Spring til indholdet
Ringkøbing-Skjern
Skift kommune
KøbenhavnRingkøbing-SkjernAlle kommuner

Besluttet 22. september, Plan- og Trafikudvalget, Ringkøbing-Skjern

Igangsætning af plangrundlag for område til offentlige formål ved Klostervej 39 i Kloster

Administrationen indstiller, at Plan- og Trafikudvalget godkender at: • Planlægningen igangsættes med udgangspunkt i administrationens anbefalinger. • Der afholdes en foroffentlighedsfase med indkaldelse af ideer og forslag.

Kort fortalt

Forslaget
  • Planlægningen igangsættes med udgangspunkt i administrationens anbefalinger.
  • Der afholdes en foroffentlighedsfase med indkaldelse af ideer og forslag.
Hvem
Plan- og Trafikudvalget, Ringkøbing-Skjern Kommune
Hvornår
Tirsdag 22. september 2026
Status
Besluttet. Plan- og Trafikudvalget godkendte administrationens indstilling.
Læs hele sagen Kommunens egen tekst

Sagsfremstilling

Kommunen, repræsenteret ved Ejendomscentret, ønsker ændret planlægning for at etablere et aflastningstilbud for børn og unge i det nu lukkede plejehjem ved Klostervej 39 i Kloster. Udvalget skal tage stilling til, om planlægningen skal igangsættes.

Luftfoto af lokalplanområdet, sommer 2025. Den viste lokalplanafgrænsning er administrationens nuværende anbefaling.

Området
Projektområdet ligger centralt i Kloster, på den vestlige side af Klostervej. Det omkringliggende område består primært af boliger i form af parcel- og rækkehuse. Sydvest for området ligger Sogneparken.
På grunden ligger den eksisterende bygning Holmbohjemmet, der tidligere har fungeret som plejehjem, og som ejes af Ringkøbing-Skjern Kommune. Der er tilhørende parkeringspladser og et mindre haveanlæg sydøst for denne bygning. Syd for det tidligere plejehjem ligger Holmsland Missionshus samt bygningerne, der tidligere husede børnehave og vuggestue. Børnehaven og vuggestuen er siden flyttet til Holmsland Skole, og de tidligere institutionsbygninger står derfor tomme. Der er på nuværende tidspunkt ingen planer om anden anvendelse af bygningerne. Missionshuset er fortsat i brug.
Projektet
Projektet omfatter ombygning af det nu lukkede plejehjem på Klostervej 39 til et aflastningstilbud for børn og unge i alderen 4-17 år. Det eksisterende aflastningstilbud holder i dag til i Ringkøbing, men har behov for at udvide kapaciteten og ønsker derfor at flytte til de tidligere plejehjemsbygninger.
Holmsland Lokalhistorisk Arkiv har i dag lokaler på 1. sal i det tidligere plejehjem. Arkivet fortsætter sin nuværende placering og indgår således som en del af den fremtidige anvendelse af bygningen. Se projektbeskrivelsen i bilag 1.
For at sikre mulighed for tilstrækkelige udendørs opholds- og aktivitetsarealer lægges der op til at inddrage den tidligere børnehaves matrikel i projektet. Det endelige behov for udeareal er endnu ikke afklaret, og det er derfor på nuværende tidspunkt uvist, hvor stor en del af matriklen der vil være behov for at inddrage. Arealet kan helt eller delvist udlægges til institutionens udearealer. Den eksisterende institutionsbygning på matriklen kan i den forbindelse på sigt blive nedrevet, hvis dette viser sig nødvendigt for at imødekomme behovet for udearealer.

