På dagsordenen 10. november, Udvalget for Erhverv, Plan, Turisme og Branding, Odsherred
Spørgsmål/svar - Skamlebæk Badehotel
Spørgsmål fra Søren Myrup (B) den 14. oktober 2026 om Skamlebæk Badehotel Jeg har modtaget en række henvendelser fra Kasper Miller vedrørende Skamlebæk Badehotel, herunder materiale fra en monstrøs aktindsigt, som rejser spørgsmål både de faglige vurderinger, sagsbehandlingen og den planlagte kloakering.
Kort fortalt
- Hvem
- Udvalget for Erhverv, Plan, Turisme og Branding, Odsherred Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 10. november 2026
- Status
- På dagsordenen. Sagen behandles på mødet.
Hvad kan du gøre?
- Skriv til politikerne
- Udvalgets møder er lukkede, men du kan skrive til medlemmerne før mødet tirsdag 10. november 2026. Du finder dem på odsherred.dk.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Spørgsmål fra Søren Myrup (B) den 14. oktober 2026 om Skamlebæk Badehotel
Jeg har modtaget en række henvendelser fra Kasper Miller vedrørende Skamlebæk Badehotel,
herunder materiale fra en monstrøs aktindsigt, som rejser spørgsmål både de faglige
vurderinger, sagsbehandlingen og den planlagte kloakering.
På den baggrund vil jeg gerne bede administrationen om at forholde sig til følgende:
1. Naturteamet: Hvordan er Naturteamets indvendinger håndteret, og er der fortsat
væsentlige faglige uenigheder?
2. Realiserbarhed: Er der forhold eller manglende myndighedstilladelser, som kan forhindre
projektets gennemførelse?
3. Naturbeskyttelse: Er det tilstrækkeligt dokumenteret, at projektet overholder kravene til
Natura 2000 og beskyttede arter?
4. Vandforsyning: Er Vandteamets indvendinger afklaret, og er den nødvendige
vandforsyning sikret?
5. Rettelsesoversigt: Hvilke kritiske og højt prioriterede forhold er fortsat uafklarede?
6. Juridisk rådgivning: Hvilke juridiske vurderinger har kommunen indhentet, og hvilke
konklusioner er der draget?
7. Aktindsigt: Er aktindsigten fuldstændig, herunder på tværs af relevante sager og
journalnumre?
8. Politisk beslutningsgrundlag: Hvordan sikres det, at alle væsentlige faglige indvendinger
og uafklarede forhold forelægges udvalget?
9. Kloakering: Hvordan hænger de forskellige anlægsoverslag på henholdsvis 19–25 mio. kr.
og 24–42 mio. kr. sammen? Er kloakeringen miljømæssigt, økonomisk og prioriteringsmæssigt
begrundet uafhængigt af badehotelprojektet, og er alternative løsninger samt naturhensyn og
anlægsrisici tilstrækkeligt belyst?
Jeg er naturligvis opmærksom på, at der er tale om en kompleks sag, hvor en række forhold
løbende bliver undersøgt og afklaret. Spørgsmålene er derfor ikke udtryk for, at jeg på forhånd
har draget konklusioner om hverken projektet eller administrationens håndtering.
Men som udvalgsformand finder jeg det afgørende, at vi har et fyldestgørende og retvisende
beslutningsgrundlag, hvor også eventuelle faglige uenigheder, juridiske usikkerheder og
økonomiske konsekvenser fremgår tydeligt.
Jeg vil derfor gerne bede om en samlet skriftlig tilbagemelding, gerne med en opdateret
rettelsesoversigt, inden sagen igen forelægges udvalget.
Svar fra administrationen
Spørgsmål
Naturteamet: Hvordan er Naturteamets indvendinger håndteret, og er der fortsat væsentlige
faglige uenigheder?
Svar
Det planmateriale der forventes forelagt til politisk behandling er udtryk for administrationens
samlede afvejninger.
Spørgsmål
Realiserbarhed: Er der forhold eller manglende myndighedstilladelser, som kan forhindre
projektets gennemførelse?
Svar
Lokalplanen giver en byggeret, men et efterfølgende projekt kræver mindst:
Fredningsnævnets godkendelse eller dispensation (NBL § 50).
Kystdirektoratets tilladelse efter strandbeskyttelseslinjen, bl.a. til eventuelle trapper.
Dispensation fra § 3, hvis § 3-natur berøres.
Dispensation efter § 18 (fortidsmindelinjen).
VVM-tilladelse efter § 25.
En lovlig spildevandsløsning (tillæg til spildevandsplanen eller nedsivningstilladelse).
Afklaring af vandforsyningen.
Fredningen: Sagen verserer hos Miljø- og Fødevareklagenævnet. Fredningsforslaget har
midlertidig retsvirkning til 29.4.2027, og nævnet kan ende med at blive strengere end
Fredningsnævnet (NBL § 44).
