Besluttet 22. september, Plan- og Trafikudvalget, Ringkøbing-Skjern
Kongevejen 10, 6950 - Dispensation fra lokalplan til ændret anvendelse
Administrationen indstiller, at Plan- og Trafikudvalget godkender at der meddeles midlertidig dispensation til at anvende ejendommen til 6 boliger i en periode på 3 år, på følgende vilkår: • Den ændrede anvendelse til boligformål skal ophøre senest 3 år efter datoen for dispensationsafgørelsen, medmindre der inden udløbet af denne frist er tilvejebragt et nyt plangrundlag og meddelt de nødvendige tilladelser, der muliggør en fortsat anvendelse til boligformål.
Kort fortalt
- Forslaget
- Den ændrede anvendelse til boligformål skal ophøre senest 3 år efter datoen for dispensationsafgørelsen, medmindre der inden udløbet af denne frist er tilvejebragt et nyt plangrundlag og meddelt de nødvendige tilladelser, der muliggør en fortsat anvendelse til boligformål.
- Hvem
- Plan- og Trafikudvalget, Ringkøbing-Skjern Kommune
- Hvornår
- Tirsdag 22. september 2026
- Status
- Besluttet. Plan- og Trafikudvalget godkendte administrationens indstilling.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst
Sagsfremstilling
Plan- og Trafikudvalget skal tage stilling til, om der kan meddeles midlertidig tidsbegrænset dispensation til at ændre anvendelsen af tidligere museum og dommerkontor i Ringkøbing til boliger.
Ansøgning
Ringkøbing-Skjern Kommune har modtaget en byggeansøgning og ansøgning om dispensation fra lokalplanens anvendelsesbestemmelse til ændret anvendelse af tidligere museum og dommerkontor til lejeboliger på ejendommen Kongevejen 10, 6950 Ringkøbing, matr. nr. 30f, Ringkøbing Markjorder.
I ejendommen ønskes etablereret 3 lejeboliger i stueplan og 3 lejeboliger i tagetagen med tilhørende parkeringsareal og udvendige opholdsarealer, idet bygningen ikke længere skal anvendes som museum.
Dispensationsansøgningen begrundes med, at bygningen er placeret i et område, hvor der primært er boliger og anvendelsesændringen til boliger derfor vurderes at passe godt ind i området. Bygningen ændres som helhed på den indvendige indretning foruden nye kviste i tagfladen, franske altaner og etablering af halvvalm i den ene gavl.
Bygningen har en bevaringsværdi på 3, og der er tidligere den 3. marts 2026 truffet dispensationsafgørelse med godkendelse af de udvendige facadeændringer i forbindelse med renovering af hovedbygning. Afgørelsen blev begrundet med, at de ønskede ændringer i facaden vurderes at være med til at føre bygningen tilbage til sin mere oprindelige stil.
Der ønskes en midertidig dispensation, så ombygningen kan fortsætte med de indvendige arbejder i forlængelse af den godkendte udvendige facade- og tagrenovering.
Ringkøbing-Skjern Kommune har den 26. august 2026 modtaget ansøgning om igangsætning af ny lokalplan for området.
Området
Ejendommen er beliggende i et område til centerformål, boligformål og offentlige formål – med bevarende bestemmelser for bebyggelse opført før 1940 – ved Herningvej/Kongevejen m.m. i Ringkøbing By omfattet af bestemmelserne i lokalplan nr. 01.122.
Ejendommen er beliggende i delområde IX (rød skravering), der jf. lokalplanens anvendelsesbestemmelse § 3.1 udlægger området kun til offentlige formål som dommerkontor og lignende kontorinstitutioner.
Høring
Dispensationsansøgningen har været sendt i naboorientering ved de nærmeste ejendomsejere og lejere.
Der er i den forbindelse kommet én indsigelse fra en nabo, der har have op til ejendommens sydlige del, der indrettes til fælles opholdsareal.
