Besluttet 31. august, Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget, Næstved
Orientering om status på myndighedsområdet i Center for Børn og Unge
Politisk behandling Børne-, Skole-, og Uddannelsesudvalget (til efterretning), 31.08.2026 Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget orienteres med sagen om status på myndighedsområdet i Center for Børn og Unge med afsæt i nyligt afsluttet Task Force-forløb, borgerrådgiverens årsberetning og administrationens løbende opfølgning på og vurdering af igangværende indsatser.
Kort fortalt
- Hvem
- Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget, Næstved Kommune
- Hvornår
- Mandag 31. august 2026
- Status
- Besluttet. Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget, 31.08.2026 Stedfortræder: Pernille Steen (V) Til efterretning.
- Næste skridt
- Myndighedsområdet fortsætter arbejdet med de igangsatte udviklingsspor på myndighedsområdet.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Administrationen indstiller, at udvalget tager orienteringen til efterretning.
Baggrund
Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget bad på mødet i juni om en orientering om status på myndighedsområdet i
Center for Børn og Unge.
Myndighedsområdet i Center for Børn og Unge (CBU) har ansvar for at træffe alle afgørelser efter barnets lov om særlig
støtte til børn, unge og familier. Området varetager dermed en myndighedsopgave med væsentlig betydning for børn og
familiers trivsel, retssikkerhed og adgang til den rette hjælp på det rette tidspunkt.
Udvalget orienteres med denne sag om status på området, herunder de væsentligste udviklingsspor, der er arbejdet
med i forlængelse af nyligt afsluttet Task Force-forløb, anbefalinger i borgerrådgivers årsberetning og øvrige
opmærksomhedspunkter på området.
Generel status på myndighedsområdet
Myndighedsområdet er fortsat et område med høj kompleksitet og stor opgavemængde. Sagerne omhandler børn, unge
og familier i udsatte positioner og stiller høje krav til både faglig kvalitet, rettidighed, dokumentation og samarbejde på
tværs af kommunens tilbud og eksterne samarbejdspartnere. Næstved Kommune har en høj sagsmængde pr. børne- og
ungerådgivere, hvilket er et rammevilkår, der arbejdes ud fra i løbende udviklingsprocesser samt i den løbende drift i
forhold til prioritering inden for den enkelte børne- og ungerådgivers opgave.
Det er administrationen vurdering, understøttet at task forces afrapporteringer, at området kontinuerligt løser opgaven
bedre end det historisk har været tilfældet, set ift. opgavernes kompleksitet, ressourcerne på området og de betydelige
forandringer, der er blevet implementeret. Det er administrationens vurdering, at såvel rettidigheden for igangsættelse af
indsatser og de konkrete afgørelser er væsentligt forbedret de seneste år. Det er samtidig administrationens vurdering,
at området fortsat kræver tæt ledelsesmæssig opfølgning og klare prioriteringer, så udviklingsarbejdet omsættes til
varige forbedringer i praksis, samtidig med at den økonomiske styring og indkøbspraksis på området, er væsentligt
professionaliseret de seneste år. Området er kendetegnet ved, at afgørelser i høj grad baseres på konkrete afdækninger
og faglige og juridiske skøn foretaget af børne- og ungerådgivere i samarbejde med den faglige ledelse. Det stiller store
krav til grundighed i afgørelsernes skriftlighed og begrundelser, da vurderingerne vedrører indsatser for det enkelte barn
og familien.
Områdets kompleksitet og opgavernes omfang betyder, at nogle familier oplever lange sagsforløb fra sagsstart til
afgørelse samt i forbindelse med ændringer undervejs i sagen. Samtidig efterspørger mange familier hurtigere
sagsbehandling og mere dialog med deres børne- og ungerådgiver, end det er muligt at imødekomme inden for de
nuværende rammer.
