Besluttet 19. august, Ældre- og Sundhedsudvalget, Ringkøbing-Skjern
Intro til demenskoordinatorers virke
Administrationen indstiller: • At introduktionen til demenskoordinatorers virke tages til efterretning og godkendes • At der arbejdes videre med de beskrevne udfordringerne på demensområdet i demensstrategien 2027 - 2030
Kort fortalt
- Forslaget
- Introduktionen til demenskoordinatorers virke tages til efterretning og godkendes
- Der arbejdes videre med de beskrevne udfordringerne på demensområdet i demensstrategien 2027 - 2030
- Hvem
- Ældre- og Sundhedsudvalget, Ringkøbing-Skjern Kommune
- Hvornår
- Onsdag 19. august 2026
- Status
- Besluttet. Demenskoordinatorernes virke tages til efterretning og godkendes, herunder at der arbejdes videre med udfordringerne på demensområdet i demensstrategien 2027-2030.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
I nærværende sag beskrives de opgaver, som kommunens to demenskoordinatorer varetager. I Ringkøbing-Skjern Kommune er der to fuldtidsansatte demenskoordinatorer tilhørende Faglig drift og Udvikling, Sundhed og Omsorg.
Demens er betegnelsen for en række symptomer på svigtende hjernefunktion. Symptomerne kommer snigende og specielt i starten, kan det være svært at afgøre, om det er begyndende demens. Demens rammer fortrinsvis ældre, men også yngre kan få demenssygdomme.
Der tilbydes kontakt med borgere og pårørende gennem hele demensforløbet, og der kan henvises direkte til demenskoordinatorer af borgere, pårørende, praktiserende læger, udredningsenheder, medarbejdere og ledere i Sundhed og Omsorg eller andre.
Der er tilknyttet 385 borgere til demenskoordinatorerne, som har opdelt kommunen i forhold til kontakt med borgere og kommunens enheder i henholdsvis område nord og syd.
Demenskoordinatorer tilbyder:
• Individuel vejledning af borgere med demens og deres pårørende
• Samarbejde med praksislæger i kommunen og demensudredningsenheder i Region Midt og andre regioner om demensudredning af borgere
• Koordinering af indsatsen for demensramte familier
• Vejledning og støtte i forbindelse med aktivitetstilbud og aflastningsophold
• Vejledning om kommunens øvrige tilbud
• Undervisning om demens og dertilhørende relevante emner
• Varetagelsen af pårørendegrupper
• Vejledning af medarbejdere/ledere i problematiske omsorgs- og plejesituationer, det gælder både helhedsplejen og plejeboligområdet
• Pårørendevejledning, det kan også omhandle problemstillinger, der ikke er demensrelaterede
• Konsulent opgaver på demensområdet som fx demensvenlig indretning samt udvikle demensområdet
Begge demenskoordinatorer har efteruddannelsen Certificeret Pårørendevejleder.
Personcentreret omsorg er værdigrundlaget for omsorg og pleje i Sundhed og Omsorg, og kompetenceudvikling indenfor dette felt er et vedvarende fokusområde. Demenskoordinatorer er endvidere tovholdere for demensnetværk for nøglepersoner i Sundhed og Omsorg. Demensnetværket mødes to gange årligt og arbejder med:
• Velfærdsteknologiske tiltag på demensområdet
• Hvordan der kan arbejdes endnu mere personcentreret i tilgangen til den enkelte borger og pårørende
• Forebyggelse af magtanvendelse og viden om, hvornår det er magtanvendelse og korrekt indberetning af magtanvendelse
• Refleksion og sparring med kollegaer
• Relevante emner indenfor demensområdet
Demenskoordinatorer samarbejder med Myndighedsafdelingen om borgere med demens. Det drejer sig om igangsættelse og justering af indsatser, samt sparring og vurderinger i forbindelse med boligtilbud.
Det er demenskoordinatorer, der varetager opgaven med udlån af GPS-ure/brikker til borgere med demens. Der foretages en individuel vurdering af behov hos den konkrete borger, vurderingen kan også foregå i samarbejde med medarbejdere. Det kan være pårørende, der varetager GPS-sporingen, og det kan være medarbejdere i helhedsplejen eller plejeboligen.
Demenskoordinatorer samarbejder med Specialteamet, som varetager opgaver omkring beboere med nedsat trivsel rundt på kommunens plejehjem. Tilsvarende samarbejdes der med Ergoterapeutteamet, som fungerer som tovholdere for implementering af personcentreret omsorg. De har endvidere fokus på rehabilitering og aktiviteter for beboere. Demenskoordinatorer deltager på teammøder med Specialteam og Ergoterapeutteam, hvor der blandt andet drøftes tiltag og udfordringer med beboere med demens.
