Nordfyn
Skift kommune
KøbenhavnAlbertslundAllerødAssensBallerupBornholmBrøndbyBrønderslevDragørEgedalEsbjergFaxeFredensborgFredericiaFrederiksbergFuresøFaaborg-MidtfynGentofteGladsaxeGreveGribskovGuldborgsundHaderslevHalsnæsHelsingørHerlevHerningHillerødHolbækHorsensHvidovreHøje-TaastrupHørsholmKalundborgKertemindeKøgeLangelandLejreLollandLyngby-TaarbækMiddelfartNordfynNyborgNæstvedOdenseOdsherredRingstedRoskildeRudersdalRødovreSlagelseSolrødSorøStevnsSvendborgSønderborgTønderTårnbyVallensbækViborgVordingborgÆrøAlle kommuner

Behandlet 25. juni, Kommunalbestyrelsen, Nordfyn

Planlægning - Igangsættelse samt forslag til proces for udarbejdelse af ny planstrategi

Sagens kerne En kommunal planstrategi er Kommunalbestyrelsens politiske vision for den langsigtede udvikling af kommunen. Ifølge Planloven skal Kommunalbestyrelsen i første halvdel af den kommunale valgperiode offentliggøre en planstrategi.

Kort fortalt

Hvem
Kommunalbestyrelsen, Nordfyns Kommune
Hvornår
Torsdag 25. juni 2026
Status
Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Sagens kerne
En kommunal planstrategi er Kommunalbestyrelsens politiske vision for den langsigtede
udvikling af kommunen.
Ifølge Planloven skal Kommunalbestyrelsen i første halvdel af den kommunale valgperiode
offentliggøre en planstrategi. Processen med udarbejdelse af planstrategien fungerer som en
køreplan for den efterfølgende revision af kommuneplanen.

Administrationens indstilling
Det indstilles, at:

1. Arbejdet med planstrategi 2027 igangsættes.
2. Der i planstrategi 2027 tages udgangspunkt i kommunens geografiske inddeling i
henholdsvis det åbne land, hovedbyer, landsbyer og sommerhusområder.
3. Beskrevet proces og forventet tidsplan godkendes.

Sagens baggrund
En planstrategi er Kommunalbestyrelsens politiske og langsigtede strategi, hvor
Kommunalbestyrelsen synliggør over for borgerne, hvordan man fra politisk side ser, at
kommunen skal udvikle sig fysisk og som også sætter retning for den næste kommuneplan.
Planstrategien spiller derfor en vigtig rolle, da den kan fastlægge de nødvendige politiske
prioriteringer for kommunens fremtidige fysiske udvikling.
De politiske drøftelser i forbindelse med planstrategien har fokus på de store linjer i den
fremtidige udvikling. En grundig drøftelse i denne fase vil afklare mange spørgsmål i forhold til
den efterfølgende planlægning. Drøftelserne medvirker til at sikre ejerskab til det efterfølgende
kommuneplanforslag og medvirker til en helhedsorienteret og bæredygtig planlægning.
Planstrategien skal indeholde oplysninger om den planlægning, der er sket efter den seneste
revision af kommuneplanen, samt Kommunalbestyrelsens vurdering af og strategi for
udviklingen. Derudover skal den indeholde Kommunalbestyrelsens beslutning om omfanget af
en kommende kommuneplanrevision. Det vil sige, om der skal være tale om en fuld revision af
kommuneplanen, eller om det kun er enkelte emner der skal revideres.
I den kommende Planstrategi 2027 foreslår administrationen at tage udgangspunkt i
kommunens geografiske inddeling i henholdsvis det åbne land, hovedbyer, landsbyer og
sommerhusområder. Med denne opdeling i geografier er det samtidig særligt vigtigt at have
fokus på de synergier og den sammenhængskraft, der er og skal være på tværs af forskellige
geografier i kommunen.

Administrationen foreslår, at der indledende udarbejdes såkaldte SWOT-analyser, hvor styrker,
svagheder, trusler og muligheder ses i sammenhæng for hver af de geografiske områder.
Metodisk gøres det gennem relevant data- og vidensindsamling for kommunen og en
kortlægning af fremtidens tendenser. Udkast på SWOT-analyserne præsenteres på første
temamøde, hvor Kommunalbestyrelsen er med til at drøfte dem og udpege, hvilke
målsætninger der kan skabes enighed om, og arbejdes med i planstrategien for hver af de fire
geografiske områder.
Målsætninger kan eksempelvis tage afsæt i bosætning, strategisk erhvervsudvikling mv.
Planstrategien skal ende ud i, at der formuleres ledetråde for hvert af de enkelte geografiske
områder, på baggrund af valgte politiske målsætninger, som kan give retning for det løbende
planarbejde i kommunen.
Proces og tidsplan:
I processen foreslås Planstrategi 2027 behandlet på to temamøder med hele
Kommunalbestyrelsen i henholdsvis efteråret 2026 og foråret 2027, hvor fokus vil være på
henholdsvis formulering af målsætninger i planstrategien på det første temamøde, og valg af
ledetråde for de udvalgte målsætninger på det andet temamøde.
Det er administrationens vurdering, at planstrategien har karakter af et mere overordnet politisk
strategisk planlægningsværktøj, som i mindre grad lægger op til direkte borgerinddragelse og
mere til politisk drøftelse. Derfor er det ikke tænkt, at strategien præsenteres for alle borgerne
før forslaget kommer i offentlig høring.
Som input til Kommunalbestyrelsens arbejde med strategien foreslås det, at der forud for
anden temadrøftelse inviteres til en workshop, hvor relevante borgergrupper inviteres og får
mulighed for at bidrage med lokal og faktuel viden, som vil kunne indgå i det videre arbejde
med strategien.
Kommunalbestyrelsen skal inden udgangen af den første halvdel af en valgperiode
offentliggøre en strategi for kommuneplanlægningen. Det vil sige at planstrategien skal være
offentliggjort inden udgangen af 2027.
Planstrategien forventes at kunne vedtages som forslag af Kommunalbestyrelsen i juni 2027,
og efterfølgende udsendes i offentlig høring i 8 uger. Herefter behandles de indkomne
bemærkninger og bliver fremlagt til politisk behandling. Administrationen forventer, at
planstrategien kan offentliggøres i oktober 2027.
Det forventes at arbejdet med den kommende kommuneplan vil igangsættes umiddelbart efter
planstrategiens offentliggørelse, med henblik på at kommuneplanen kan vedtages endeligt
inden for nuværende valgperiode.

Økonomiske oplysninger
Sagen har ikke været forelagt Økonomi og Løn.

Beslutningskompetence
Kommunalbestyrelsen.

Lovgrundlag
Planloven.

Beslutning på Teknik- og Miljøudvalget 2026-2029 03-06-2026
Teknik- og Miljøudvalget godkender indstillingen og oversender sagen til
Kommunalbestyrelsen med anbefaling af, at den samlede Kommunalbestyrelse bakker op
omkring udarbejdelsen af den nye planstrategi.

Beslutning på Økonomiudvalget 2026-2029 17-06-2026
Indstillingen som protokolleret af Teknik- og Miljøudvalget på møde den 3. juni 2026 anbefales
godkendt.

Aktuel beslutning på Kommunalbestyrelsen 2026-2029 25-06-2026
Godkendt som indstillet af Økonomiudvalget og protokolleret af Teknik- og Miljøudvalget, på
møde den 3. juni 2026.

Kilde: Nordfyns Kommune, Kommunalbestyrelsen, referat fra mødet torsdag 25. juni 2026, punkt 6. Læs den originale sag hos kommunen.