Status på Task Force-forløbet og udviklingsarbejdet
Myndighedsområdet deltog i perioden 2023-2025 i et Task Force forløb i samarbejde med Social- og Boligstyrelsen (se
også sag 59, forelagt udvalget den 8. juni 2026). Task Force-forløbet har bidraget til at skabe en mere systematisk
ramme for udviklingen af myndighedsarbejdet. Der er blandt andet arbejdet med tydeligere arbejdsgange, fælles faglige
forventninger, ledelsestilsyn, tilbagemeldinger på personalemøder, brug af fraser og styrket faglig sparring i teams og
ledelse.
I den afsluttende redegørelse fra 2026 samt i opfølgningsnotat fra maj 2026 (se bilag 1 og 2) vurderer Task Force, at der
generelt er sket progression i kvaliteten af sagsbehandlingen, særligt inden for inddragelse og faglig udredning. Det
fremgår samtidig, at nogle indsatser har taget længere tid end først planlagt, fordi der er prioriteret tid til implementering
og forankring af de mest centrale udviklingsspor frem for at igangsætte for mange nye initiativer samtidig.
Det er administrationens vurdering, at denne prioritering har været nødvendig. Ændringer i myndighedspraksis kræver
ikke alene nye arbejdsgange, men også fælles forståelse, gentagen afprøvning, ledelsesmæssig opfølgning og løbende
læring i konkrete sager. Det betyder, at et udviklingstema må fastholdes over en længere periode, før effekten kan
forventes at kunne ses konsistent i sagerne og en naturlig arbejdspraksis, og ikke blot er en indsats der ophører med at
fungere, i det øjeblik næste udviklingsmål kommer i fokus.
Borgerrådgiverens årsberetning
Borgerrådgiverens seneste årsberetning (se bilag 3) giver et supplerende borgerperspektiv på kontakten med
myndighedsområdet og bidrager til fortsat opmærksomhed på kommunikation, inddragelse, tilgængelighed og
retssikkerhed i sagsbehandlingen. På baggrund af årsberetningen er der udarbejdet en handleplan for
myndighedsområdet i CBU.
Handleplanen har særligt fokus på tilgængelighed, rettidig besvarelse af henvendelser, overholdelse af
sagsbehandlingsfrister, tydelig orientering ved fristoverskridelser samt kvalitetssikring af sager, der sendes til
Ankestyrelsen. Flere af tiltagene er iværksat eller under implementering, herunder styrket samarbejde med
Kontaktcenteret, tydeligere rammer for håndtering af telefoniske og skriftlige henvendelser, opdatering af borgerrettet
information på hjemmesiden samt øget brug af adviseringer i fagsystemet på området (DUBU). Borgerrådgiveren
angiver, at hun oplever en forbedring i tilgængeligheden i CBU, og at det nu primært er orientering om fristoverskridelser
borgerrådgiveren kontaktes om.
Derudover arbejdes der med en mere systematisk kvalitetssikring af klagesager og en tættere dialog med familierne om
deres oplevelse af kontakten med myndighedsområdet, bl.a. via det oprettede Familiepanel, hvor der er gennemført et
møde i 2026 og planlagt yderligere to i oktober 2026 - og hvor udvalget inviteres til møderne i 2027.
Der er dertil hyppigere dialogmøder med Borgerrådgiveren, både ift. generelle emner og specifikke temaer, hvor
eksempelvis samarbejde om håndtering af klagesager har været drøftet.
Administrationen vurderer, at tiltag i handleplanen understøtter den samlede udvikling af myndighedsområdet ved at
koble borgerrådgiverens anbefalinger til øvrige konkrete ledelsesmæssige og faglige tiltag, som skal styrke
sagsbehandlingen og borgernes oplevelse af kvalitet og sammenhæng heri.
Øvrige aktuelle fokusområder
Myndighedsområdet er aktuelt i en fase, hvor der særligt er fokus på opfølgning på iværksatte indsatser og på
samarbejdet mellem myndighed og udfører.
Fokus på opfølgning handler blandt andet om at sikre, at der sker rettidig og fagligt kvalificeret vurdering af, om en
iværksat indsats fortsat imødekommer barnets eller den unges behov, eller om indsatsen skal justeres eller helt ophøre.
