Besluttet 21. september, Økonomiudvalget, Randers
Overgang til selvforsikring på ansvarsområdet
Randers Kommunes forsikringsprogram skal i EU-udbud med virkning fra 1. januar 2027. Forvaltningen foreslår, at erhvervs- og produktansvarsforsikringen udgår af udbuddet, og at kommunen i stedet overgår til selvforsikring på området.
Kort fortalt
- Forslaget
- Randers Kommune fra og med 1. januar 2027 overgår til at være selvforsikret på
- Hvem
- Økonomiudvalget, Randers Kommune
- Hvornår
- Mandag 21. september 2026
- Status
- Besluttet. Godkendt.
- Næste skridt
- Godkendes indstillingen, udgår erhverv- og produktansvarsforsikringen af udbudsmaterialet og udbudsprocessen sættes i gang i umiddelbar forlængelse af økonomiudvalgets behandling af sagen.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Indstilling
Forvaltningen indstiller til økonomiudvalget,
1. at Randers Kommune fra og med 1. januar 2027 overgår til at være selvforsikret på
ansvarsområdet (erhvervs- og produktansvar).
Sagsfremstilling
Randers Kommune er i vidt omfang selvforsikret. Kommunen er fuldt selvforsikret på
arbejdsskade- og motorområdet, mens kommunen på bygnings- og løsøreområdet selv bærer
skader op til en selvrisiko på 100.000 kr. pr. skade.
Forsikringsprogrammet skal nu fornys, og forvaltningen har derfor – sammen med
forsikringsmægler Willis Towers Watson – forberedt et EU-udbud. Udbuddet gennemføres med
henblik på, at de nye aftaler kan træde i kraft 1. januar 2027. Inden igangsætning af udbuddet
skal der tages stilling til, hvilke områder der fortsat skal forsikres eksternt.
Forvaltningen foreslår i den forbindelse, at kommunen overgår til at være selvforsikret på
ansvarsområdet (erhvervs- og produktansvar). Det fremgår af kommunens kompetenceplan, at
væsentlige ændringer i kommunens gældende forsikringsprogram, herunder dækning og
omfanget af selvforsikring, skal forelægges til politisk beslutning. Forslaget fremlægges derfor
til økonomiudvalget til beslutning.
Erhvervsansvar dækker skader på personer eller ting i forbindelse med kommunens
opgavevaretagelse. Produktansvar er en erhvervsforsikring, der dækker erstatningsansvar,
hvis et produkt eller en ydelse, kommunen har produceret, kommer til at gøre skade på
personer eller ting.
Kommunen har de seneste fem år haft en selvrisiko på 1 mio. kr. pr. skade på erhvervs- og
produktansvarsforsikringen.
Willis Towers Watson oplyser, at selvforsikring på ansvarsområdet ses i flere sammenlignelige
kommuner. En overgang til selvforsikring vil således ikke være usædvanlig for en kommune af
Randers Kommunes størrelse og risikoprofil.
Forvaltningen har gennemgået de 867 ansvarssager, der er anmeldt i perioden 2016-2025.
Gennemgangen viser:
1. Forsikringen har ikke udløst erstatning. Der er ikke udbetalt erstatning fra
ansvarsforsikringen i nogen af de ti år. Siden selvrisikoen i 2022 blev nedsat fra 5 mio. kr.
til 1 mio. kr., har ingen skade oversteget selvrisikoen. Den største enkeltsag i perioden
2021-2025 er på ca. 665.000 kr. Præmien har i samme periode udgjort godt 1,25 mio. kr.
2. Kun én skade over 1 mio. kr. på ti år. En sag fra 2018 kostede ca. 2,3 mio. kr., men var
ikke dækket, da selvrisikoen dengang var 5 mio. kr. Selv hvis den nuværende selvrisiko
havde været gældende i hele perioden, ville forsikringen alene have dækket ca. 1,3 mio.
kr. – svarende omtrent til den præmie, kommunen har betalt de seneste fem år.
3. Skadebilledet domineres af mindre skader. Hovedparten af sagerne vedrører
kommunens rolle som vej- og grundejer, typisk skader på borgeres biler efter huller i
vejbelægningen og fald på fortove. Ca. 23 pct. af de anmeldte sager har medført en
udgift for kommunen, og af disse er næsten 9 ud af 10 under 25.000 kr. Den økonomiske
risiko er koncentreret i de sjældne personskadesager.
Kommunen bærer dermed allerede hovedparten af risikoen selv, og den eksterne dækning har
alene økonomisk betydning ved enkeltskader over 1 mio. kr. Skadebehandlingen ændres ikke,
da kommunens forsikringskontor i forvejen behandler alle ansvarssager med bistand fra
kommunens faste ansvarsadvokater.
Selvforsikring indebærer, at kommunen fremover selv bærer den fulde risiko for store
enkeltsager, primært alvorlige personskader. Det er forvaltningens vurdering, at denne risiko
kan bæres inden for det samlede forsikringsbudget, og at den ikke står mål med den løbende
præmieudgift.
Økonomi
Omlægningen medfører en præmiebesparelse på ca. 270.000 kr. årligt. Samtidig
overtager kommunen den fulde økonomiske risiko for fremtidige ansvarsskader.
Udgiftsniveauet kan derfor variere fra år til år. Præmiebesparelsen forbliver på
forsikringsområdet med henblik på at kunne anvendes til de erstatningssager som måtte
komme i fremtiden.
Videre proces
Godkendes indstillingen, udgår erhverv- og produktansvarsforsikringen af udbudsmaterialet og
udbudsprocessen sættes i gang i umiddelbar forlængelse af økonomiudvalgets behandling af
sagen.
Beslutning
Godkendt
Kilde: Randers Kommune, Økonomiudvalget, referat fra mødet mandag 21. september 2026, punkt 19. Læs den originale sag hos kommunen.