Randers
Skift kommune
KøbenhavnRandersAlle kommuner

Besluttet 6. oktober, Social- og arbejdsmarkedsudvalget, Randers

Godkendelse af ændret prioritering af placeringer af botilbud på socialområdet

Det tidligere socialudvalg har den 2. oktober 2024 (sag 119) besluttet at udpege områder i henholdsvis Asferg og på Thy-/Høvejen til boligbyggeri på socialområdet.

BoligerByggeri og lokalplanerDet sociale

Kort fortalt

Forslaget
  • Godkende den ændrede prioritering af placeringer til botilbud på socialområdet
  • Godkende, at der prioriteres placeringer til §§107/108-tilbud, så det er muligt at
Hvem
Social- og arbejdsmarkedsudvalget, Randers Kommune
Hvornår
Tirsdag 6. oktober 2026
Status
Besluttet. 1. at godkendt. 2. at godkendt.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Indstilling

Forvaltningen indstiller til social- og arbejdsmarkedsudvalget,
1. at godkende den ændrede prioritering af placeringer til botilbud på socialområdet
2. at godkende, at der prioriteres placeringer til §§107/108-tilbud, så det er muligt at
søge og etablere botilbud i regi af den statslige lånepulje til udvidelse af
botilbudskapaciteten fra 2027-2030.

Sagsfremstilling

Byrådet godkendte den 26. juni 2023 socialområdets Boligplan II (sag 211). I planen fremgår
det, hvordan en øget selvforsyningsgrad via udbygning af botilbudskapaciteten i Randers
Kommune kan medvirke til at løse nogle af de økonomiske udfordringer, som Randers
Kommune har på socialområdet. Senest er social- og arbejdsmarkedsudvalget den 9. juni
2026 blevet orienteret om en opdatering af boligplanen (sag 78).
Udvidelserne af botilbudskapaciteten fordrer velegnede placeringer, der er lokalplanlagt til
formålet. Derfor skal dette arbejde igangsættes i god tid, inden et byggeri kan påbegyndes.
For at imødekomme dette har det tidligere socialudvalg den 2. oktober 2024 (sag 119) besluttet
at udpege områder i henholdsvis Asferg og på Thy-/Høvejen til boligbyggeri på socialområdet.

Udvalget besluttede endvidere den 3. april 2025 (sag 40) at udpege Kollegiegården som muligt
alternativ til Thy-/Høvejen, med forbehold for den videre planlægning af grunden, samt at
godkende et ønske om arealreservation på lokationerne Egevej i Assentoft og Moseskellet.
Aktuelt er der vedtaget en lokalplan for byggeriet i Asferg, og byrådet godkendte skema A for
etablering af det almene botilbud i Asferg den 27. april 2026 (sag 126). Derfor pågår
projekteringen lige nu, inden byggeriet udbydes senere i 2026.
De øvrige placeringer kræver dog en ændret prioritering, hvis et eller flere projekter skal
realiseres inden for en rimelig tidshorisont. Realiseringen har for det første betydning for
Randers Kommunes økonomiske udfordringer på socialområdet, da hurtigere færdiggørelse vil
øge selvforsyningsgraden. For det andet har en hurtig igangsætning også betydning for
finansiering af etablering af nogle af boligerne.
Som led i Økonomiaftalen for 2027 mellem regeringen og KL er der aftalt en lånepulje på 0,5
mia. kr. årligt i perioden 2027-2030 til udvidelse af botilbudskapaciteten. Det giver samlet set
kommunerne mulighed for at anvende 2 mia. kr. på at udbygge, forbedre og tilpasse de fysiske
rammer på botilbudsområdet frem mod 2030.
Låneadgangen til etablering af botilbudskapacitet angår botilbud opført efter servicelovens §§
107 og 108 samt børne- og ungehjem efter § 43, stk. 1, nr. 6, i barnets lov.
Det har ikke været muligt at koordinere kapacitetsudvidelser på botilbudsområdet i KKR og
DASSOS-regi, ligesom projekteringen af udvidelser af §§ 107/108-boliger ikke har været langt
nok fremme inden ansøgningsfristen til låneadgang for 2027, der fandt sted primo august
2026. I stedet rettes fokus på ansøgning til puljen i 2028 og de følgende år. Dette kræver
lokalplanlagte grunde, hvorfor det er væsentligt at prioritere placeringer af grunde til §§
107/108-boliger.
Prioritering af placeringer

