Besluttet 5. august, Sundheds- idræts- og kulturudvalget, Randers
Randers Kunstmuseum, årsregnskab og beretning 2025
Sundheds-, idræts- og kulturudvalget får i denne sag forelagt årsregnskab og beretning for 2025 for den selvejende institution Randers Kunstmuseum til udvalgets godkendelse.
Skoler og børnBudget og økonomiKultur og fritid
Kort fortalt
- Forslaget
- Årsregnskab og beretning 2025 for Randers Kunstmuseum godkendes.
- Hvem
- Sundheds- idræts- og kulturudvalget, Randers Kommune
- Hvornår
- Onsdag 5. august 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt. Lise-Lotte Leervad Larsen havde forfald til mødet. I stedet deltog Anne Hjortshøj som stedfortræder.
- Næste skridt
- Efter godkendelse i sundheds-, idræts- og kulturudvalget sendes det godkendte regnskab videre til Slots- og kulturstyrelsen til orientering.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen indstiller til sundheds-, idræts- og kulturudvalget,
1. at årsregnskab og beretning 2025 for Randers Kunstmuseum godkendes.
Sagsfremstilling
Randers Kunstmuseum har fremsendt årsregnskab og beretning for 2025 til godkendelse i
sundheds-, idræts- og kulturudvalget, der er hovedtilskudsyder. Årsregnskab 2025,
årsberetning 2025, regnskabserklæring og revisionsprotokollat er vedhæftet
sagsfremstillingen.
Regnskabet viser et overskud på 305.391 kr. ved en omsætning på ca. 10.9 mio. kr.
Overskuddet overføres til egenkapitalen, der herefter udgør 756.563 kr. Det kommunale tilskud
var på ca. 4.9 mio. kr., det statslige tilskud på ca. 2.5 mio. kr., hvilket er en stigning på lidt over
1 mio. kr. i forhold til 2024. Stigningen skyldes implementering af den nye museumsreform,
hvor kvaliteten af Randers Kunstmuseums samling medvirkede til, at museet rykkede op i en
kategori med større tilskud. Endelig er der donationer fra fonde og private på ca. 2.1 mio. kr.
På udgiftssiden er de største omkostninger løn på ca. 4.4 mio. kr., udstillingsomkostninger på
ca. 2.7 mio. kr. og lokaleomkostninger på ca. 1.1 mio. kr.
Der er hensat midler for i alt ca. 2.7 mio. kr., heraf er der dog anvendt ca. 1.5 mio. kr. Der er
derfor hensættelser for ca. 1.2 mio. kr. ved udgangen af 2025. Størstedelen af hensættelserne
beror på fondsdonationer til udstillinger, der aktiveres i det efterfølgende regnskabsår.
Besøgstallene er steget kraftigt i 2025 til et rekordstort niveau på 63.824 gæster. I 2024 var
besøgstallet 46.813 gæster, hvilket i sig selv var det 3. største besøgstal igennem museets tid.
Det særligt gode resultat i 2025 tilskrives udstillingen "Kærlighed til kunst", der var Dronning
Margrethes private samling af kunst og som alene blev vist i Randers. I 2025 var der også
særdeles god interesse for udstillingen "Kvindernes moderne gennembrud", en udstilling i
samarbejde med Den Hirschsprungske Samling. Der har desuden været en række større og
mindre udstillinger i og udenfor museet samt en lang række events med relationer til
udstillingerne, som aktiverer varierende perspektiver på kunsten og nye fællesskabsformer for
brugerne.
Blandt de mange besøgende var der ca.12.000 børn. Museet lægger vægt på at være et
museum for børn også, og der blev gennemført 182 omvisninger/skoleforløb for børn og 27
workshop/tilbud på skolerne i regi af billedkunstens dag. Kunstmuseets billedskole udbød i
foråret to hold for henholdsvis børn og unge med professionelle kunstnere. I efteråret blev der
udbudt tre hold. Deltagerne er børn/unge i alderen 8-12 år samt 13-16 år.
Museet har udvidet sin samling gennem køb af værker af Gudrun Hasle, Jeanette Ehlers, Brian
Kure og Emilie Mundt. Desuden har museet modtaget kunstdonationer af værker af Poul
Pedersen, Marie Luplau, Ib Geertsen Peter Carlsen og Hans Henrik Lerfeldt.
Der er gennemført en publikumsundersøgelse gennem Rambøll, der viser en lille nedgang i
den generelle tilfredshed. Der er tale om marginale ændringer i tilfredsheden, men rapporten
giver anledning til at overveje formidlingsformer i forhold til de forventede brugergrupper. Et
entydigt kritikpunkt har dog været, at der mangler et cafétilbud i museet/Kulturhuset.
Randers Kunstmuseum redegør i øvrigt grundigt for ind- og udlån af værker, artikelproduktion,
samarbejde med fonde og aktører, formidlingstag hen over hele året mv. i årsberetningen.
Økonomi
Sagen har ingen budgetmæssige konsekvenser.
Videre proces
Efter godkendelse i sundheds-, idræts- og kulturudvalget sendes det godkendte regnskab
videre til Slots- og kulturstyrelsen til orientering.
Beslutning
Godkendt.
Lise-Lotte Leervad Larsen havde forfald til mødet. I stedet deltog Anne Hjortshøj som
stedfortræder.
Kilde: Randers Kommune, Sundheds- idræts- og kulturudvalget, referat fra mødet onsdag 5. august 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.