Dette arbejde hænger tæt sammen med Task Forcens anbefalinger om tydelige mål, systematisk opfølgning og faglige
vurderinger i alle væsentlige sagsskridt. Konkret er der igangsat brug af systematisk progressions-målingsværktøj
(værktøjet SDQ), der understøtter den faglige vurdering af indsatsers effekt samt hvornår en indsats kan afsluttes eller
bør fortsætte.
Samarbejdet mellem myndighed og intern udfører er ligeledes et centralt fokuspunkt. Der arbejdes med faste dialogfora,
fælles afklaring af forventninger til statusudtalelser og afslutningsskrivelser, tydeligere arbejdsgange og tilrettelæggelse
af et sammenhængende forløb for børn, unge og familier. Formålet er at understøtte, at indsatser kan iværksættes
rettidigt, følges relevant op og justeres, når barnets eller familiens behov ændrer sig. Som en del af denne indsats, er ny
samarbejdsmodel mellem myndighed og intern udfører under implementering, og der er en løbende proces med at
opnormere de interne udførerenheder og reducere forbruget hos eksterne leverandører. Det forventes, at familiernes
samlede sagsforløb fremover bliver kortere, da efterslæbet på igangsættelse af indsatser blev afviklet i 2025, og
indsatser nu iværksættes væsentligt hurtigere og i overensstemmelse med lovens intentioner.
På handicapområdet er der ikke identificeret væsentlige udeståender i form af indsatser, arbejdsgange eller andre
forhold, som forventes at kunne forbedre sagsbehandlingens kvalitet eller hastighed. Der er derimod risiko for stigende
sagsbehandlingstider, og administrationen vurderer, at varige forbedringer på området i hovedsagen afhænger af
ressourcetilførsler.
Ud over ovenstående er der kortfattet nedenstående indsatser:
• Fokus på at reducere tyngden af skriftlighed i afdækninger, statusudtalelser mm. med henblik at tiden benyttes til
yderligere dialog med familierne, herunder opfølgning på igangværende indsatser.
• Benytte AI hvor muligt og lovligt. Pt. arbejdes på implementering af RoboRef som værktøj til at tage og kvalificere
referater fra diverse møder med familier. Dertil er chatbot til at kvalificere korrekt lovfortolkning inden for Karnows
digitale løsning taget i brug.
• Årlig plan for opfølgning ift. ledelsesgennemgang af sager der kan lukkes (2 gange årligt) og gennemgang af
aktive anbringelser med henblik på at identificere potentiale for hjemgivelse eller ændre mindre indgribende
anbringelsesform (2 gange årligt).
• Plan for hyppigere opfølgning af sager med tabt arbejdsfortjeneste.
• Effektivisering af administrative arbejdsgange bl.a. ift. udbetalinger til familier, plejeforældre mm., blandt andet i
form af mindre detaljeret kontrol af de enkelte betalinger.
Videre proces
Myndighedsområdet fortsætter arbejdet med de igangsatte udviklingsspor på myndighedsområdet. I den kommende
periode vil hovedvægten være på at fastholde og forankre de allerede igangsatte forbedringer, herunder særligt
opfølgning på indsatser, styrket samarbejde mellem myndighed og udfører, fortsat brug af ledelsestilsyn og løbende
tilbagemelding til medarbejdere og ledelse. Det har været en massiv udviklings- og forandringsindsats de seneste år,
og fokus vil fremadrettet i højere grad være på forankring, optimering og implementering.
Udvalget vil efter behov blive orienteret om den videre udvikling på området, bl.a. via de løbende budgetopfølgninger.
Økonomi
Administrationen har ingen bemærkninger.
Beslutning
Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget, 31.08.2026
Fraværende: Lene Søs Jonassen (C)
Stedfortræder: Pernille Steen (V)
Til efterretning.
Bilag
- Bilag 1. Task Force Næstved Kommune - afsluttende rapport september 2025
- Bilag 2. Task Force Næstved Kommune - opfølgningsnotat maj 2026
- Bilag 3. Årsberetning 2025 - Borgerrådgiveren
- Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget 31.08.2026
Kilde: Næstved Kommune, Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget, referat fra mødet mandag 31. august 2026, punkt 7. Læs den originale sag hos kommunen.