Ved beboere med særlig udfordrende adfærd fungerer demenskoordinatorer, som tovholder for vurdering og opstart af drejebogssag i samråd med leder for plejeboligområdet.
Demenskoordinatorer har myndighedsfunktion i forhold til magtanvendelsessager efter Serviceloven og behandler indberettede sager. Der udbredes viden om forebyggelse af magtanvendelse til medarbejdere og ledere.
Demenskoordinatorer har fokus på velfærdsteknologi, og bidrager til at udbrede viden om velfærdsteknologiske hjælpemidler blandt andet som medplanlæggere af Sundhed og Omsorgs årlige messer om Fremtidens omsorg.
Der samarbejdes med frivillige om undervisning og arrangementer om demens fx omkring Demenskor.
Udfordringer for demenskoordinatorer:
• I nogle tilfælde mangles der tilbud til yngre borgere med demens (borgere under 65 år), som ikke kan se sig selv på Aktivitetscentre, men i stedet ønsker samvær med jævnaldrende
• Der er en del ægtefæller, der ikke ønsker deres kære på plejehjem, og dermed kommer til at sætte deres eget helbred i anden række. Det giver basis for negativ indvirkning på ægtefællen med demens og dermed yderlig forværring af situationen i hjemmet
• At det at flytte på plejehjem i manges øjne er noget negativt
• Der er brug for flere tiltag i den tidlige fase af demensforløb. Her kan nævnes afprøvning i Aktivitetshuset Ringkøbing af Kognitiv stimulations terapi (CST) som et relevant tilbud. CST medvirker til forebyggelse af funktionstab hos borgere med demens, og dermed til en bedre hverdag i længere tid i hjemmet. Der er brug for flere hold pr. år, og med bedre fordeling rundt på kommunens Aktivitetscentre
• Et af grundelementerne i helhedspleje er tværfagligt og tværprofessionelt samarbejde. Det betyder en øget grad af mødedeltagelse for demenskoordinatorer
• Ifølge databasen DanDem hjemhørende i Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut er der sket en støt stigning i antal udredninger siden 2016 i hele Danmark. Denne stigning ses også i Ringkøbing-Skjern Kommune. Der er endvidere forsat borgere, der ikke gennemgår en demensudredning, men lever med demenssymptomer. Det er demografien, der er årsagen til denne stigning. Data fra DanDem viser, at 57% af personer, der fik en demensdiagnose i 2024 har moderat til svær demens. Det medvirker til øget kompleksitet i arbejdet for demenskoordinatorer.
Der er ikke ændret på demenskoordinatorers ressourcer siden 2016, og flere borgere med demens påvirker naturligvis demenskoordinatorers mulighed for, at tilpasse indsatserne ud fra individuelle vurderinger og fokus på det forebyggende arbejde på demensområdet.
På punktet deltager leder af Faglig Drift og Udvikling og Sekretariatet Dorthe Gammelgaard Jensen og demenskoordinator Kirsten Holmgaard Jensen.
Lovgrundlag og juridisk vurdering
Ingen bemærkninger.
Økonomi
Viden & Strategi (Økonomi) har ikke yderligere bemærkninger.
Effektvurdering
Det vurderes, at demenskoordinatorernes arbejde understøtter, at borgere med demens og deres pårørende oplever rammer til et værdigt, trygt og meningsfuldt liv.
Det vurderes, at demenskoordinatorens arbejde medvirker til og understøtter, at ledere og medarbejdere arbejder ud fra en personcentreret tilgang til borgere og pårørende indenfor de givne rammer.
Det forventes, at indsatser i forhold til forebyggelse og tidlig opsporing medfører, at flere får hjælp tidligere i forløbet og har mere viden om demens.
Indstilling
Administrationen indstiller:
• At introduktionen til demenskoordinatorers virke tages til efterretning og godkendes
• At der arbejdes videre med de beskrevne udfordringerne på demensområdet i demensstrategien 2027 - 2030
Beslutning
Demenskoordinatorernes virke tages til efterretning og godkendes, herunder at der arbejdes videre med udfordringerne på demensområdet i demensstrategien 2027-2030.
Kilde: Ringkøbing-Skjern Kommune, Ældre- og Sundhedsudvalget, referat fra mødet onsdag 19. august 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.