Planforhold
Projektet er som udgangspunkt i overensstemmelse med kommuneplanen. Dog er den vestlige del af den tidligere børnehaves matrikel ikke rammelagt. Som en del af planprocessen skal det undersøges, om der er behov for at justere rammebestemmelserne for området. Projektet kræver derfor et kommuneplantillæg. Det vurderes dog, at der er tale om mindre ændringer, da den eksisterende anvendelse af det ikke-rammelagte område som legeplads fastholdes.
Området er omfattet af lokalplan nr. 24 og 84. De gældende lokalplaner muliggør ikke projektet fuldt ud, og der er derfor behov for en ny lokalplan. Den vestlige del af børnehavens matrikel ligger desuden i landzone og skal overføres til byzone. Lokalplanens endelige afgrænsning og indhold fastlægges i den videre planlægning, herunder skal det afklares om og hvordan missionshusets arealer skal indgå i planlægningen.

Miljøvurdering
I forbindelse med planlægningen skal der gennemføres en screening af planforslagene.

Administrationens anbefalinger
Projektet vurderes at være i tæt overensstemmelse med den hidtidige anvendelse af bygningerne og udearealerne og vurderes at være i god overensstemmelse med helhedsplanen for Kloster fra 2021, som bl.a. foreslår den tidligere børnehavegrund omdannet til et rekreativt område.
Administrationen anbefaler at igangsætte planlægningen under forudsætning af at:

• Der skal sikres tilstrækkelige opholds- og udearealer.

• Støjforhold ved naboboliger skal afklares, evt. ved en støjrapport.

• Der skal sikres hensigtsmæssige adgangsforhold, trafikafvikling og parkeringsmuligheder.

• Det skal undersøges, om og hvordan Missionshuset kan indgå som en del af en samlet helhedsløsning for området.

• Det skal undersøges, om eksisterende beplantning skal bevares og om området kan indrettes, så stiforbindelse til Sogneparken sikres.

Den videre proces

Projektet medfører, at en del af området ændrer anvendelse fra plejehjem til opholds- og aktivitetssted for børn og unge. Administrationen anbefaler derfor, at der gennemføres en foroffentlighedsfase med indkaldelse af ideer og forslag, inden der udarbejdes forslag til kommuneplantillæg og lokalplan.

Lovgrundlag og juridisk vurdering

Planloven
Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)
Kloster by ligger i kystnærhedszonen. Den vestlige del af den tidligere børnehaves matrikel ligger i dag i landzone, hvorfor der skal gives en særlig funktionel eller planlægningsmæssig begrundelse for inddragelse af arealet i planlægningen. Da arealet i mange år faktisk har været anvendt til institutionsformål, vurderes dette muligt.

Økonomi

Ejendomscentret i kommunen har afsat økonomi på denne byggesag. Der er allerede afsat midler til ombygning af det tidligere plejehjem. Der er pt. ikke afsat midler til nedrivning af tidligere institutionsbygninger.
Administrationen anbefaler, at der foretages en skelfastlæggelse, så matrikelskellene bringes i overensstemmelse med de faktiske forhold.

Effektvurdering

Planlægningen har til formål at fremtidssikre den eksisterende anvendelse af bygningen som institution og samtidig skabe de planmæssige rammer for en fremtidssikret udvikling.
Kommunen mangler pladser på det specialiserede børne- og ungeområde, da institutionen i Ringkøbing er fuldt belagt. En flytning til Kloster øger kapaciteten og gør det muligt at hjemtage børn, der i dag modtager aflastning uden for kommunen.
Planlægningen sikrer desuden, at institutionen får tilstrækkelige opholdsarealer.
Anvendelsen af en eksisterende tom bygning understøtter en bæredygtig udvikling ved at reducere behovet for nybyggeri.
Planlægningen understøtter nogle af visionerne i helhedsplanen for Kloster.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Plan- og Trafikudvalget godkender at:

• Planlægningen igangsættes med udgangspunkt i administrationens anbefalinger.

• Der afholdes en foroffentlighedsfase med indkaldelse af ideer og forslag.

Beslutning

Plan- og Trafikudvalget godkendte administrationens indstilling

Bilag

Kilde: Ringkøbing-Skjern Kommune, Plan- og Trafikudvalget, referat fra mødet tirsdag 22. september 2026, punkt 8. Læs den originale sag hos kommunen.