller specialtandpleje, i kategorier
(grøn, gul, rød), der indikerer den efterfølgende håndtering, herunder den nødvendige understøttelse af mundhygiejne
fra plejepersonalet. For at synliggøre og understøtte forløbet for den enkelte borger, sættes tilsvarende farvet tandkrus
hos borgeren, som udskiftes undervejs, når behovet ændrer sig.
Indsatsen varetages af 2 elever og 2 uddannede klinikassistenter, der tager ud på besøgene 2 dage ugentlig. De har
alle en baggrund i ældreområdet, hvilket er en yderligere styrke i forhold til indsatsen.
Tandplejen har pt gennemført indsatsen på 6 plejehjem/ bosteder, konkret 151 borgere. Alle disse borgere får fortsat
besøg hver 10. uge.
Effekten
Tandplejen har oplevet færre huller i tænderne, mindre betændelse i tandkødet og mindre risiko for akutte behandlinger.
Derudover bedre evne til at tygge maden og dermed bedre ernæring og øget velvære og højere livskvalitet uden gener
fra munden.
De 2 klinikassistenter, som er tilknyttet projektet, vil uddybe indsatsen og effekten på Udvalgsmødet. Der er desuden
vedhæftet et bilag med uddybning af den faglige indsats i profylakseforløbet.
Økonomi
Administrationen har ingen bemærkninger.
Beslutning
Forebyggelses- og Sundhedsudvalget, 24.08.2026
Til efterretning.
Bilag
- Profylakse forløb i omsorgstandpleje 2025
- Forebyggelses- og Sundhedsudvalget 24.08.2026
Kilde: Næstved Kommune, Forebyggelses- og Sundhedsudvalget, referat fra mødet mandag 24. august 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.