I forlængelse af tidligere beslutninger i socialudvalget har en placering på Thy-/Høvejen haft
prioritet over de to arealreservationer på Egevej i Assentoft og Moseskellet. Planlægningen for
de tre arealer har imidlertid forskellig varighed, og der kan være synergi ved at ændre i
prioriteringen, hvilket kan være tidsbesparende.
Senest har Erhvervs- og Planudvalget den 4. maj 2026 besluttet at imødekomme udvalgets
ønskede placering på Thy-/Høvejen ved siden af det eksisterende botilbud. For at etablere det
nødvendige plangrundlag for byggeriet skal der vedtages et tillæg til kommuneplanen foruden
en ny lokalplan. Det estimeres at tage op til 2 år. Der kan i et vist omfang projekteres
sideløbende med, at der udarbejdes lokalplan, men det vurderes, at der fra en vedtaget
lokalplan skal regnes med ca. 2 år, før der er et færdigt byggeri. Derfor kan der være tale om
ca. 4 år, hvis lokal- og kommuneplanlægning prioriteres og projektet i øvrigt forløber
planmæssigt.
For placeringen på Egevej i Assentoft gælder det, at Landdistriktsudvalget den 14. januar
2026 godkendte (sag 9) en strukturplan for Assentoft, hvori der indgår et areal til boenheder til
borgere med særlige behov. Arealet er tilsvarende indarbejdet i seneste revision af

kommuneplan. Det er derfor forventningen, at der fra igangsætning af lokalplanarbejdet i
Erhvervs- og Planudvalget kan foreligge en godkendt lokalplan efter op til 18 måneder, hvis alt
forløber planmæssigt. Hertil skal igen regnes med ca. 2 år, før der er et færdigt byggeri.
For Moseskellet har socialområdet leveret input til lokalplanarbejdet, og samtidig har der været
en indledende dialog med Udvikling, Miljø og Teknik i relation til den konkrete placering på
grunden, blandt andet vedrørende øvrige interesser i området og skovbyggelinjer. Fra
igangsætning forventer Planafdelingen, at en lokalplan kan godkendes efter ca. 12 måneder.
Hertil kommer myndighedsbehandling, udbud og udførelse på ca. 2 år. Derfor vil der være tale
om ca. 3 år fra igangsætning.
Endelig skal det bemærkes, at Kollegiegården, der blev godkendt som alternativ til Thy/Høvejen - som oplyst i opdatering i Boligplan II - er udgået. Det er ikke muligt at arbejde videre
med denne placering, da arealet jf. en tidligere politisk tilbagemelding skal anvendes til
boligformål.
På baggrund af ovenstående foreslås en prioritering, der er betinget af hvilke placeringer, der
hurtigst kan færdiggøres, samt at de første lokalplanlagte placeringer kan anvendes til
§§107/108-boliger, så det er muligt at ansøge den statslige lånepulje til etablering. Dette
medfører følgende prioritering:
1. Moseskellet til §§ 107/108-boliger
2. Egevej, Assentoft
3. Thy-/Høvejen
Hertil skal det bemærkes, at forvaltningen derudover arbejder løbende med arealreservationer,
der også på længere sigt kan tiltænkes botilbud eller andre offentlige formål, for at sikre en
langsigtet planlægning. Dette følger af godkendelse af procedure for fremtidig udpegning af
områder til byggeri på socialområdet på socialudvalgets møde den 3. april 2025 (sag 40).
Konsekvenser for boligplanen

En prioritering af botilbud til §§ 107/108-boliger af hensyn til de kommende års låneadgang
medfører, at projektet fra boligplanen "Nyt botilbud med 22 almene boliger og servicearealer"
ikke prioriteres som det første. Generelt vil fokus for nye projekter de førstkommende år være
på ansøgning om og - såfremt ansøgningen godkendes - etablering af §§ 107/108-boliger.
Dette sker under hensyn til fremtidens målgrupper for botilbud på socialområdet samt den
eksisterende bygningsmasse.
Forvaltningen har i den forbindelse igangsat en undersøgelse og screening af rammerne for de
eksisterende botilbud på socialområdet, der i større omfang udgøres af § 105-boliger. Formålet
er at sikre, at eksisterende og nye botilbud på socialområdet i Randers Kommune matcher
fremtidens behov og målgrupper. Når resultatet heraf foreligger, vil forvaltningen præsentere
en plan for udvidelserne og muligheder for modernisering. Dette sker under hensyn til
boligplanens anlægsøkonomi, §§ 107/108-projekter med mulighed for at søge låneadgang,
samt til lokalplanlægning af placeringer til udvidelserne.

Beslutning

1. at godkendt.
2. at godkendt.

Kilde: Randers Kommune, Social- og arbejdsmarkedsudvalget, referat fra mødet tirsdag 6. oktober 2026, punkt 5. Læs den originale sag hos kommunen.