Spring til indholdet
Nordfyn
Skift kommune
KøbenhavnNordfynAlle kommuner

På dagsordenen 10. november, Social- og Sundhedsudvalget, Nordfyn

Styrket koordinering på senhjerneskadeområdet – omlægning af ekstern rådgivningsaftale

Sagens kerne Social- og Sundhedsudvalget skal tage stilling til, om kommunens abonnement på ekstern hjerneskaderådgivning skal opsiges, og midlerne i stedet anvendes til at styrke kommunens hjerneskadekoordinatorfunktion.

Kort fortalt

Hvem
Social- og Sundhedsudvalget, Nordfyns Kommune
Hvornår
Tirsdag 10. november 2026
Status
På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.

Hvad kan du gøre?

Skriv til politikerne
Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 10. november 2026. Du finder dem på nordfynskommune.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Sagens kerne
Social- og Sundhedsudvalget skal tage stilling til, om kommunens abonnement på ekstern
hjerneskaderådgivning skal opsiges, og midlerne i stedet anvendes til at styrke kommunens
hjerneskadekoordinatorfunktion. Formålet er at skabe mere sammenhængende borgerforløb,
bedre overgange fra region til kommune og lettere adgang til rådgivning for borgere og
pårørende.

Administrationens indstilling
Administrationen indstiller, at Social- og Sundhedsudvalget godkender:

1. At abonnementet på ekstern hjerneskaderådgivning opsiges i overensstemmelse med
aftalens opsigelsesvilkår.
2. At de frigjorte midler sammen med de eksisterende ressourcer til
hjerneskadekoordination anvendes til en styrket kommunal
hjerneskadekoordinatorfunktion med sigte på ca. 30 timer ugentligt, under forudsætning
af, at dette kan rummes inden for den samlede økonomiske ramme.

Sagens baggrund
Nordfyns Kommune har i dag et abonnement på ekstern hjerneskaderådgivning, som giver
kommunen adgang til specialiseret vejledning og rådgivning. Nordfyns Kommune er den
eneste af de fynske kommuner, der fortsat anvender abonnementet. De øvrige fynske
kommuner har valgt at løse opgaven i egen kommune.
Derudover er der afsat 10 timer ugentligt til kommunens egen hjerneskadekoordinatorfunktion.
Timerne har primært været anvendt til at tilrettelægge og købe eksterne tilbud, og der har
derfor været begrænset kapacitet til den løbende koordinering af borgernes samlede forløb.
I 2025 modtog Hjerneskadecentret henvendelser fra Nordfyns Kommune vedrørende ni
borgere, som alle fik individuelt tilrettelagte rådgivningsforløb. Til sammenligning blev hele
aftalens ramme på 12 borgere anvendt i 2024. Aftalen har blandt andet omfattet faglige
anbefalinger, møder om borgernes forløb, hjemmebesøg samt rådgivning af pårørende og
sparring med kommunens medarbejdere. Derudover deltog ni medarbejdere fra forskellige
kommunale områder i et tredages kursus i neuropædagogik i 2025.
Hvad erstattes ved en opsigelse
Abonnementet giver adgang til specialiseret vejledning og rådgivning. Kommunens erfaring er
imidlertid, at samarbejdet i praksis overvejende har haft en koordinerende karakter, og at der
kun i begrænset omfang har været behov for særlig specialistviden fra rådgivningen.
Hjerneskaderådgivningen har primært fungeret som mødeleder ved møder med borgere og
pårørende og ved interne møder. Der har desuden været enkelte forløb med støttende
samtaler til pårørende.