Forsøgstilladelsen bortfalder 13.11.2029, hvis byggeriet ikke er påbegyndt (planlovens §
4 a, stk. 8). Den kan forlænges med op til to år.
Habitatreglerne: Kan skade ikke udelukkes efter art. 6, stk. 3, kan projektet ikke
godkendes. Art. 6, stk. 4 (bydende nødvendige hensyn til væsentlige
samfundsinteresser) kan ikke bruges til et hotel.
Vejadgang via privat fællesvej.
Spørgsmål
Naturbeskyttelse: Er det tilstrækkeligt dokumenteret, at projektet overholder kravene til Natura
2000 og beskyttede arter?
Svar
Hvis der er et videnskabeligt grundlag for rimelig tvivl om, hvorvidt et projekt, en plan eller en
aktivitet kan skade et Natura 2000-område, skal denne tvivl komme naturen til gode. Såfremt
en skadevirkning ikke med sikkerhed kan udelukkes, skal myndigheden afvise projektet.
Plangrundlaget forelægges til politisk vedtagelse såfremt det er vurderet at det er tilstrækkeligt
dokumenteret, at projektet overholder kravene.
Spørgsmål
Vandforsyning: Er Vandteamets indvendinger afklaret, og er den nødvendige vandforsyning
sikret?
Svar
Det planmateriale der forventes forelagt til politisk behandling er udtryk for administrationens
samlede afvejninger. Lokalplanen sikrer ikke i sig selv den nødvendige vandforsyning.
Spørgsmål
Rettelsesoversigt: Hvilke kritiske og højt prioriterede forhold er fortsat uafklarede?
Svar
På det tidspunkt hvor materialet fremsendes til politisk behandling er der ingen kritiske og højt
prioriterede forhold der er uafklarede.
Spørgsmål
Juridisk rådgivning: Hvilke juridiske vurderinger har kommunen indhentet, og hvilke
konklusioner er der draget?
Svar
Kommunen har indhentet juridiske vurderinger vedrørende miljøvurderingsreglerne.
Rådgivningens konklusioner ligger til grund for det materiale der forventes forelagt til politisk
behandling.
Spørgsmål
Aktindsigt: Er aktindsigten fuldstændig, herunder på tværs af relevante sager og journalnumre?
Svar
Aktindsigten rummer alle journaliserede dokumenter i sager omhandlende Skamlebæk
Badehotel.
Spørgsmål
Politisk beslutningsgrundlag: Hvordan sikres det, at alle væsentlige faglige indvendinger og
uafklarede forhold forelægges udvalget?
Svar
De samlede høringssvar fra borgere og myndigheder, resumeer og udkast til kommunens svar
forelægges udvalg og byråd i form af en hvidbog, sammen med miljørapport, planforslag og en
sammenfattende redegørelse
Spørgsmål
Kloakering: Hvordan hænger de forskellige anlægsoverslag på henholdsvis 19–25 mio. kr. og
24–42 mio. kr. sammen? Er kloakeringen miljømæssigt, økonomisk og prioriteringsmæssigt
begrundet uafhængigt af badehotelprojektet, og er alternative løsninger samt naturhensyn og
anlægsrisici tilstrækkeligt belyst?
Svar
Tillæg til spildevandsplanen for Skamlebæk Strand blev behandlet som punkt 172 på
Byrådsmødet den 27. oktober 2026. Overslaget på 19-25 mio. kr. stammer fra Odsherred
Forsyning – overslaget på 24-42 mio. kr. er udarbejdet af en sagkyndig medarbejder i
administrationen. Der er tale om to forskellige linjeføringer.
Den miljømæssige fordel ved kloakering af badehotellet er belyst via en redegørelse fra en
ekstern konsulent (SWECO). Den miljømæssige fordel ved at kloakere sommerhusområderne
er belyst af Forsyningens rådgiver (Envidan), som har gennemgået alle sommerhusområderne.
Den viser at langt størstedelen af sommerhusene i området har nedsivningsanlæg, der enten
hele året eller i vinterhalvåret ikke lever op til kravene til afstand til grundvandet. Derfor
vurderes det, at der vil være en miljøgevinst ved at kloakere dem. Den samlede rapport fra
Envidan som gennemgår alle sommerhusområder, så man kan sammenligne dem og prioritere
rækkefølgen for indsatser, ventes at blive præsenteret snart. Projektering, herunder valg af
linjeføring og et endeligt budget udarbejdes først af Odsherred Forsyning, når der skal laves et
projekt.
Kilde: Odsherred Kommune, Udvalget for Erhverv, Plan, Turisme og Branding, dagsorden fra mødet tirsdag 10. november 2026, punkt 15. Læs den originale sag hos kommunen.