Nyborg
Skift kommune
KøbenhavnAlbertslundAllerødAssensBallerupBornholmBrøndbyBrønderslevDragørEgedalEsbjergFaxeFredensborgFredericiaFrederiksbergFuresøFaaborg-MidtfynGentofteGladsaxeGreveGribskovGuldborgsundHaderslevHalsnæsHelsingørHerlevHerningHillerødHolbækHorsensHvidovreHøje-TaastrupHørsholmKalundborgKertemindeKøgeLangelandLejreLollandLyngby-TaarbækMiddelfartNordfynNyborgNæstvedOdenseOdsherredRingstedRoskildeRudersdalRødovreSlagelseSolrødSorøStevnsSvendborgSønderborgTønderTårnbyVallensbækViborgVordingborgÆrøAlle kommuner

Behandlet 7. september, Økonomi- og Erhvervsudvalget, Nyborg

Orientering om lokal erhvervsvenlighed 2026

Direktionen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Erhverv og job

Kort fortalt

Hvem
Økonomi- og Erhvervsudvalget, Nyborg Kommune
Hvornår
Mandag 7. september 2026
Status
Behandlet. Referatet med beslutningen er ikke offentliggjort endnu.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Direktionen indstiller, at orienteringen tages til efterretning.

Sagsfremstilling

Den 2. september 2026 offentliggjorde DI deres årlige
erhvervsvenlighedsundersøgelse. Undersøgelsen, der rangordner kommunerne, er blevet
udarbejdet hvert år siden 2010. For Nyborg Kommunes vedkommende bygger undersøgelsen
i 2026 på 37 svar modsat 44 svar i 2025. De 37 virksomheder repræsenterer 1236 private
arbejdspladser svarende til en andel af de privat beskæftigede i kommunen på 17 %.
Nyborg Kommunes resultater i målingen af kommunernes erhvervsvenlighed fremgår af det
vedlagte bilag 1, hvor der kan orienteres nærmere om udviklingen på de enkelte
områder. Nyborg Kommunes placering i målingen af kommunernes erhvervsvenlighed viser på
flere områder en positiv udvikling. Samtidig peger resultaterne på en række områder, hvor der
fortsat er behov for at styrke kommunens indsats og samarbejde med det lokale erhvervsliv.
Nedenfor gennemgås de områder, hvor udviklingen er mest markant, og hvor resultaterne
giver anledning til særlige opmærksomhedspunkter.
Grøn omstilling og virksomhedernes muligheder for at drive virksomhed mere
klimavenligt
- Udvikling: Fra nr. 13 til nr. 69
Målingen viser en tilbagegang på området for kommunens indsats for at understøtte
virksomhedernes grønne omstilling.
Resultatet i målingen peger samtidig på et behov for både at synliggøre de initiativer, der
allerede gennemføres, og at styrke virksomhedernes oplevelse af kommunen som en aktiv
samarbejdspartner i den grønne omstilling.
Nyborg Kommune har aktuelt øget fokus på den grønne omstilling og på at styrke samarbejdet
mellem kommunen og virksomhederne. 2. september afholdtes det første møde i regi af
Opstart Afkobling 2030, hvor 18 virksomheder indtil videre har tilmeldt sig.
Indsatsen vil efterfølgende blive videreført i samarbejde med Kerteminde Kommune med
henblik på at skabe øget synergi, videndeling og samarbejde på tværs af virksomheder og
kommunegrænser.

Flere unge til erhvervsuddannelser
Udvikling: Fra nr. 32 til nr. 6
Der ses en meget positiv udvikling i kommunens placering på området for kommunens indsats
for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.
Særligt KarriereKaravanen, Uddannelsesmessen og arbejdet i Håndværkernetværket bidrager
til at skabe interesse og kendskab til de mange muligheder, som en erhvervsuddannelse giver.
Resultatet indikerer, at de konkrete indsatser har en positiv effekt, og det vurderes derfor
relevant at fastholde og videreudvikle disse aktiviteter. Indsatserne fortsætter ind i 2027.
Kompetent og effektiv sagsbehandling i byggesager
Udvikling: Fra nr. 44 til nr. 66
Kommunens placering på området viser, at der fortsat er et forbedringspotentiale. Der er behov
for at styrke samarbejdet og forståelsen mellem kommunen og virksomhederne om hinandens
roller og rammevilkår. Det gælder blandt andet forståelsen af kommunens muligheder for at
vejlede virksomhederne i forbindelse med byggesager. En mere dialogbaseret tilgang samt
tydeligere vejledning kan derfor være med til at forbedre virksomhedernes oplevelse af
byggesagsbehandlingen.
Bæredygtige og grønne indkøb
Udvikling: Fra nr. 47 til nr. 59
Kommunen foretager allerede en række grønne og bæredygtige indkøb og stiller relevante
krav til leverandører. Den relativt negative placering i målingen kan derfor blandt andet være
udtryk for, at kommunens eksisterende indsatser ikke i tilstrækkelig grad er synlige for
virksomhederne. Der kan derfor være et potentiale i at styrke formidlingen af kommunens
grønne indkøb og tydeliggøre de krav og kriterier, som kommunen anvender over for
leverandørerne.
Unge, der søger en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse
Udvikling: Fra nr. 16 til nr. 34
Udviklingen på dette område står i kontrast til den positive udvikling i kommunens konkrete
indsatser for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Der er fortsat behov for at
synliggøre de muligheder, som en erhvervsuddannelse giver, og for at understøtte et bedre
match mellem de unges uddannelsesvalg, interesser og kompetencer. En del unge
påbegynder eksempelvis en gymnasial uddannelse uden efterfølgende at gennemføre den. Et
øget fokus på de erhvervsfaglige muligheder kan derfor være med til at sikre, at flere unge
finder den rette uddannelsesvej fra begyndelsen.
Aktuelt er omkring 220 unge mellem 18 og 25 år tilknyttet Nyborg Jobcenter. En del af disse
unge har betydelige udfordringer med at komme videre i uddannelse eller beskæftigelse. Det
understreger behovet for en fortsat og styrket indsats for at skabe bedre overgange til
uddannelse og arbejdsmarked.
Virksomhedernes overordnede tilfredshed med kommunens erhvervsvenlighed