Deres bekymring går på, at der ved den udvendige ombygning af Kongevejen 10 er kommet kviste og franske altandøre på taget, der vender mod deres have- og opholdsareal, så de ikke længere kan være ugenert i deres have.
Administrationens vurdering
Administrationen vurderer, at der kan meddeles en midlertidig dispensation fra lokalplan nr. 01.122, § 3.1, til indretning og anvendelse af den eksisterende bygning på Kongevejen 10 til 6 lejeboliger i en tidsbegrænset periode på 3 år.
Ejendommen er beliggende i lokalplanens delområde IX, som alene må anvendes til offentlige formål som dommerkontor og lignende kontorinstitutioner. Den ansøgte anvendelse til boligformål er derfor ikke i overensstemmelse med lokalplanens anvendelsesbestemmelse.
Administrationen har ved vurderingen lagt vægt på, at der er tale om en eksisterende bygning, som ikke længere skal anvendes som museum og dommerkontor, og at den ansøgte boligfunktion kan indpasses i det omkringliggende område, der i væsentligt omfang er præget af boligbebyggelse. Boliganvendelsen vurderes derfor ikke i den tidsbegrænsede periode at medføre en væsentlig planmæssig konflikt med områdets karakter.
Der er endvidere lagt vægt på, at lokalplan nr. 01.122 overordnet omfatter et område til både centerformål, boligformål og offentlige formål. Den midlertidige anvendelse til boligformål tilfører således ikke lokalplanområdet en anvendelsestype, som er fremmed for lokalplanens overordnede planlægning.
Administrationen har desuden lagt vægt på, at der er igangsat en proces med henblik på at tilvejebringe et nyt plangrundlag for ejendommen. Den tidsbegrænsede dispensation vil dermed kunne fungere som en overgangsordning, mens spørgsmålet om ejendommens fremtidige og permanente anvendelse afklares gennem lokalplanlægningen. En midlertidig dispensation foregriber ikke udfaldet af den kommende planproces og giver ikke i sig selv ret til permanent boligformål.
Dispensationsansøgningen har været sendt i naboorientering. Der er modtaget én indsigelse fra en nabo, der har have op til ejendommens sydlige del, der indrettes til fælles opholdsareal. Indsigelsen vedrører navnlig risikoen for indblik i ejendommens have- og opholdsarealer fra de etablerede kviste og franske altandøre på Kongevejen 10.
Administrationen har forståelse for, at ændringen af bygningen og den fremtidige anvendelse til boliger kan opleves som en ændring af forholdene for naboen. Det vurderes imidlertid, at der ikke opstår væsentlige indbliksgener.
Samlet vurderer administrationen, at hensynet til at muliggøre en hensigtsmæssig midlertidig anvendelse af den eksisterende og bevaringsværdige bygning kan tillægges større vægt end de nabomæssige gener, der er anført i forbindelse med naboorienteringen.
Lovgrundlag og juridisk vurdering
Efter planlovens § 19, stk. 1, kan kommunen imidlertid meddele en tidsbegrænset dispensation fra en lokalplans bestemmelser i op til 3 år, også selv om den midlertidige anvendelse måtte være i strid med lokalplanens principper.
Økonomi
Ingen bemærkninger
Effektvurdering
Ingen bemærkninger
Indstilling
Administrationen indstiller, at Plan- og Trafikudvalget godkender at der meddeles midlertidig dispensation til at anvende ejendommen til 6 boliger i en periode på 3 år, på følgende vilkår:
• Den ændrede anvendelse til boligformål skal ophøre senest 3 år efter datoen for dispensationsafgørelsen, medmindre der inden udløbet af denne frist er tilvejebragt et nyt plangrundlag og meddelt de nødvendige tilladelser, der muliggør en fortsat anvendelse til boligformål.
Beslutning
Plan- og Trafikudvalget godkendte administrationens indstilling.
Bilag
Kilde: Ringkøbing-Skjern Kommune, Plan- og Trafikudvalget, referat fra mødet tirsdag 22. september 2026, punkt 4. Læs den originale sag hos kommunen.