Ved en opsigelse ophører adgangen til ydelserne gennem abonnementet. Det foreslås, at
rådgivnings- og koordineringsopgaverne fremover varetages gennem en styrket kommunal
hjerneskadekoordinatorfunktion, som forankres hos en neurofysioterapeut i Træning og
Forebyggelse.
Det vurderes, at kommunen allerede er i besiddelse af de neurofaglige kompetencer, der er
nødvendige for at tilbyde vejledning og rådgivning på minimum samme specialistniveau som
de ydelser, kommunen hidtil har benyttet gennem abonnementet. Samtidig giver en intern
funktion bedre mulighed for at følge borgernes forløb tæt og omsætte den faglige viden til
konkrete indsatser i samarbejde med kommunens øvrige medarbejdere.
Den interne løsning har været afprøvet siden august 2026. Der har været meget positive
tilbagemeldinger fra organisationen, samarbejdspartnere og borgere. Erfaringerne indgår i
grundlaget for vurderingen af, at omlægningen kan fastholde den nødvendige faglige kvalitet
og samtidig styrke koordineringen.
En styrket kommunal indsats
Det foreslås at styrke hjerneskadekoordinatorfunktionen til ca. 30 timer ugentligt. Koordinatoren
skal være en gennemgående kontaktperson for borgere og pårørende og et fagligt bindeled
mellem regionen og de relevante kommunale områder.
Borgere med senhjerneskade kan have komplekse og langvarige forløb, som involverer både
sundheds-, social- og beskæftigelsesområdet. Den styrkede funktion skal samle trådene
mellem de forskellige indsatser og sikre, at viden fra de specialiserede forløb bringes med ind i
den kommunale indsats.
Funktionen skal særligt:
Sikre sammenhæng i overgangen fra regionale forløb til kommunale indsatser.
Koordinere samarbejdet mellem blandt andet træning, hjemmepleje, myndighed og
beskæftigelsesområdet.
Rådgive og vejlede borgere og pårørende om livet med en senhjerneskade og
mulighederne for støtte, herunder yde støttende samtaler til pårørende.
Give medarbejdere og myndighedsrådgivere faglig sparring, så indsatserne tilrettelægges
med afsæt i borgerens behov og udviklingsmuligheder.

Indsatsen skal understøtte, at flere borgere kan leve et så selvstændigt liv som muligt i egen
bolig. En tidligere og mere sammenhængende indsats forventes samtidig at kunne forebygge
behovet for længerevarende eksterne tilbud, hvor en lokal løsning fagligt kan imødekomme
borgerens behov.
Funktionen skal arbejde tæt sammen med myndighedsområdet og bidrage med neurofaglig

viden til vurderingen af borgernes rehabiliteringspotentiale og mulighederne for relevante
kommunale indsatser.
Sammenhæng med sundhedsreformen
Med sundhedsreformen overtager regionerne fra 1. januar 2027 ansvaret for rehabilitering på
specialiseret niveau og de mest specialiserede dele af genoptræning på avanceret niveau.
Kommunen vil fortsat have en væsentlig opgave i at understøtte borgerens hverdagsliv og
videre rehabilitering.
Opgaveflytningen understreger behovet for gode overgange mellem region og kommune.
Begrundelsen for at opsige abonnementet er imidlertid, at de hidtil anvendte rådgivnings- og
koordineringsopgaver vurderes at kunne løftes i en styrket kommunal funktion.
Finansiering og gennemførelse
Omlægningen foreslås finansieret af midlerne fra det nuværende abonnement og de
eksisterende ressourcer til hjerneskadekoordination. Midlerne foreslås således omprioriteret til
den kommunale indsats.
Opsigelsen og etableringen af den styrkede funktion skal tilrettelægges, så igangværende
borgerforløb videreføres med den nødvendige rådgivning og koordinering.
Det foreslås, at sagen forelægges Handicaprådet til høring inden politisk beslutning. Et oplæg
fra neurofysioterapeuten kan give rådet indblik i den foreslåede indsats og dens faglige
grundlag.

Økonomiske oplysninger
Der er i budget 2027 afsat 503.770 kr. til abonnement på hjerneskaderådgivning under voksen
myndighed/aftaler og abonnementer.

Beslutningskompetence
Social- og Sundhedsudvalget.

Kilde: Nordfyns Kommune, Social- og Sundhedsudvalget, dagsorden fra mødet tirsdag 10. november 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.