Udvikling: Fra nr. 50 til nr. 35
Der er sket en markant positiv udvikling i virksomhedernes overordnede tilfredshed med
kommunens erhvervsvenlighed. Erhvervskontoret har et særligt fokus på tilgængelighed og
hurtig respons. Henvendelser besvares som udgangspunkt inden for 24 timer, og der arbejdes
aktivt med at skabe kontakt mellem virksomhederne og de relevante personer og afdelinger i
kommunen. Det skal samtidig ses i lyset af, at Erhvervskontoret som følge af gennemførte
besparelser er reduceret med 50 %. i bemanding. Det begrænser mulighederne for blandt
andet fysisk tilstedeværelse og virksomhedsbesøg.
Dialogen mellem erhvervslivet og kommunen
Udvikling: Fra nr. 38 til nr. 24
Der ses en meget positiv udvikling i virksomhedernes vurdering af dialogen mellem
erhvervslivet og kommunen. Placeringen er positiv, men der er fortsat mulighed for at styrke
den strategiske og løbende dialog med erhvervslivet. Den direkte dialog med både store og
små virksomheder både i form af virksomhedsnetværk og virksomhedsbesøg skal derfor
fortsættes og eventuelt styrkes. Den direkte dialog giver kommunen værdifuld viden om
virksomhedernes udfordringer og muligheder og bidrager samtidig til at styrke relationen
mellem kommunen og erhvervslivet.
Kommunens formidling af væsentlig information til virksomhederne
Udvikling: Fra nr. 33 til nr. 29
Også på dette område er der en positiv udvikling i kommunens placering. Erhvervskontoret
arbejder løbende med at formidle relevant information til virksomhederne gennem en række
kanaler og aktiviteter. Det sker blandt andet gennem Nytårskuren, Håndværkermøder og
Håndværkernetværket, HR-netværket samt løbende kommunikation via nyhedsbreve og
LinkedIn. Indsatsen bør fastholdes og fortsat udvikles. Samtidig kan der være et potentiale i, i
endnu højere grad at målrette kommunikationen efter virksomhedernes konkrete behov og
sikre, at kommunen opleves som en relevant og aktiv informationskanal.
Samlet vurdering
Resultaterne viser et blandet billede af Nyborg Kommunes erhvervsvenlighed. Der er en positiv
udvikling på flere centrale områder, herunder virksomhedernes overordnede tilfredshed med
kommunen, dialogen mellem erhvervslivet og kommunen samt kommunens formidling af
information til virksomhederne. Derudover er der en særdeles positiv udvikling i kommunens
indsats for at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Samtidig viser målingen
tilbagegang på områder som grøn omstilling, byggesagsbehandling, grønne indkøb og andelen
af unge, der søger en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse.
Resultaterne peger samlet på tre centrale fokusområder fremadrettet:
1. Styrket dialog og samarbejde med erhvervslivet gennem netværke og fortsatte
virksomhedsbesøg.
2. En tydeligere og mere dialogbaseret kommunal service, særligt i forbindelse med
byggesager og virksomhedernes møde med kommunen.
3. Mere synliggørelse af kommunens eksisterende indsatser, herunder inden for grøn

omstilling, bæredygtige indkøb og uddannelsesindsatsen.

Samtidig er det væsentligt at være opmærksom på, at kommunens erhvervsindsats er blevet
reduceret som følge af de gennemførte besparelser. Det kan på længere sigt få betydning for
kommunens mulighed for at fastholde den positive udvikling, hvis forventningerne til
kommunens tilgængelighed, dialog og service samtidig øges.

Økonomiske konsekvenser
Ingen.

Sagen afgøres i
Økonomi-og Erhvervsudvalget

Aktuel beslutning på Økonomi- og Erhvervsudvalget 2026-2029 07-09-2026
Orienteringen taget til efterretning.

Kilde: Nyborg Kommune, Økonomi- og Erhvervsudvalget, referat fra mødet mandag 7. september 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.